Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2004


Det virtuelle musikbibliotek


Med Bibliotekernes Netmusik forsøger bibliotekerne for første gang seriøst at tilbyde lån af musik, udelukkende via nettet. Men biblioteksforsøget har også sine begrænsninger


En række kommuner har tidligere gjort mindre forsøg med udlån af musik via nettet, mest markant med projektet Downlaan fra Frederiksberg, København og Odenses biblioteker. Men nu har Statsbiblioteket taget tæten og foreløbig fået godt 100 biblioteker til at gå med i Bibliotekernes Netmusik, som i omfang og brugervenlighed kommer til at danne udgangspunktet for kommende netbiblioteker.

For brugerne ser Bibliotekernes Netmusik simpelt ud (og det bør det jo også). Man går ind på siden, enten bibliotekernesnetmusik.dk eller som en integreret del af eget biblioteks hjemmeside. Her kan man søge blandt (foreløbig) 35.000 sange, høre smagsprøver eller vælge at låne sange. Man kan låne sange i enten 1 dag eller 1 uge.

Afhængigt af hvilken kommune man tilhører, har man ret til at låne mere eller mindre. I københavns kommune kan låneren låne 10 sange i 1 uge og 10 sange pr. dag. De sange man har lånt, kan man senere købe, det sker gennem links til Bilkas og Føtex musikbutikker, hvor sangene typisk koster 11-12 kr. Bibliotekernes Netmusik henviser altså til en af verdens dyreste musikbutikker.

Du klikker ved sangen og den overføres til din computer og den er klar til at du kan spille sangen fra computeren. Samtidig med overførslen af sangen foregår en verificering af dine brugertilladelser i baggrunden. Disse brugertilladelser styrer din lånetid, så du behøver ikke aflevere sangen inden lånetiden udløber eller slette sangen. Brugerrettighederne udløber og så kan du bare ikke spille musikken længere. Efterhånden kan få en hel del sange på din harddisk, som du slet ikke kan bruge.

Sangene ligger i wma-formatet og kan afspilles af langt de fleste musikafspillere på PC og Mac. wma-formatet er særdeles godt kopisikret, så det er meget vanskeligt at kopiere filerne. Det betyder blandt andet, at du kun kan høre musikken på din computer, du kan ikke brænde musikken eller overspille til en mp3-afspiller eller til din computer på arbejdet. En stor del af Bibliotekernes Netmusik er klassisk musik. Og det vil nok forekomme mange af de lånere, som låner klassisk musik, ganske besynderligt at skulle sidde ved computeren for at høre klassisk musik. Dette er ligesom ikke den mest naturlige position til mere koncentreret musiklytning.

Et ganske lille katalog

Et musikkatalog på 35.000 sange lyder umidelbart af mange sange for de fleste. Men udvalget er i realiteten ganske lille. Der er først og fremmest tale om dansk musik, og kun lidt af den aktuelle og bredere tilgængelige musik er i kataloget. Det er bemærkelsesværdigt, at Bibliotekernes Netmusik intet oplyser om grundlaget for det katalog man har - er det ud fra biblioteksfaglige kriterier at man har 233 sange ("tracks" som man kalder det i det nye bibliotekssprog) med Gnags men kun 1 med Kim Larsen (fra den seneste Christiania-plade)?

Genren soul er kun repræsenteret med 17 titler, hvoraf samtlige er danske. Andre tyndt repræsenterede genrer er: 1 album med heavy metal, 3 med country, 4 med opera, 15 med dance og 21 titler med blues.

Man kan gætte, at det skyldes de vanskelige licensaftaler, at udvalget af musik er så skævt. Det ville klæde en offentligt finansieret netsite at oplyse brugerne om kriterierne for musikudvalget. Det er i hvert fald ikke bibliotekslovens kvalitet, alsidighed og aktualitet man præsenterer.

Bibliotekerne kan ikke browse

Søgefunktionerne på Bibliotekernes Netmusik er ganske glimrende. Der er de samme mange søgemuligheder, som man kender fra bibliotekernes hjemmesider og som (stort set) svarer til standardsøgemaskinerne på nettet.

Hvis man derimod vil browse, altså bladre blandt forskellige sider, så er den nuværende løsning ikke brugervenlig. Datasystematikken svarer ikke til almindelig dansk biblioteksstandard. Anne Linnet finder man ikke under L, men derimod under A. Grupper som har "The" foran navnet (som The Beatles - men de er ikke med) skal man finde under forbogstavet T!

En meget stor del af musikken er placeret i genren rock. Det giver den svaghed, at det kan blive for uoverskueligt. Undergenrer ville hjælpe på overskueligheden. Det ville også hjælpe på overskueligheden, hvis man - som i udenlandske netmusikbutikker - kunne browse under forbogstav. Hvis man blot kan huske, at kunstnerens navn starter med et ciffer (18th Dye), så skal man faktisk bladre 180 sider frem! (Og det bliver ikke lettere, når sitet udvides med mere musik).

Klik, klik og atter klik

De almindelige netmusik-butikker har sædvanligvis indrettet sig efter brugernes dovenskab, så man kan nøjes med en enkelt klik for at downloade et helt album. Vil man låne et helt album fra Bibliotekernes Netmusik, skal man klikke fire gange for hver sang man vil låne. Hvis der er 10 sange på et album kræver det altså 40 klik at låne det album - og så skal man endda huske, hvor langt man er nået i klikkeriet. De mange klik tager tid og giver fejlmuligheder. Og hvis der er mere end 10 sange på et album, er det helt utilfredsstillende for lånerne, at man ikke kan et helt album, men skal dele det op over flere uger.

Der er heller ikke total systematik i Bibliotekernes Netmusik opdeling af albums og sange. Går man ind under albums og genren pop og starter fra side 1, så overvældes man over, at der er hele 25 albums med det svenske 90'er band Ace of Base. Der er næppe andre musikkilder, som har fundet frem til så stort kreativt output fra Ace of Base.

Teknisk er Bibliotekernes Netmusik heller ikke helt fintunet. Ved enkelte downloads fik vi beskeden "filer beskadiget" - uden at vi havde gjort noget som helst. Log-in systemet er muligvis overbelastet. Vi oplevede i hvert fald at man til tider skulle logge ind for hver ny download, til andre tider kunne man lang tid efter man havde været på siden pludseligt opdage, at man ikke var logget ud. På PCere med flere brugere, kan man altså komme til at låne for hinanden. Et automatisk log-ud efter nogen tids passivitet vil nok være at foretrække.

Årsagen til at det er lykkedes at etablere Bibliotekernes Netmusik er, at man bruger wma-filformatet som er (næsten) kopisikret. Der findes ikke almindeligt tilgængelige konverteringssoftware, som kan fjerne kopispæringen og overføre filerne til andet åbent musikformat. Ulovlig kopiering er altså ikke mulig.

Man kan dog kopiere filerne ved hjælp af almindeligt tilgængeligt optage-software, som man almindeligvis bruger til f.eks. at overføre lyden fra en LP til digitalt format. Kopieringen sker så gennem optagelse fra PCens lydkort og minder for brugeren om optagelse fra LP til kassettebånd. Der er en beskeden lydforringelse - især i de finere nuancer i musikken. Da der ikke er tale om digital kopiering (fra 1:1) er denne form for kopiering ikke omfattet af ophavsretslovens forbud mod digital kopiering. Nogle almindelige programmer, som kan bruges til dette formål er TotalRecorder eller dBpowerAMP Music Converter.

Læs også:
Hvor er onlinemusikken?
Den billige onlinemusik - og den dyre
9 øre pr. sang
Fra Rusland med musik
Musikkens mange formater

Søndag Aften 09/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.