Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


December 2004


Nysgerrige socialdemokrater


Socialdemokratisk kulturprogram viser skift i tilgangen til den statslige styring af kulturen. Det kulturelle dannelsessyn er erstattet af mangfoldighed og åbenhed


Gratis entre på de større museer er tydeligvis slagnummeret i Socialdemokraternes kulturpolitiske udspil, som man har valgt at kalde Nysgerrig.

Det socialdemokratiske kulturprogram er dog meget andet end vanlige oppositionskrav om flere penge til dette eller hint. Programmets titel, Nysgerrig, viser, at opfattelsen af kulturpolitikkens rolle er skiftet fra dannelse og top-down perspektivet til en langt mere åben og delvis rådvild dialog med kunstnerne. Udsagn som "Kunsten har en værdi alene i kraft af at være til" fortæller, at Socialdemokraterne har opgivet tanken om at formålsrette kunsten.

Programmet tager afsæt i syv tværgående punkter:

  • Føre en kulturbaseret samfundspolitik
  • Styrke Danmark som kulturnation
  • Se kunsten som en fri kraft i samfundet
  • Dyrke deltageren fremfor forbrugeren
  • Have udsyn til resten af verden
  • Satse på viden
  • Fremme troværdigheden

Syv værdier eller seks sigtelinjer

Den røde tråd i Socialdemokraternes program er ønsket om at se kulturpolitik som et langt større felt end det som begrænses af ressort-delingen mellem ministerierne. Og iøvrigt ønsket om at kulturpolitik ses ud fra værdier og ikke de konkrete institutioner eller støtteordninger. På den måde lægger Socialdemokraterne op til en mere visionær debat end den almindelige oppositionspolitik. Selv om Socialdemokraternes syv punkter naturligvis skal ses i forhold til Kulturministerens seks sigtelinjer (se søndag Aften Arkiv).

Sat overfor hinanden er det tydeligt, at det socialdemokratiske oplæg er mere principielt end kulturministerens - og i mindre grad præget af den pragmatiske tilbageskuen som prægede ministerens oplæg. Som alle politiske oplæg, er det vanskeligt at lave en lakmusprøve der viser, at nogen er uenige. Men der er åbenlyst værdier, der prioriteres af Socialdemokraterne, som er fraværende i Kulturministerens oplæg - og dermed er fraværende i Kulturministeriets aktuelle prioriteringer.

Især den Socialdemokratiske markering af, at kulturpolitikken skal dyrke deltageren fremfor forbrugeren viser forskellene. Det socialdemokratiske oplæg understreger denne værdi ved at prioritere folkeoplysningselementet helt centralt i kulturpolitikken. Folkeoplysningen skal være mere debatskabende (og ikke blot kursusformidler), idegrundlaget skal fremhæves, der skal være flere tilbud i dagtimerne og mere samarbejde mellem folkeoplysning, biblioteker og skoler.

Socialdemokraterne er (vistnok) de første til at opstille mål om oprettelse af "kulturskoler" (modellen far musikskolerne og de enkelte billedskoler videreført i billedkunst, dans, drama og litteratur). Og socialdemokraterne vil udvide antallet biblioteker med søndagsåbent.

Kulturen på lov

Et andet af slagnumrene i Socialdemokraternes udspil er, at Folketinget skal vedtage en egentlig "kulturlov". Det skal være en lov, som i generelle vendinger beskriver samfundets ansvar for kunst og kultur og "de kulturelle rettigheder, der følger medborgerskabet i et moderne samfund".

Umiddelbart set vil alle partier være enige om indholdet i en sådan kulturlov. Man må dog forvente, at diskussionen især kan komme mellem Staten og kommunerne, idet kulturloven skal præcisere en del minimumskrav til den kommunale service på kulturområdet.

For socialdemokraterne er det vigtigt, at kulturens armslængdeprincip tydeliggøres og styrkes. Eksempelvis ved at de politiske repræsentanter i Statens Kunstfond ikke længere skal have indflydelse. Partiet tager dog ikke skridtet fuldt ud, idet man ikke fjerner Folketingets behandling af de livsvarige ydelser (Se Søndag Aften Arkiv).

Den øgede armslængde kan dog også risikere at komme i modstrid med Socialdemokraternes markering af, at kulturpolitik skal "modvirke fordomme og racisme", at hensynet til kunst og kultur skal placeres stærkere i dansk udenrigspolitik (selv om dette end ikke kan læses i Socialdemokraternes eget udenrigspolitiske oplæg!), at "kaospiloter, designere og kunstnere kan være gode folk at rådføre sig med, når arbejdspladser er i krise".

Blandt de mere kontante ønsker i Socialdemokraternes oplæg finder man:
  • flere frie midler til nye former for kunst og kultur
  • flere penge til dansk teater - DST, egnsteatre og små storbyteatre
  • støtte til produktion af dansk musik
  • flere penge til musikere og komponister, der stiller værker til rådighed på bibliotekerne
  • flere penge til dokumentarfilm
  • flere penge til dagspressens finansieringsinstitut (bemærk tidsskriftsstøtten nævnes ikke)
  • styrke lokal tv og radio
  • sikre mere dansk musik i radioen
  • styrke bibliotekerne
Læs også:
Kulturpolitisk valgprogram

Søndag Aften 12/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2007 Søndag Aften. All rights reserved.