Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang My Generation

Musikalske mesterværker:

I starten af det Herrens år 1966 kunne rockinteresserede unge danskere høre en helt ny og fængende musik på Radio Luxembourg, der var datidens mest aflyttede radiokanal med den unge popmusik. Det var et nyt britisk band, der kaldte sig ”the Who” (hvem?). Sangen hed ”My Generation”, og med den sparkede the Who døren ind til de kommercielle musikkanaler og TV shows, der uvidende om, hvad der ventede de pæne popværter siden hen, gav de unge en luns af ordentlig musik efter den lange pause mellem den ”rigtige” Elvis og de nye himmelstormere Beatles, Stones, Kinks og – the Who.

”My Generation” starter med et totalt overraskende brag af en indledning, hvor den nye tids trio-rock med forsanger blev indvarslet. Og sjældent har man hørt et så ungt band spille så fremragende. De kaotiske trommer, den pulserende, avancerede bas og de store guitarakkorder, der skærer gennem luften. Og oveni denne frydefulde larm, hæver sig så en lys stemme – der stammer! Hook-linien ”Hope I die before I get old” bliver mottoet, mantraet for Mod generationen i Englands storbyer med deres scooters, anorakker og lommerne fulde af piller og amfetamin. Men det bliver også mottoet for generationer af efterfølgende vrede, unge rockbands: 1970’ernes punk, 1980’ernes sorte deprime rock til 1990’erne grunge rock. Sangen er den mest berømte revolutionshymne i rockmusikkens historie, og baner vejen for de virkelighedsnære og ucensurerede sangtekster, der kom til at afløse fortidens pop floskler.

Revolutionshymnen slutter med bandets selvdestruktive, lange fade, hvor man dog ikke får livekoncerternes smadrede trommer og guitar med. Men man kan jo så lukke øjnene og forestille sig Pete Townshend hvirvle sin arme Rieckenbacker guitar rundt over hovedet i store cirkler for til sidst i vild triumf at knuse det kostbare instrument mod scenegulvet.

 

Sangen og bandets historie

The Who’s sangskriver og guitarist Pete Townshend blev født 1945 i Chiswick i England og voksede op i arbejderbydelen Shepherd’s Bush, hvor de andre medlemmer af the Who også boede. Hans forældre var jazzmusikere, men havde så mange ægteskabelige sammenstød, at Pete blev passet af sin mormor i lange perioder af sin barndom. Townshends karakteristiske næse var årsag til en hæslig skoletid med konstant mobning, og det er en usikker ung mand med et ret så lavt selvværd, der i 1959 møder John Entwistle. Pete spiller på dette tidspunkt banjo (!!) og John trompet. De møder kort efter Roger Daltrey, der har sit eget band the Detours, der spiller frokostjazz (!!!). Når Pete ikke var ude at spille ”When the Saints” på pubberne, studerede han kunst og lagde grunden til sin senere bi-virksomhed som anmelder, forfatter og redaktør.

I 1963 var the Detours begyndt at ændre stil. De var allerede blevet så store, at de kunne varme op for Rolling Stones. I 1964 blev gruppen ”opdaget” af en ny ungdomsbevægelse, Mods, som de også selv var en del af. Med jakker syet af det engelske flag, smarte italienske skjorter og dyre sko, personificerede bandet de unge mods’ livsstil. I denne periode blev de bedt af manageren om at ændre navn til ”The High Numbers” (mods havde ordene ”face” (leder), ”ticket (tilhænger)” og ”numbers” som slang, jvf. det senere Who album ”Who by Numbers” og sangen ”I’m the Face” der er med på ”Odds & Sods”).

I 1964 skiftede bandet dog definitivt navn til ”The Who”. De havde også definitivt skiftet stil. Nu spillede Pete heavy guitar, John var gået over til mindst lige så heavy bas, og Roger Daltrey havde smidt sin guitar og var nu udelukkende sanger. Og vi må endelig ikke glemme den fjerde mand, Keith Moon, der kom med i bandet samme år. Han var et blændende talent på trommer og gav the Who den rytmiske råstyrke, der sammen med Johns fantastiske basspil, Petes sange og guitar samt Rogers smukke stemme skabte gruppens originale og fængende lyd. Original og original? Ja, selvom det var the Kinks, der var faddere til heavy musikken via nummeret ”You Really got Me”, var the Who sandelig nogle dygtige – og larmende – elever.

Det var tiden, hvor grupperne pludselig selv skulle skrive sangene. Det var en ubehagelig overraskelse for mange bands, inklusive the Detours/Who, der udelukkende spillede kopinumre. I slutningen af 1964 blev Pete Townshend tvunget til at skrive nogle originale sange, da den første pladekontrakt blev indgået. Det var et krav fra pladeselskabet, der skævede nervøst til konkurrenternes topnavne Beatles og Stones – der i øvrigt også havde spillet kopinumre, det meste af deres karriere, inden de blev berømte. Men Townshend viste sig at være en fremragende sangskriver. De første sange udkom i foråret 1965,”I Can’t Explain” og "Anyway, Anyhow, Anywhere", sidstnævnte med guitar feedback, hvilket var noget helt nyt.

I oktober 1965 udsendtes singlen ”My Generation”, der strøg direkte til en 2. plads på den engelske hitliste. Sidst på året fulgte LP’en af samme navn. Også en række af de andre numre fra LP’en, f.eks. ”The Kids are alright”, ”La-la-la Lies” og ikke mindst ”A Legal Matter” med Pete Townshend som forsanger blev udgivet som singler i det første store the Who år 1965. Året efter kom mesterværket ”Substitute”. Som med the Kinks blev der længere og længere mellem supersinglerne efter de første års triumfer. Blandt the Whos bedste singler er foruden de førnævnte ”I’m a Boy” fra 1966, ”Pictures of Lily” og ”I can see for Miles” fra 1967, ”The Seeker” fra 1970 og ”Won’t get fooled again” og ”Behind Blue Eyes” fra 1971. Sidstnævnte sang er i øvrigt blevet nyindspillet i 2003 af Limp Bizkit i en stilfærdig og god version.

Singler og LP’er blev i disse år regnet for separate medier med hver sin målgruppe. De dyre LP’er var for de ”voksne” over 18 og singlerne for de yngre fans. The Who havde som Beatles først og fremmest satset på singlerne, men med hippietiden og dens mange eksperimenter blev LP’en det primære medium for seriøse rockbands. The Who, der var kendt som et liveband med 3 minutters numre, havde problemer med at finde en ”LP stil”, men det lykkedes i 1969, hvor verdens første rockopera ”Tommy” så dagens lys. Pladen blev en kæmpesucces i USA, hvor the Who blev superstjerner også delvis pga. af deres medvirken i Woodstock filmen. I kølvandet på deres amerikanske succes kunne the Who det følgende år optræde med Tommy på verdens operascener. De optrådte også på det Kgl. teater i København og vakte sensation i de ”pæne” kredse, for hvordan kunne man tillade sig at have en flok rockrødder til at optræde på nationalscenen?

Pete Townshend prøvede at følge op på succesen med en science fiction opera ”Lifehouse”, der bl.a. handlede om virtuelle verdener og benyttede sig af interaktive medier. Desværre blev prøveforestillingen en fiasko, så Lifehouse måtte vente til 1999, før det lykkedes BBC at lave en fungerende udgave med en dertil hørende 6 CD’ers boks. Til gengæld lykkedes det Townshend at skrive en opera om sin Mod fortid ”Quadrophenia”. Den blev indspillet med the Who og havde en vis succes, selvom den slet ikke nåede på siden af Tommy hverken kunstnerisk eller økonomisk.

I 1978 døde Keith Moon kun 31 år gammel – ikke som mange tror af en overdosis narkotika, men af 28 nervepiller til hjælp ved alkoholafvænning, som den altid impulsive og naive Moon skyllede ned en aften for at være helt sikker på, han ikke kom til at drikke den aften.

På trods af en ny trommeslager og en del turnéer måtte the Who langsomt erkende, at det var slut, og i 1983 erklærede Pete Townshend bandet for opløst. Men det varede kun 2 år, før bandet igen stod på scenen i 1985 som en del af Band Aid arrangementerne. Så gik der 15 år. I mellemtiden var Townshend blevet redaktør på et forlag og havde haft stor succes med sin musicaludgave af børnebogen ”Jernmanden”, der også blev filmatiseret. Men vennerne fra the Who medvirkede også i denne produktion samt alle Townshends øvrige soloprojekter, så bandet eksisterede stadig, selvom det formelt var opløst. I 1999 blev så Pete, John og Roger endeligt officielt genforenet og har siden turneret flittigt sammen.

I 2002 indtraf atter et tragisk dødsfald, idet John Entwhistle blev fundet død af et hjerteslag på sit hotelværelse natten før en omfattende USA turné skulle starte. Året efter, 2003, skulle vise sig som atter et rædselsår for den hårdt prøvede Pete Townshend, da han blev arresteret på mistanke om pædofili. Townshend hævdede, at han havde kigget på en børnesex side for at researche til en artikel mod pædofili. Senere på året blev han imidlertid frikendt, men erkendte dog at det var en uigennemtænkt handling. Frifindelsen indebar 5 års karantæne mod at gå på nettet.

I år 2004 fortsætter det evige band, denne gang med Roger og Pete. The Who bliver hovednavnet på Isle of Wright festivalen. The Who lever.

Roger Daltrey

Født i London 1944. Voksede op i Shepherd’s Bush bydelen. Ved siden af the Who har Daltrey haft en fin karriere som skuespiller i bl.a. filmene Tommy og Lisztomania. Han har spillet Shakespeare og skurk i TV serier og udgivet en række soloplader.
www.Rogerdaltrey.net

 

 

John Entwistle

Født i Chiswick 1944. Død i Las Vegas 2002. Entwistles forældre blev skilt kort efter hans fødsel og han voksede – ligesom Pete Townshend – op hos sine bedsteforældre. Lærte at spille tenor horn i skolen og spillede trompet, inden han valgte basguitaren. Han er en af verdens mest beundrede bassister, og er særligt kendt for sine hurtige fingre og den voldsomme lyd, der driver trioen the Who, som var der 4 rytmeguitarister med.

Ved indspilningen af den berømte bassolo i My Generation brugte Entwistle en sjælden bastype, piccolobassen. Det var en Danelectro bas, der ikke blev produceret mere. Så da de meget specielle, tynde strenge knækkede en efter en, måtte John købe ikke mindre end 2 ekstra Danelectro basser pga. strengene. Inden indspilningen var overstået, knækkede de sidste strenge på den sidste bas, og Entwistle måtte fuldføre indspilningen på en Fender jazz bass med tape om strengene.
www.johnentwistle.com

 

Keith Moon

Født 1947 i Wembley, London. Død 1978 i London. En af rockhistoriens største trommeslagere. Hans virtuose spil er melodisk mere end rytmisk, det er bølger af lyd, der skyller ind over musikken, for at forsvinde i sislende bækkenslag, og så igen at brage igennem på de mest uventede tidspunkter. Når Moon ikke spillede trommer, var han konstant på piller og sprut. Masser er hotelværelser er blevet smadret, og havde det ikke været for rockoperaen Tommy, ville bandet være gået konkurs pga. de mange regninger fra hoteller og guitarforretninger. Det var blodig ironi, at Keith Moon døde 1978 under et oprigtigt ment forsøg på at lægge alkoholen bag sig.
http://members.ozemail.com.au/~kemoon/kmoon.html

 

 

Sangens struktur

G-dur
Kort forspil
Vers 1 med breaks (og uforligneligt basspil)
Omkvæd med band
Vers 2 + omkvæd
Bassolo
Modulerer til A-dur
Vers 3 + omkvæd
Modulerer til Bb-dur
Vers 4
Langt fade, der ”efterligner” bandets ”berygtede” koncerter, hvor de slutter med at smadre trommerne og guitaren.

 

Sangens tekst

 

My Generation

1. People try to put us d-down (Talkin' 'bout my generation)
Just because we get around (Talkin' 'bout my generation)
Hvad glor I på – vi har det da bare sjovt!

Things they do look awful c-c-cold (Talkin' 'bout my generation)
I hope I die before I get old (Talkin' 'bout my generation)
En af den slags bemærkninger man fortryder, når man bliver gammel.

Omkvæd

This is my generation
This is my generation, baby

2. Why don't you all f-fade away (Talkin' 'bout my generation)
De gamle i lokalet bedes venligst lægge sig til at dø. Tak.

And don't try to dig what we all s-s-say (Talkin' 'bout my generation)
Og hold så op med at prøve at forstå, hvad vi s-s-siger.

I'm not trying to cause a big s-s-sensation (Talkin' 'bout my generation)
I'm just talkin' 'bout my g-g-g-generation (Talkin' 'bout my generation)
MOD (Pete) MOD (Roger) MOD (John) MOD (Keith)

3. Samme som vers 2

4. Samme som vers 1.

Sangen er tekstmæssigt et anagram ABBA. Gentagelsen af versene får indholdet til at stå selvlysende i lytternes hukommelse.

 

Sangens musik

Melodi

Efter en kort indledning med hele bandet kommer første vers, der består af en række breaks à la klassiske Little Richard numre som f.eks. ”Long Tall Sally”. Melodien starter på et højt G. Det er rent blues og går som følger, oppefra og ned:

G F (blues septim) D Bb (blues terts)

Koret synger ”talking ’bout my generation” på D E F (blues septim) E D, hvilket svarer til standard rock’n’roll figuren på guitar. Omkvædet på ”Let’s spend the Night together” med Stones lyder for resten påfaldende som My Generation.

Omkvædet er også ren blues sunget på det høje G. Der er egentlig påfaldende mangel på melodi i denne sang.

Harmonier
Det harmoniske grundlaget for sangen er en slags orgeltone i bassen og guitaren, der veksler mellem grundtonen og blues septimen (G´´´´ G _F ´´´´). Der er faktisk kun en akkord i sangen, der så moduleres fra G-dur i første og andet vers, A-dur i 3. vers og til sidst ender i Bb-dur i 4. vers. En akkord, men hvilken en! Lyt til Townshends berømte power akkorder, hvor han – inspireret af Keith Richard – bevæger armen over hovedet, før han slår akkorden an (møllesving).

Rytmik
En Motown boogie rytme giver sangen dens energi.

Guitaren

Er med i starten, men holdes lidt tilbage i versenes break. Først i det lange fade folder Pete Townshends geni sig ud, inklusive feedback og utallige variationen af den eneste ene akkord.

Trommerne

Der går tydelige fingerknips gennem hele nummeret. Det er i øvrigt klassisk Keith Moon stil med de rullende kaskader af tamtam’er, lilletromme og hvad nu ellers Moon slår løs på. Utrolig veloplagt og skråsikkert spillet.

Bassen

Lyt en gang til bassen under breaksene i verset. Her er de skrevet ud i noder. Bemærk: bassen er noteret som den klinger (af hensyn til læsbarheden).

Når man at færdig med at savle over underlægningsbassen, så kommer vi til SOLOEN!

 

Hvorfor stammer Roger Daltrey???

Fordi den person, der synger sangen skal forestille at være en ”mod” på amfetamin, hvilket kan give stammen. Effekten skaffede i øvrigt bandet en sag på halsen fra de ”rigtige” stammeres patientforening.

 

Hvorfor slår Pete Townshend sine guitarer i stykker???

Fordi han engang ved et uheld kom til at ødelægge sin guitar i et lavloftet spillested. I lutter frustration gav han sig til at smadre det, der var tilbage af instrumentet, for at publikum skulle tro, det var med vilje. Da han havde hoppet som rasende ovenpå den ødelagte guitar, gik publikum amok. Og den næste aften forventede alle i salen, at Townshend ville smadre sin guitar. Og for ikke at virke for tam, smadrede Moon naturligvis også sit trommesæt. Dette image kom til at koste bandet formuer, som de ikke havde. Men publikum elskede det. Og musikforretningerne.

 

Geniale detaljer

n              ”I hope I die before I get old”.

n              Den stammende stemme.

n              Energien og samspillet.

n              Bassoloen.

n              Keith Moons trommer i slutningen.

n              Pete Townshends guitar i slutningen.

 

Links

http://www.petetownshend.co.uk
Den officielle the Who webside.

http://www.thewho.net
Stor god webside om bandet.

http://www.eelpie.com
Pete Townshends eget pladeselskab stiftet i 1970.

 

Pete Townshend omkring den forestående turné i 2004 med ham selv og Roger Daltrey som ”duo”:
"Uanset hvad der sker, ser Roger og jeg frem til vores”nye” Everly Brothers duo
med spænding og frygt. Jeg føler et storslået, kaotisk vanvid ligge forude…"