|
CulturCronik:
Af Tom Ahlberg og Søren Friis Møller
Strukturforliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab nedlægges. Tilbage står en Hovedstad uden teaterpolitik men med et stort og krævende publikum og gode muligheder for fortsat udvikling af teaterkunsten
Før sommerferien indgik regeringen og Dansk Folkeparti forlig om den fremtidige kommunale struktur, dette omfatter også beslutning om, hvilke opgaver som fremover skal varetages af kommuner og hvilke som skal varetages af Staten. Ifølge Strukturforliget skal Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab med 8 teatre (Aveny T, Betty Nansen Teatret, Det Ny Teater, Folketeatret, Gladsaxe Teater, Nørrebros Teater, Rialto Teatret samt Østre Gasværks Teater) nedlægges og teatrene skal føres videre som små storbyteatre.
Strukturforligets beslutning om kommunalisering af DST-Teatrene rummer en række fordele:
- De enkelte teatre vil - som hensigten er med Strukturkommissionens betænkning - i højere grad blive styret tæt på befolkningen (nærhedsprincippet) og derved i højere grad kunne imødekomme såvel befolkningens ønsker til et lokalt teater som evt. ønsker for nærmere samarbejder med lokale institutioner og virksomheder.
- De enkelte teatre vil få fordel af forenklingen fra 4 administrative niveauer (kommuner, amter, HUR, Staten) til kun 1 administrativt niveau (kommuner)
- De enkelte teatre vil kunne udvikles individuelt, afhængigt af lokal dynamik og egen formåen
- Kommunerne er gennemgående gode til at sikre økonomisk stabilitet for eksisterende kulturinstitutioner
Decentralisering og dermed øget nærhed til publikum giver andre og nye muligheder for at teatrene kan komme publikum i møde.
Kriterier efterlyses
Fra et teaterfagligt og politisk synspunkt, er det en svaghed ved strukturforslaget, at det ikke nærmere begrunder, de valg man træffer, eksempelvis ud fra hvilke nærmere kriterier opgavedelingen mellem kommuner og Staten skal ske. Og på sigt: hvorledes man skaber en dynamisk sammenhæng mellem de nationalt orienterede teatre og de lokalt orienterede teatre.
DST-Teatrene henter i dag kun 20% af sit publikum i beliggenhedskommunen. For DST-Teatrene vil man altså få den indbyggede modsætning, at flertallet af publikum ikke kommer fra den lokale kommune. Politikere vil nemt opleve, at den væsentlige kulturpolitiske budgetpost til DST-Teatre er uden relevans for kommunens egne borgere.
Strukturkommissionens præmisser for opgavefordelingen kunne for så vidt gennemføres ved at videreføre DST i statsligt regi, på lige fod med Landsdelsscenerne.
Et DST i statsligt regi ville medføre:
- entydig opgavefordeling
- uændret økonomi
- fastholdelse af samlet alsidighedsforpligtelse
- fastholdelse af mulighed for samlet teaterpolitik
- fjernelse af lokalt orienterede bindinger og samarbejdsmuligheder
Den nuværende Teaterlov har en fint gennemtænkt struktur med forskellige krav til og ambitioner for de forskellige dele af teaterlivet. En beslutning om at overføre 8 teatre fra en støtteordning til en anden, vil - selv om økonomien er uændret - få konsekvenser for de mål de enkelte teatre sætter sig, for hvorledes de enkelte teatre agerer i konkurrencen med øvrig scenekunst og naturligvis også for hvordan de øvrige teatre vælger at agere og reagere på denne nye konkurrence.
Hovedstad uden hoved
Det kan være fornuftigt at udsætte selvfungerende økosystemer for ny kemi. I tilfældet med DST-Teatrene må man dog sige, at det ville gavne processen, hvis forholdene var analyseret (der eksisterer ikke nogen analyse af små storbyteatre) og hvis den teaterfaglige hensigt med ændringen stod klart for dem, der skal agere i det fremtidige økosystem.
Ud fra de mange ambitiøse forslag der er udarbejdet om DST-Teatrene kan man desuden sige, at det er overraskende, at Strukturforliget fjerner muligheden for overordnede diskussioner om teaterpolitiske mål og visioner i et forpligtende forum i Hovedstadsområdet.
Herved kommer man at miste nogle af de redskaber som de politiske niveauer hidtil har prioriteret gennem Teaterloven.
Såfremt Statens forpligtelse udelukkende er Det Kongelige Teater og DST-Teatrene videreføres som kommunale små storbyteatre, vil man savne politiske redskaber til at gennemføre målsætninger som alsidighed, kvalitet, internationale perspektiver, åbenhed for nye udtryksformer og for nye aktører, dækning af forskellige publikumsgruppers teaterbehov, sikring af at der opføres såvel ældre som nyere dramatiske værker samt sikring af at der i disse teatres regi er mulighed for at videreudvikle dansk dramatik.
Det er eksempelvis påfaldende, at alle hidtidige forslag for DST-Teatrene, har indebåret en styrket international orientering. Dette harmonerer særdeles dårligt med Strukturforligets kommunalisering og at teatrene videre skal drives som små storbyteatre.
Kommunalisering af DST-Teatrene uden teaterpolitiske og organisatoriske fælles rammer, kan kun vanskeligt ses som en mulighed for kunstnerisk seriøst og internationalt orienteret alternativ til Det Kongelige Teater.
Efter vores nærlæsning af mange teaterpolitiske dokumenter, synes vi, at man må efterlyse en debat blandt politiske og teaterfaglige interessenter om i hvilket omfang man ønsker at der skal være teatre i hovedstadsområdet med særlige forpligtelser og andre styringsredskaber end de upræcise og uambitiøse, der er beskrevet omkring små storbyteatre.
Den teaterpolitiske forbruger
Men vi ser også gerne, at disse diskussioner sker ud fra relevant viden om markedsdrevne og politisk drevne ændringer i scenekunstens betingelser. Det er relevant at forholde sig til, at udvidelsen af Det Kongelige Teater kan føre til publikumstab på op mod 23% for DST-Teatrene. Det er ligeledes relevant at forholde sig til de ændringer i offentlige institutioner som i øvrigt sker i disse år, de nyere ledelsesværktøjer man arbejder ud fra og den betydning man mere overordnet kan lægge i skiftet fra industrikultur til videnskultur.
Strukturpolitiske diskussioner har den naturlige konsekvens, at man kun i ringe grad kommer til at diskutere ud fra publikums behov og præferencer. Vi tror der kan ligge nogle gode gevinster for teatrene, såfremt man i højere grad opfatter og kommunikerer med publikum som man på øvrige markeder opfatter "den politiske forbruger" som en selvstændig ressource. Der er mange redskaber som kan styrke relationen mellem virksomhed og forbruger: loyalitetsarrangementer, fokusgrupper, dialogarrangementer og megen anden kommunikation. Det er vores indtryk, at teatre arbejder med disse elementer, men mest som et markedsføringsredskab og ikke som en valgt strategi til at udvikle scenekunsten.
Konkurrence - om hvad?
Beslutningen om at udvide Det Kongelige Teater gør det nødvendigt, at man diskuterer hvorledes konkurrencen mellem de forskellige offentligt støttede udbydere af teatre skal og kan konkurrere.
Det virker ikke umiddelbart økonomisk, kunstnerisk eller kulturpolitisk hensigtsmæssigt, hvis bestemte typer repertoire - eksempelvis musicals - flyttes fra en organisatorisk sammenhæng til en anden og dyrere organisatorisk sammenhæng. Derfor kunne det være kulturpolitisk relevant at gennemføre cost/benefit-analyser af, hvor et givent repertoire spilles billigst.
Det er ligeledes af kulturpolitisk interesse, hvilke parametre teatrene konkurrerer på: er det billetpriser, repertoire, PR, medvirkende eller helhedsoplevelsen? Kan der skabes nye konkurrenceparametre?
Skal DST-Teatrene fremover konkurrere ud fra kulturpolitiske, regionalpolitiske eller kunstneriske perspektiver?
Samtidig med Strukturreformen bliver abonnementssystemet omdefineret. Det fremtidige abonnementssystem står ikke klart. Derfor er det værd at diskutere om der fortsat skal være støttemidler som følger publikum. Og i hvilken grad støttemidlerne skal følge det konkrete produkt (forestillingen), personerne bag (kunstnere og producenter) eller institutionerne (teaterbygningerne).
Licitationer bruges i stigende omfang i den offentlige sektor for at sikre økonomisk styring. Licitationer kan også anvendes for at sikre at bestemte typer repertoire ikke forsvinder på grund af manglende konkurrenceevne.
Hurtigere, højere, stærkere - eller dybere
De tanker og forslag der har været om at københavnske teatre i højere grad skal orientere sig internationalt har forbavsende nok ikke haft strukturelle konsekvenser. Der er almindeligvis en teaterfaglig opdeling mellem åbne scener uden kunstnerisk linje og stationære scener med krav om veldefineret kunstnerisk linje. I det øvrige Europa ser vi i stigende omfang co-produktionsmodeller, hvor et antal aktører far forskellige lande: producenter, teatre, investorer og offentlige myndigheder indgår forpligtende samarbejder inden produktionen igangsættes. Lignende økonomiske rammebetingelser kendes fra filmbranchen og kunne givetvis understøtte ønsket om øget international profil blandt københavnske teatre.
Vi har netop været vidne til gigantforestillingen de Olympiske Lege. Et barn af antikken, som er genfødt i industrialderen og som fortsat forsøger at omdefinere indholdet i forhold til tidens krav. Teateret er også et barn af antikken og har været genfødt utallige gange. Succeskriterierne for de to aktiviteter er helt forskellige. De Olympiske Lege har målsætningen "hurtigere, højere, stærkere" og succesen kan måles ud fra antal medaljer. For teatrene er det en grundlæggende eksistensberettigelse, at man har indsigten og fordybelsen som succeskriterium.
En af kulturpolitikkens tilbagevendende vanskeligheder er den manglende mulighed for at kvantificere resultaterne ud fra andet end de simple publikums- og omsætningstal. De statistiske redskaber vi politisk, teaterfagligt og administrativt sædvanligvis opererer med fortæller kun en begrænset del af sandheden ud fra succeskriteriet fordybelse. Teatrene vil kunne få gavn af, at benytte sig af nogle af de redskaber der anbefales i moderne ledelsesteori til at opnå større erkendelse af de værdier virksomheden besidder. En af metoderne er videnregnskabet, som kan hjælpe til at belyse i hvilket omfang man når de kunstneriske og kommunikative mål man sætter sig og hvilke processer, i stedet for strukturer og modeller, der leder frem til disse. Både i forhold til publikum og i forhold til de andre interessenter de enkelte teatre har.
Armslængde til diskussion
Teatre som er afhængige af offentlig støtte er også afhængige af de samarbejdsflader man har med det offentlige, hvor også andre - både private og offentlige - institutioner bliver parthavere i teateret. Offentligt udtalte strategier har også betydning for teatrenes rolle i større samfundssammenhænge. Det kan være strategier som "kultur og erhverv", "kulturel mangfoldighed", "kultur og turisme", "integration med nydanskere" eller "regionalt samarbejde". Teatre kan få indflydelse og betydning i sådanne strategier - men dermed kan også teatrenes armslængdeprincip blive omdefineret. Dette dilemma vil teatrene givetvis komme til at forholde sig til.
Det er vigtigt, at fastholde at hvert eneste teater kan bevæge sig sin egen vej. Men teatrene vil nødvendigvis forholde sig til hinanden, som minimum som konkurrenter om publikums og offentlige støttegiveres gunst. Mere optimistisk: at teatrene gennem fælles fora forpligtes til at udvikles ud fra udtalte politiske ønsker som eksempelvis alsidighed, international orientering og åbenhed for nye udtryksformer.
Af Tom Ahlberg og Søren Friis Møller
Tom Ahlberg og Søren Friis Møller har udgivet bogen Veje videre - videre veje (Forlaget Underskoven, 2004).
Tom Ahlberg er ansvarshavende redaktør for Søndag Aften.
Søren Friis Møller er forfatter og i øvrigt tilknyttet Center for Kunst og Lederskab på Copenhagen Business School.
|
 |
Søndag Aften 09/2004
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
