Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2003
Og hvad så?
Undersøgelse om kunststøtteordningen lukker måske for debatten - men svarer på ingen måde på de spørgsmål der blev stillet
CulturCommentar:
December 2002 åbnede forfatteren Rolf Bagger en diskussion om habilitet i kunststøtten fra Statens Kunstfond. Kulturministeren fangede bolden og erklærede at han ville nepotismen og kammerateriet til livs, og metoden til at komme kammerateriet til livs blev en undersøgelse af Statens Kunstfond, foretaget af embedsmænd.
Kammerateriet blev man dog hurtigt fri for, for allerede i august 2003 sagde Kulturministeren til Berlingske Tidende: "vi er kommet kammerateriet til livs."
Kulturministeren kendte næppe resultatet af undersøgelsen allerede i august, for den er først offentliggjort nu i december. Og sandt at sige: undersøgelsen siger intet om kammerateri eller ej, om nepotisme eller ej, om inhabilitet eller ej.
Økonomistyrelsen har gennemført undersøgelsen, som analyserer uddelinger af kunststøtte i tiåret 1993-2002. Undersøgelsen omfatter alle kunstarter og tildelinger fra Statens Kunstfond, de kunstneriske råd som i dag er samlet i Kunstrådet samt Bibliotekspengene.
De grundlæggende spørgsmål Rolf Bagger rejste, besvares ikke i undersøgelsen. På et enkelt punkt bekræftes Baggers formodning dog: Ud af de 133 kunstnere, som har siddet i repræsentantskabet for Statens Kunstfond i undersøgelsesperioden, har 53 samtidigt modtaget støtte fra Statens Kunstfond.
Kulturministerens pressemeddelelse om undersøgelsen forholder sig slet ikke til dette, det grundlæggende spørgsmål forud for undersøgelsen. Ministerens dagsorden handler om at kunstnere ikke skal få støtte år efter år, medmindre de modtager den egentlige livsvarige ydelse. Og hvis de modtager den livsvarige ydelse, så er der tale om en "systemfejl", når de samtidig får tildelt arbejdslegater.
Det handler altså om (mindst) to forskellige diskussioner:
inhabilitet
lønregulering
Ha-ha-habilitet
Rolf Baggers oplæg handlede om, hvorvidt man kunne sidde i eksempelvis Statens Kunstfonds repræsentantskab og samtidig modtage støtte. Undersøgelsen siger at dette forekommer i et væsentligt omfang - men undersøgelsen siger intet om dette omfang er rimeligt eller ej.
Der er ikke formelle krav til de kunstnervalgt repræsentanter i Statens Kunstfond, almindeligvis må man dog antage at de valgte er blandt de "bedste" kunstnere. Den aktuelle liste over medlemmer af repræsentantskabet er her. Det er gennemgående velkendte og respekterede kunstnere, der er valgt til repræsentantskabet.
Dermed må man kunne hævde, at repræsentantskabsmedlemmerne er kvalificerede til forskellige legater. Medlemsskabet af repræsentantskabet giver i sig selv intet økonomisk. Så hvis kunstnere skulle fraskrive sig muligheden for legater for de småpenge man får i Repræsentantskabet, ville det blive langt sværere at få et kvalificeret Repræsentantskab. Dette er det realpolitiske problem ved en stramning af habilitetsreglerne. Det ville gavne debatten, hvis det blev klargjor, hvor vanskeligt det ofte er at finde "kvalificerede" medlemmer til Repræsentantskabet, som "gider" bruge kræfter på noget som nærmer sig "borgerligt ombudg".
En løn til at leve af
Kulturministerens dagsorden handler om, at kunstnere skal frigøres fra statsstøtte, at kunststøtten skal ses som en slags iværksætterydelse - nogle år med offentlig hjælp, derefter må man stå på egne ben.
Kulturministerens holdning er baseret på en tro på, at en kunstner gennem sin karriere vokser både i renommé og i økonomi. Dette er nok den mest problematiske fejlslutning hos ministeren. Langt de fleste kunstnere oplever voldsomme nedture, både mentalt - år, hvor det ikke lykkes - og økonomisk, år, hvor der ikke kommer de samme penge som før. Rigtigt mange kunstnere har oplevet unge år med en driftig opadstigende kurve - og rigtigt mange kunstnere har oplevet mange lange år med ensom søgen og vanskeligheder med at fange kritisk og kommerciel opmærksomhed.
Hvis man skal sige, at der er en "systemfejl" i det nuværende system, så består fejlen i at de livsvarige ydelser er alt for små. For visse kunstneriske felter må man derudover sige, at lønnen ikke er nok. En billedhuggers udgifter er eksempelvis langt større end blot lønnen. Der skal faktisk offentlig støtte til, for at få financieret en skulptur. Sådan er denne del af markedsøkonomien.
De danske kunststøttelove er ikke kædet sammen. Bibliotekspengene er eksempelvis ophavsretsligt funderet, selv om man kalder det kulturstøtte. Og konkret projektstøtte er ikke kædet sammen med fast livsvarig ydelse. Der kan naturligvis være fornuft i at forsøge at tænke disse systemer sammen. Ministerens største risiko er dog, at komme ud for krav om større livsvarige ydelser. Og det må tiden vel vise om han er i stand til at honorere.
Bibliotekspenge til billedhuggere
Økonomistyrelsens undersøgelse er helt og fuldstændigt ubrugelig på et enkelt område. Man sammenligner, hvilke beløb modtagere af kunststøtte (fra Statens Kunstfond eller rådene under Kunstrådet) har fået udbetalt fra Bibliotekspengene. Sammenligningen er gennemført blandt samtlige kunstnergrupper og man når frem til den tendens, at jo mere man modtager i kunststøtte, jo mindre får man fra Bibliotekspengene (en tendens som ovenikøbet har stærke afvigelser, viser undersøgelsen).
Og naturligvis er der blandt alle kunstnergrupper modtagere af kunststøtte, som også får penge fra Bibliotekspengene. Væsentlige billedhuggere har også medvirket i bøger, eksempelvis. Dette vil sige, at en billedhugger, som modtager livsvarig ydelse, men kun får få Bibliotekspenge, "tæller" som at kunstnere med stor kunststøtte får få Bibliotekspenge.
Kulturpolitisk ville det interessante være at undersøge disse sammenhænge for forfatterne - Bibliotekspengene er nemlig primært skabt for at gavne forfatterne. Så ville man få en analyse, som kunne fortælle noget: enten at den statslige kunststøtte går til forfattere som også er folkeligt populære (mange Bibliotekspenge) eller at statens kunststøtte går til de rigtigt "smalle" forfattere, som ikke får mange Bibliotekspenge.
Mindre til kunstnerne
Udgangspunktet for debatten var støtten fra Statens Kunstfond. Undersøgelsen er dog bredt ud til også at omfatte støtte fra andre kunstneriske organer. Derfor har man i undersøgelsen gennemført parallelle sammenligninger mellem støtte til enkeltpersoner og støtte til institutioner.
Her finder man i virkeligheden undersøgelsens mest kontroversielle sammenligning. Fra 2001 til 2002 (fra SR-regeringen til VK-regeringen) faldt kunststøtten drastisk. Dette er velkendt. Men Økonomistyrelsens undersøgelse viser, at kunststøtten til institutioner faldt med 5%, hvorimod kunststøtten til enkeltpersoner faldt med hele 40%. Hvis meningen med VK-regeringens økonomiske stramning var at støtte kunstnerne, så er det hermed klart dokumenteret: det lykkedes ikke.
Af Tom Ahlberg ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 12/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
