Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2004
Intet nyt fra børnefronten
Børnekulturens netværk opfatter udelukkende børn som passive forbrugere af kunst
CulturCommentar:
Kunst og kultur er blevet et uangribeligt gode. Noget man ikke kan få nok af. Det børnekulturelle netværks handlingsplan gav i dagbladet Politiken overskriften "Børn skal fyldes med kultur". Og artiklen var på ingen måde kritisk, blot en jublende konstatering. Mere, mere, mere. Kan børn overhovedet få nok kunst og kultur?
Tilsyneladende ikke.
Problemet i dette er, at Kulturministerens kommisorium for Børnekulturens netværk udelukkende opfatter børnene som passive kulturforbrugere. Ligesom børn kan sidde foran et fjernsyn, kan de sidde og se en teaterforestilling, høre en koncert eller se en kunstudstilling.
Vores far til fire
"Børnekulturen er virkelig et område, hvor der sker mange nye ting i disse år, og hvor vi kan forvente at se mange nye initiativer. Som kulturminister og som far til fire børn er det naturligvis en udvikling, der glæder mig meget."
Sådan skriver ministeren i forordet til børnehandlingsplanen. Et ypperligt eksempel på, hvordan man kan sætte ord sammen helt og aldeles uden betydning eller stillingtagen. Der er ikke nogen forbindelse mellem alt det "der sker" og handlingsplanen endsige ministeren. Samme minister som iøvrigt ved et utal lejligheder har udtalt, at han ikke nødvendigvis skulle forsvare kultursektoren, han skulle derimod forvalte det offentliges penge bedst muligt. Men da ministeren har fire børn, gælder dette mantra måske ikke på det børnekulturelle område? Tænk hvis ministerens kone var bibliotekar, sikke biblioteker vi kunne få. Eller hvis ministerens forældre var på et plejehjem, sikken ældreomsorg vi kunne få.
Børn er årtiets plusord
Enhver spindoktor vil lynhurtigt kunne nævne børn som et felt, der vil blive politisk vigtigere i de kommende år. Derfor vil børn blive trukket forrest i det ene politiske initiativ efter det andet. For hvem kan tale imod at børnene skal have flere gode og dannende oplevelser?
Realiteten i det politiske arbejde er dog, at det savner afsæt i den faktiske praksis med børn og kultur. En minister laver et kommissorium og nedsætter et såkaldt netværk. Netværket består af embedsmænd, som selvfølgelig opfylder minister-kommisoriets krav. Ministeren kan herefter rose netværkets handlingsplan.
Som ministeren skriver
"Formidling af kunst og kultur til børn kræver helt andre virkemidler end formidling til voksne. Selv om vi er kommet langt i udviklingen af nye formidlingsformer, så kan vi komme længere - ikke kun til gavn for børnene, men også for kulturlivet og turismen. Derfor glæder det mig, at Netværket har valgt at sætte fokus på netop formidlingen".
Hensigten er altså at sikre et fremtidigt publikum til kulturinstitutionerne og gavne turisterhvervet. Ikke noget med at øge børns skabertrang og kreativitet, at støtte fantasien eller iøvrigt sikre børn rimelige vilkår. Naturligvis kan man ikke forestille sig, at et ministerudpeget netværk kunne stille krav til musik-, drama- eller billedkunstundervisningen i folkeskolerne. Der skal professionelle kunstnere ud på skoler for at formidle kunsten - ikke for at inspirere eller udfordre børnene. Og hvordan skulle det også kunne lade sig gøre med de rammer faget billedkunst/formning har?
Søges: spræl
Et af de tydelige signalementer man kan give Kulturministeriets Børnekulturnetværk er, at det udelukkende består af mennesker som i det daglige ikke arbejder sammen med børn. De embedsmænd, som er placeret i netværket, er professionelt kyndige på det børnekulturelle arbejde, nogle har arbejdet med børn i mange år, men er i det daglige virke er de placeret i centrale styrelser. Dette giver selvfølgelig en sikkerhed for, at netværket er repræsentative for disse styrelser. Men det betyder også, at perspektivet på aktiviteterne bliver centralt, børnene set fra et oppefra-ned perspektiv. Almindeligvis vurderes fordelen ved "netværkstænkning" at være at deltagerne i netværk har vidt forskellige forudsætninger. Her har deltagerne samme arbejdsgiver (Kulturministeren) og samme organisationsplacering. De taler tydeligvis samme sprog.
Sammenligner man personsammensætningen i Kulturministerens børnekulturelle netværk med sammensætningen i SR-regeringens Børnekulturråd, så er det tydeligt, at man har fjernet mangfoldigheden i tilgangen til det børnekulturelle felt. De enkelte deltagere i VK-regeringens Børnekulturelle Netværk er hver for sig stærkt fagligt funderet - også på børneområdet. Men havde man i netværket haft personer med dagligt arbejde sammen med børn, personer placeret andre steder i de kulturpolitiske hierarkier, personer med helt andre dagsordner end den dagsorden som er givet af Kulturministeren, så var der sandsynligvis kommet mere spræl over Handlingsplanen.
Interesserede kan eksempelvis sammenligne med den nedlagte Børnekulturråds samlede børnekulturelle bud, som er langt mere offensive og udfordrende af vanetænkning i sine tilkendegivelser.
