Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2004


Google - historien


Myten holder: Google startede i en garage og vil snart blive en af tidernes største børsintroduktioner. Og det unikke er bare en matematisk formel


To amerikanske universitetsnørder talte sammen om nettets dårlige struktur og svage søgemaskiner. De skrev et akademisk papir og fik nogle interesserede investorer, fik lov til at leje sig ind hos en fælles bekendt, men var snart efter nødt til at udvide ved at flytte ind i en garage.

Det var i 1996 de to Stanford-studerende Larry Page og Sergey Brin fandt sammen og eksperimenterede med en søgemaskine de kaldte Backrub - fordi søgningens relevans blev bestemt af mængden af links bagud til siden. Januar 1998 indsendte man en egentlig patentansøgning for den matematiske model man kalde PageRank. I september 1998 havde man overbevist både sig selv og andre om at metoden var holdbar og etablerede Google Inc. - i en garage i Californien.

Navnet Google kommer som et ordspil ud fra Googol, som er en matematisk term for 10100. Navnet har således ikke nogen betydning i sig selv, måske kun som et signal om at vi har med matematik-nørder at gøre. Måske skal vi være glade for, at Google blev navngivet inden man etablerede sin egen stavekontrol:-)

Google blev lanceret som en anderledes søgemaskine, lavprofileret og ikke smurt ind i reklamer. De øvrige søgemaskiner forsøgte på det tidspunkt at profilere sig som Portaler med alskens forskelligt indhold. Hos Google var der ingen forstyrrende bannerannoncer. Dette samenholdt med garage- og universitetsimaget gav indtryk af en filantropisk virksomhed.

Google-teknologien

Google består i princippet af:
  • webcrawler (som gennemtrævler Internet efter websider)
  • indeksering (som sætter ord og billeder fra websider i en database)
  • søgeprocessor (som kobler søgeord til indeks og sorterer)
Googles webcrawler viste sig hurtigt at være mere grundig end de crawlere andre søgevirksomheder brugte. Indekseringen fra Google byggede på samme principper som andre virksomheder. Søgeprocessoren var dog det unikke element, idet den lagde andre vurderingskriterier ind i resultatoversigten, først og fremmest baseret på PageRank-systemet (jo flere links til siden, jo højere kommer siden blandt de mange resultater). De daværende førende søgemaskiners metoder var gennemskuet af mange driftige webfolk, som kunne bruge meget simple metoder til at komme højere op på resultatsiderne. (Et af de allerførste kneb var at skrive gode , men irrelevante, keywords på websidens metadata. Det blev ikke læst af den almindelige besøgende, men talte med for søgemaskinerne). Googles greb, at gå efter link-henvisninger til websiderne brød med de daværende fuskede metoder og gav hurtigt Google bedre og mere relevante søgeresultater end andre.

Det meget rene layout, uden andre billeder end Googles logo hjalp også med til at give særdeles hurtige søgeresultater.

En vigtig del af Googles markedsføring har været det simple, nørdede og ukommercielle. På lanceringstidspunktet var internetboblen ikke bristet, så de øvrige søgemaskiner var prægede af vokseværk. Det gav en niche til en søgemaskine uden bannerannoncer. Og da dot.com boblen bristede med voldsomt faldende kurser i år 2000-2001, blev de øvrige søgevirksomheder defensive, hvorimod Google i fred og ro kunne udvikles.

"Usynlige" tekstannoncer

I stedet for farvestrålende bannerannoncer nøjedes Google med simple tekstannoncer. Tekstannoncerne var baseret på de søgeord der var brugt og altså relevante for brugerne. Men man adskilte helt tydeligt søgeresultater fra annoncer, også dette som en forskel fra øvrige søgemaskiner, hvor virksomheders tekstannoncer fremstod integreret med søgeresultaterne.

Siden 1999 har Google kontinuerligt forbedret søgemetoderne og lagt ekstra faciliteter til: oversættelse, billedsøgning, katalog, regnemaskine, ordbog osv.

Google har også overtaget enkelte andre store fælles faciliteter på nettet. I 2002 overtog man det skrantende DejaNews med utallige debatgrupper og omdøbte det til Google Groups. I 2002 etablerede man handelsstedet Froogle (kun relevant i USA), i 2003 overtog man Blogger, som var det førende site for weblogs (offentlige web-dagbøger).

Sideløbende har man udvidet søgetjenesten, så den også kan integreres af andre søgetjenester, Yahoo, AOL og CNN har været nogle af de største kunder (Yahoo har opsagt aftalen februar 2004).

I 2004 har man offentliggjort planer om en stor e-mail-tjeneste kaldet Gmail, som vil byde på mindst to væsentlige nyskabelser: meget plads (1 GB) og et andet arkiv- og søgesystem end det man kender fra andre e-mailtjenester. E-mailtjenestens samvirke med reklamer har mødt en del kritik. Gmail testes for øjeblikket og forventes lanceret senere i 2004.

I løbet af efteråret 2004 skal Google introduceres på det amerikanske aktiemarked. Forventningerne er på forhånd overordentligt store.

Læs også:
Intro - Go Google Go, Go, Go
PageRank - mere får mere
Google kender dig
Google - nu med filter
Google - snart med posten
Google - pengene ruller
Konkurrenterne ruster sig
Google brugt kreativt
Kan du din Google?
Nettet forgoogler

Søndag Aften 08/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2005






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2006 Søndag Aften. All rights reserved.