|
Nye fradragsregler gør det lettere for virksomheder at støtte kulturinstitutioner med gaver. Konsekvenserne kendes først i 2008
Virksomheder og fonde som har sponseret kulturinstitutioner, har hidtil kun kunnet trække sponsoratet fra i skat, såfremt der var en tilsvarende reklameeffekt af sponsoratet. Nu udvides muligheden for fradrag, således at også rene gaver til kulturinstitutionerne kan trækkes fra. Det hidtidige princip, om at virksomheder kun kunne fradrage udgifter, som havde erhvervsmæssige formål, fraviges altså.
Ændringen sker i forlængelse af regeringsgrundlaget og vil givetvis gøre dialogen mellem erhvervsliv og kulturliv lettere. Fra erhvervsside har man hidtil set de manglende fradragsmuligheder som en bureakratisk forhindring.
Ifølge Kulturministeriets pressemateriale forventer man øgede donationer til kulturinstitutionerne på 100 mio, hvilket giver mindre skatteindtægter på 35 mio kr.
Princippet er det vigtige
Ændringen er i høj grad principiel og dermed politisk bestemt. De konkrete tal er ikke væsentlige og fremgår som sådan heller ikke af Finansloven. Naturligvis skal Folketinget have en fornemmelse af konsekvenserne af en beslutning om færre skatteindtægter, men ingen kan reelt sige noget om de økonomiske konsekvenser.
Alligevel føler de to involverede ministerier, at man skal pakke lovforslaget ind i sikkerhedsnet. Kulturministeriet skriver: "Skatteministeriet forventer, at den vil indbringe kulturinstitutionerne 100 mio kr. ekstra om året fra erhvervslivet".
Skatteministeriet skriver:
"Det skønnes - på baggrund af en undersøgelse fra Kulturministeriet vedrørende 1999 - at virksomheder på nuværende tidspunkt yder økonomiske bidrag til de danske kulturinstitutioner på ca. 300 mio kr. årligt. Langt de fleste bidrag må antages at være sponsorbidrag, for hvilke virksomhederne har fuld fradragsret. Det er skønsmæssigt antaget, at virksomhederne årligt vil donere 100 mio kr. mere til kulturinstitutionerne med fradragsret efter forslaget".
Skatteministeriet anerkender altså fuldt ud, at de 100 mio er getværk. Hvorimod Kulturministeriet giver gætværket langt mere autoritet ved at fralægge sig sin egen del af gætteriet, tillægge Skatteministeriet ansvaret og bruge det noget stærkere ord "forventer" i stedet for "skøn".
Men Kulturministeriet har såmænd end ikke nærlæst Skatteministeriets lovforslag. Skatteministeriet skriver "Finansårsvirkningen i 2005 skønnes til 30 mio kr". Alligevel viser tabellerne i Kulturministeriets pressemateriale, at mindreindtægten ved fradrag for kulturdonationer bliver 35 mio kr. i 2005.
Kulturministeriet gætter altså på en større effekt af lovforslaget i 2005 end Skatteministeriet.
Konsekvenserne kendes i 2008
En reel vurdering af konsekvensen af lovændringen vil man først have i 2008. Det vil ikke være meningsfuldt at vurdere denne skatteomlægning efter kun 1 år, og resultatet kendes derfor først, når den endelige skatteligning af virksomhedernes 2006-regnskaber er afsluttet medio 2008.
En statistisk sidegevinst ved den nye fradragsret for gaver til kulturinstitutioner og den tilhørende indberetningspligt bliver, at man får overblik over, hvor mange penge erhvervslivet giver til kulturinstitutionerne. De indtægter kulturinstitutionerne iøvrigt har fra virksomheder er ifølge skattelovgivningen givet i egennytte, med henblik på at forøge virksomhedernes indtjening (eksempelvis reklamer). Erhvervslivets reelle generøsitet med gaver til kulturinstitutioner vil vi få præcise tal for.
Læs også:
Den milde finanslov
Forfatterne tilbage til start
Forandringens tid er forbi
Søndag Aften 09/2004
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|