|
Ny pligtafleveringslov skal sikre, at den danske del af internettet skal bevares for eftertiden
Nuet er kulturarv. Og da internet er en del af nuet, så skal også den danske del af internettet bevares for eftertiden. Som dokumentation. Som oplysning. Til forskning. Og sikkert også som underholdning.
Da pligtafleveringsloven senest blev revideret i 1997, var nettet endnu for ungt til at Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og Kulturministeriet havde indset behovet for at bevare det flygtige net (se Søndag Aften arkiv). Siden er nettet modnet og forståelsen af nettet som et væsentligt udtryk for tidens kultur er vokset. Derfor kan alle i dag enes om at udvide Pligtafleveringsloven til også at omfatte internet.
Belært af forrige ændring i Pligtafleveringsloven har man valgt at formulere selve loven så bredt, at man kan ændre indsamlingsstrategier løbende uden at skulle bede Folketinget om lovændringer.
Tid til at høste
Som ved øvrig pligtaflevering bliver Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket i fællesskab ansvarlige for at sikre kulturarven fra nettet. Til det formål vil man igangsætte tre forskellige metoder:
- Tværsnitshøstning 4 gange årligt
- Selektive høstninger af 80 medier
- 2-3 begivenhedshøstninger
Tværsnitshøstninger består først og fremmest i at man (i princippet som Google) lader en robot gennempløje samtlige .dk-domæner. Derudover vil man inddrage en del af de danske sites som ikke er på .dk-adresser (f.eks. cultur.com). I loven defineres dette som materiale som "er rettet mod et publikum i Danmark". Denne rutine vil man gennemføre 4 gange årligt.
Selektive høstninger er daglige høstninger på væsentlige websites med daglige ændringer. Her tænkes først og fremmest på mere officielle dele af nettet, Folketinget, dagblade og radio- tv-stationer.
Begivenhedshøstninger er orienteret mod konkrete begivenheder som man vil forsøge at kortlægge og følge så nøje som muligt. De typiske eksempler på sådanne begivenheder er Folketingsvalg.
Fremtidssikret lov
Pligtafleveringen skal for langt den overvejende del ske pr. automatik, de enkelte indehavere af websider skal altså ikke involveres. Pligtafleveringen er paralleliseret til den kendte pligtaflevering for bøger. Loven omfatter således kun websider som er offentligt tilgængelige. Virksomheders og foreningers intranet er ikke omfattet eller passwordbeskyttede sites heller ikke. E-mails er derfor heller ikke omfattet - hvorimod offentlieg chatrooms er omfattet.
Selve loven omfatter både kabelbundne netværk og trådløse netværk. Det vil sige, at også mobiltjenester omfattes. Det fremgår dog af lovens bemærkninger, at man indtil videre ikke vil høste fra mobiltjenester. Men loven giver altså mulighed for at man på et tidspunkt også kan inddrage mobiltjenester - og andre trådløse netværk.
Læs også:
Kun det officielle internet høstes
Danmark bagud med Internet-arkivering
Danmarkshistorie uden nørder
Den digitale kulturarv forsvinder
Søndag Aften 11/2004
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|