Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2004


Musikkens mange formater


Da CDen introducerede den digitaliserede musik, var det nemt for forbrugerne. Siden har musik- og computerindustrien skabt et virvar af formater og distributionsmåder. Forbrugerne har al mulig grund til at være forvirrede

Måske er det nettets skyld. Måske er det den umoralske privatkopierende ungdoms skyld. Måske er det svag lovgivning. Måske er det IT-industriens skyld. Uanset hvis skyld det er: det er ikke længere muligt at købe optaget musik og være sikker på at kunne høre musikken.

Musikken findes i dag på alskens filformater. I mange tilfælde er der lagt beskyttelse mod sikkerhedskopiering ind. Og selv om man har købt musikken helt og fuldstændigt lovligt, så er det ikke sikkert at netop din afspiller kan læse formatet. Og det er heller ikke nemt at vide, hvad man faktisk kan og må med den musik man har købt.

En CD er en CD, eller

I gamle dage, dengang i begyndelsen af og midt i 90'erne, vidste man hvad en CD var. På CDen var der optaget musik, som kunne afspilles på en CD-afspiller. Men midt i 90'erne blev det almindeligt med CD-drev i computere og mange opdagede, at de kunne afspille musikken på computerne og høre lyden gennem computernes højttalere. Det var dårligere lyd end stereoanlægets, men det var praktisk, hvis man alligevel sad ved computeren.

Opfindsomme mennesker fandt ud af, at man ligeså godt kunne kopiere CD-musikken ind på computeren. Til det kunne man bruge et program, som kaldtes for en CD-ripper. CD-musikken blev kopieret til computeren og blev her til wav-filer. Herefter kunne man ved hjælp af en CD-brænder kopiere disse wav-filer til en blank CD-skive - og grunden til det store hjemmebrænderi var lagt.

Selv om en CD-skive er lille og tynd, så fylder wav-filerne alligevel forholdsvis meget. Derfor er det praktisk at komprimere musikfilerne. Det kan for eksempel gøres til mp3-formatet, som beholder næsten alle hørbare informationer fra wav-filerne, men alligevel kun fylder 8-10% af wav-filerne. Især hvis man vil sende filerne gennem internet, er det en fordel at de ikke fylder alt for meget.

Sidst i 90'erne var wav og mp3 de vigtige standarder for digital musik. Men så begyndte kampen mod piraterne, kampen for nye kunder og for at styre det fremtidige marked. Og siden årtusindskiftet er forvirringen øget måned for måned.

At købe katten i sækken

Det mest trygge er stadigvæk wav og mp3-formaterne. Men med måde.

Musikindustrien har eksempelvis investeret store summer i at forsøge at sikre CDerne mod kopiering. En af metoderne har været at lægge et indledende spor ind på CDen, som kun PCere kan læse. Det indledende spor fortæller, at der ikke er nogen musik på pladen - og vupti: CDen kan ikke spilles og derefter ikke kopieres på PCen. Dette giver en række problemer: Nogle af disse computersikre CDer får computere til at brænde sammen - især mange Mac-ejere er blevet rasende over dette. Men i dag er det også sådan at rigtig mange musikforbrugere primært hører musik fra computeren. Hvis man køber en CD og ikke kan høre den på sit lytteudstyr, så bliver man ikke særligt tilfreds som kunde. Dette har musikindustrien forsøgt at forbedre ved at advare på coveret (et dansk eksempel på en sådan advarsel finder du her).

For forbrugerne er status i dag, at hvis man køber en CD, kan man langt fra være sikker på at kunne høre musikken på sit foretrukne lytteudstyr.

Komprimeret musik

Mp3 var det første komprimeringsformat som blev bredt anvendt. Siden er en lang række konkurrende komprimeringsformater dukket op; i de fleste tilfælde med bedre lydkvalitet end mp3 og i mange tilfælde med en slags indbygget kopieringsbeskyttelse.

Blandt de mere almindelige komprimeringsformater er:
  • wma (Windows Media Audio) - udviklet af Microsoft
  • Atrac3 - udviklet af Sony
  • AAC (Advanced Audio Codec)
  • Ogg Vorbis - et open source program
Mp3 er fortsat det mest populære format blandt brugere. Men pladeindustrien går langt udenom mp3 på grund af den manglende kopibeskyttelse.

Med tungen lige i munden

Den nyligt relancerede, legale Napster-tjeneste sælger filer i wma-formatet. Man kan vælge mellem 500.000 sange. Men den eneste mobile afspiller, der er helt integreret med Napsters download-system, er The Samsung Napster Player. Napsters musik kan brændes 5 gange, men man kan ubegrænset kopiere musikken til transportable afspillere. Der er en række andre afspillere, som kan spille wma-filer. Nogle af disse afspillere er dog ikke kompatible med Napster; derfor kan man være nødt til at downloade nye drivere til sin afspiller.

Online-butikken MusicNow sælger også wma-filer. Som ved Napster kan man kopiere til transportable afspillere - og brænde musikken på CD et ubegrænset antal gange. Man lover dog kun at afspillere fra producenten Rio er kompatible.

Samme format, wma, sælges således under forskellige forudsætninger fra forskellige butikker.

Det store gennembrud for lovligt netsalg af musik skete efter lanceringen af Apples ITunes i 2003. Her er også 500.000 sange at vælge mellem. Her er sangene i AAC-formatet. Man kan brænde så mange CDere man vil af musikken. Men man kan kun have ialt fire kopier: en på harddisk, en på iPod-afspiller og yderligere to kopier. AAC-formatet kan udelukkende afspilles på Apples iPod afspillere.

Computervirksomheden HP har dog annonceret at man vil lancere en afspiller, som kan spille AAC-formatet, men ikke Microsofts wma-format. Dette har fået Microsoft på barrikaderne, idet man opfatter det som konkurrenceforvridende at sælge afspillere som er bundet til bestemt software (hvilket naturligvis kan ses med en vis ironi, idet de store retssager mod Microsoft netop har handlet om at PC-fabrikanter solgte PCere bundet til Microsofts Windows-styresystem).

Dette forår vil Sony lancere musikonlinesalg kaldet Connect, også med 500.000 sange. Sony vil sælge musikken i Atrrac3-formatat. Dette kan kun afspilles på Sonys afspillere, som ganske passende også vil blive lanceret dette forår (foruden at mange af Sonys Walkman allerede kan spille Attrac3-filer). Atrac3 giver mulighed for at kopiere filerne, men de kopierede filer kan ikke kopieres videre.

Frit valg fra alle hylder?

I Danmark har TDC etableret en dansk udgave af den engelske o2's musikbutik. Filerne er i wma-formatet og kan dermed ikke spilles på for eksempel Ipod-afspillere. Og kundens rettigheder er forskellige fra musiknummer til musiknummer. Kunden skal således før hvert køb klikke ind på nummeret og nærlæses rettighedsteksten. Ikke just brugervenligt. Og hvilke brugere er i stand til at efterfølgende huske rettighederne for hver enkelt sang? Det gør softwaren for en. Men det er surt, hvis man planlægger at indspille en fest-CD - og man pludselig opdager, at man kun har ret til at kopiere halvdelen af sangene.

TDC sælger bredbåndsabonnementer kombineret med musikabonnementer. Måske et vink om en fremtidig økonomisk model, hvor produkter bindes sammen. Men næppe helt i overensstemmelse med ånden i markedsføringslovens forbud mod at sælge varer med tilgift og kombinationssalg.

Når man køber kopisikret musik på nettet bindes man således til bestemte producenter af afspillere. Man skal grundigt nærlæse mulighederne for at lave kopier til sig selv. Og man skal håbe at producenterne ikke laver en ny opdatering af softwaren, som gør at man skal investere yderligere om et par år for at kunne høre den musik man retteligt har købt.

Naturligvis giver internet og kopiering musikindustrien vanskeligheder. Men industrien vælger nogle løsninger som dels er forvirrende for forbrugerne og dels forsøger at stavsnbinde forbrugerne. Industriens løsninger kan kun skræmme forbrugerne til det "trygge" mp3-format. For selvfølgelig vil forbrugerne ikke finde sig i en fremtid, hvor der ikke er fuldstændigt frit valg på alle hylder.

Læs også:
Fra Rusland med musik
9 øre pr. sang

Søndag Aften 03/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2007 Søndag Aften. All rights reserved.