Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2004
Världskulturmuseet - på tærsklen til åbningen
Sidst i denne måned åbner Världskulturmuseet i Göteborg. Hermed introduceres et helt nyt museumsbegreb. Museets danske direktør beskriver forudsætninger og forventninger
CulturCronik:
Af Jette Sandahl
For et nyt museum som vort findes der fra regeringsside et overordnet, defineret ansvarsområde, som vi skridt for skridt forsøger at oversætte til en konkret, museumsmæssig betydning. Et vigtigt trin i denne proces har været at formulere en række 'mission statements' om museet mål og intentioner, som i sig også rummer en række udsagn om arbejdsmetoder og arbejdsorganisering.
Den overordnede målsætning er denne:
I dialog med sin omverden vil Världskulturmuseet vara en møtesplats som genom kænslomæssige och intellektuelle upplevelser verkar før att mænniskor kænner sig hemma øver grænser, litar på och tar ansvar før en gemensam global framtid i en værld i stændig førændring.
Under dette ligger tilsvarende målsætninger for museets forskellige enheder.
Världskulturmuseet er i udgangspunktet et politisk defineret projekt. Initiativet til skabelsen af museet er kommet fra regeringsniveau, og museet har rødder i såvel grundlæggende principper i svensk kulturpolitik og i milestolper i den internationale humanitære dialog.
For mig handler museet - blandt andet - om Sveriges erkendelse af nødvendigheden af at omtænke, at reorientere sin position og placering i det globale rum.
Verdenskulturbegrebet
Verdenskultur er i sig selv et omstridt begreb, og det var ganske kontroversielt og omdiskuteret i den første idéfase til det nye museum. Det er et begreb som er fyldt af indre paradoxer og modsigelser. Det rummer både deskriptive og normative elementer. Det beskriver en udvikling i retning af internationalisering og globalisering som allerede er manifest i nutiden, og det postulerer en ønskværdig praksis af mellemfolkelig integration og forståelse, som langt fra er virkelighed i vor nutid.
Som vi i museet anvender begrebet verdenskultur er det flertydigt, åbent og dynamisk, og handler om at sammenholde tendensen til, at verdens kulturer på den ene side bliver stadigt mere sammenhængende og fælles, med tendensen til, at denne udvikling også altid udspiller sig og tager form gennem lokale, regionale, etniske, klasse- og kønsmæssige forskelle, som så igen på sin side er med til at definere helheden. Det handler om udveksling, om gensidighed, om indbyrdes afhængighed, om fællesskab og helhed, men også om heterogenitet, forskellighed, og om at den enkeltes verden alltid er specifik, konkret og enestående.
Når det kommer til de normative, de politiske dimensioner - sådan som vi synes verdenssamfundet burde være - så har vi haft en række grundpræmisser for museets virksomhed.
At kulturel mangfoldighed er en rigdom i menneskehedens kulturarv og at kulturel pluralisme er en forudsætning for fred, harmoni og kulturel stabilitet i verden
At forskellige kulturer og deres udtryksformer er værdifulde i et kulturelt demokrati og at kulturelt harmoni handler om en udvikling baseret på integration, ikke på assimilation
At kulturel integration ikke er en konfliktfri eller modsætningsfri proces
At kulturel mangfoldighed skal ses som en rigdom, ikke som en undergravelse eller trussel mod en given kultur eller kulturarvs normsystem. Museer har et særligt ansvar for at medvirke til opløsningen af den modsætning som ofte råder mellem bestræbelserne på at bevare en levende kulturarv og på at skabe en dynamisk kulturel udvikling
At offentligheden deltagelse eller delagtighed i museets kortsigtede og langsigtede planlægning er en forudsætning for at museet skal kunne spille en aktiv og levende rolle i samfundsdebatten
Der er naturligtvis forgængere på dette område.
Blandt de ældste hører de såkaldte 'museums of civilisation' - museer som har deres baggrund i tværkulturelle studier og i værdisæt af tolerance og mellemmenneskelig forståelse. Deres kvalitet har ligget i påvisningen af lighederne og fælles træk i menneskers liv, på tværs af kulturer og nationale grænser. Deres svaghed har været en manglende forståelse af eller en undervurdering af konflikter, mellem kulturer, mellem nationer, mellem individer. Vreden, raseriet, fanatismen, krigen har ikke haft nogen plads i dette univers. For Världskulturmuseet er det kulturelle konfliktstof en del af motiveringen bag museet og må være en del af vor praksis.
Blandt de yngre foregængere på området findes museer som de australske immigrationsmuseer, de etnisk definerede museer, nye nationalmuseer som Te Papa, National Museum of New Zealand, National Museum of Australia og senest National Museum of the American Indian. Disse er alle museer, som er defineret og bygget op omkring begreber om den konfliktfyldte - undertiden voldelige - sameksistens af flere kulturer, og som har taget en meget aktiv rolle i også at skabe arenaer for en kulturel forsonining.
Museumsbygningen
Med Cecile Brisac og Edgar Gonzalez bygning får Världskulturmuseet stærke og poetiske rammer omkring sin virksomhed. Bygningen gir en særegen følelse af både tidløshed og af at være i en nutidigt rum, på grænsen af fremtiden.
Bygningen er enkelt og kompakt med kraftfulde linier, udført i enkle materialer, som giver museet plads til at udtrykke sin egen form og sit eget indhold. Der er klart markeret forskel mellem den kompakte vestside mod gaden, hvor gallerierne er, og den åbne østside mod bjerget, hvor andre typer af åbne og uformelle aktiviteter finder sted. De to sider af bygningen spejler grundlæggende dimensioner i museets virksomhed - en beskyttende ramme omkring samlingerne og et åbent område for publikum. I bygningen udviskes grænserne bestandig mellem hvad der er udenfor og hvad der er indenfor. Bygningen er både streng og legende.
I november 2004 blev bygningen givet den prestigefyldte svenske Kasper Salin arkitekturpris.
Samlingerne
Världskulturmuseet har sine rødder i de etnografiske samlinger, som siden 1800-tallet i forskellige skikkelser har været en del af museumslandskabet i Göteborg. Mange forskere og rejsende har været med til at skabe den gedigne samling af genstande og arkivmateriale, som i dag er museet grundlag.
Disse samlinger af genstande, fotografier og skrifter har bidraget til en øget viden inden for en række områder. Samtidig er det også sådant, at det som gennem historien har været anset for vigtigt at dokumentere og samle i høj grad har afspejlet de herskende værdier, interesser og synsvinkler i forskernes og indsamlernes egen kulturkreds, og ind imellem synes at berette lige så meget om disse som om de kulturer de siger sig at handle om.
Sporene og skyggerne af den europæiske kolonialisme og imperialisme ligger tungt i samlinger som Världskulturmuseets. Synet på andre kulturer som tilbagestående, primitive og mindreværdige går igen i registranter og klassifikationssystemer. Tonen i de tidlige ekspeditionsdagbøger er i bedste fald paternalistisk, i værste fald racistisk.
Der er mange dilemmaer forbundet med at have ansvaret for en sådan genstandssamling i dag, og at finde nye veje gennem disse traditioner hører blandt museets vigtigste forpligtelser og største udfordringer.
Lydhørhed, samarbejde og partnerskab med de mennesker som idag - i fjerne oprindelseskulturer eller lokalt i Göteborg - repræsenterer disse genstande i vore samlinger er en nødvendighed for vor videre virksomhed. Det gælder både tolkninger og tilgængeliggørelse af de eksisterende samlinger, men også tilvækst i samlingerne med nye genstande.
Ny indsamling foregår således i dag hovedsageligt i samarbejde med repræsentanter som har et indre tilhør omkring en given problemstilling, hvad enten det gælder indsamling om et tema som 'contemporary urban cultures in Kenya' eller et tema som at leve med Hiv-aids.
Världskulturmuseets samlinger er hovedsageligt fra Latinamerika, og hovedsageligt af ældre arkæologisk art. Der er således ikke nogen enkel overensstemmelse mellem denne samling og et samtidsorienteret begreb om verdenskultur.
Dette var en af begrundelsene bag en af de mest radikale beslutninger i museet, nemlig at ikke have nogen permanente udstillinger, men udelukkende arbejde gennem skiftende, tematisk definerede specialudstillinger.
En anden begrundelse bag specialudstillingerne handler om et ønske om løbende at kunne vise vekslende facetter af samlingen frem.
Og endelig ligger der en mere teoretisk begrundelse, som handler om vanskeligheden ved i permanente udstillinger at undvige et naturaliserende historiesyn og ideen om nationalstaten.
Forskning og vidensproduktion
For en ny og stærkt politisk defineret institution er museets videnskabelige troværdighed af særlig betydning. Og som for samlingerne gælder det også for forskningen, at ingen egen stab, om end nok så kvalificeret, kan dække hele spektret af problemstillinger, som museet arbejder med. At skabe og indgå i forskningsnetværk med universiteter og andre museer er en arbejdsform, som vi, ligesom andre museer, i stigende grad bliver afhængig af.
Samarbejdet med Göteborg Universitet er her ganske centralt. Göteborg Universitet har oprettet et særligt 'institut' med henblik på samarbejde med museet, og indgår med egne midler i fælles forskningsprojekter. Ligeledes har museet medvirket i opbygningen og udviklingen af mastersprogrammet International Museum Studies.
At lade mange forskellige røster, mange forskellige tolkninger af historien komme frem har været en del af museets programerklæringer. Vi har accepteret, at tolkningen af historien varierer med synsvinklen, og at historien løbende er til 'genforhandling', for nu at anvende et tilsyneladende paradoksalt begreb som blev udviklet omkring åbningen af National Museum of Australia. Metoderne for vidensproduktion og forskning forandrer sig med dette paradigmeskift.
I sin opbygningsfase har museet arbejdet med brede, nationale og internationale ekspertgrupper med forskellig baggrund i emnerne for de store åbningsudstillinger. Karakteren og kompleksiteten af de spørgsmål, som samtiden stiller museet, kræver ofte tværfaglige tilgangsvinkler og løsningermetoder.
Ligeledes har det været vigtigt at supplere og integrere de traditionelle videnskabelige metoder med den type viden og ekspertise, som i højere grad stammer fra subjektive rødder i en given kultur eller en given problemstilling. Et for museet ganske banebrydende udviklingsarbejde har her fundet sted i et projekt med en større gruppe lokale borgere med kulturelle rødder omkring Afrikas Horn, som har arbejdet med museets samlinger fra dette område og suppleret museets viden med deres egne tolkninger om genstandene, men også deres fortællinger om diasporaen, om exil, om kulturel ekslusion og inklusion.
Satsningsområder for forskningen de kommende år bliver dels et fokus omkring museets samlinger fra Latinamerika i samarbejde med en række latinameriakanske institutioner, dels et bredt partnerskab i et EU-støttet projekt om Trafficking i såvel kulturarvsgenstande som i mennesker, og dels et mere legende tema omkring temaet Underground i samarbejde med Göteborgs Universitet.
Managing from the outside in
Ligesom det har været vigtigt at supplere den traditionelle forskningsekspertise med andre typer indsigt og kompetencer, har museet også bestræbt sig på at bringe sine egne eller sine interne værdier i dialog med væsentlige samfundsdiskussioner og offentlighedens behov og interesser i sin planlægning og prioriteringer.
Dette er langtfra enkelt. For et museum hvis samlingshistorie ikke er knyttet til dets eget geografiske område og som teoretisk er bundet op i det brede begreb om verdenskultur, er det svært at definere sine stakeholders. Og det kræver løbende proaktive initiativer for at udvikle en relation til de brugere vi er interesserede i.
Under forskellige former forsøger museet at integrere forskellige brugergrupper i udstillingernes planlægning. Systematiske kvalitative og kvantitative markeds- og brugeranalyser udgør redskaber i museets arbejde med at udvikle sine målgrupper og publikumssammensætning. Kort- og langsigtede partnerskaber synes her at være en nøgle.
Udstillinger
Det er museets ønske og forpligtelse gennem sine udstillinger og øvrige aktiviteter at skabe dialog med mange forskellige brugergrupper, hvad angår alder, klasse, køn, uddannelse eller etnisk og nationalt tilhør.
Med en ny bygning, opført til formålet, får Världskulturmuseet udstillingsfaciliteter af meget høj kvalitet. I fem separate udstillingssale på tilsammen knapt 3.000 m2 vises skiftende udstillinger, som tilsammen skal forsøge dække bredden og dybden, mangfoldigheden og dynamikken i vores begreb om verdenskultur. Hver udstilling har sit eget differentierede formsprog og æstetiske udtryk, defineret som relevant for emnet og for de ønskede målgrupper.
Ligesom udstillingerne er skabt af tværfaglige ekspertgrupper, integreres også forskellige typer genstandsmateriale i udstillingerne. Museet har sluppet de traditionelle grænser mellem historiske og etnografiske genstande, mellem disse og samtidskunsten, filmisk og dokumentarisk materiale og personlige berettelser.
Et af de største eksperimenter omkring designet af udstillingerne er at lade scenekunsten - musik, dans, teater - sprænge sig helt ind i gallerierne, i form af en fuldt udrustet professionel scene i en af udstillingsrummene såvel som mindre 'alkover' for aktiviteter i de øvrige.
Museet åbner 2004 med et udstillingsrepertoir som tager afsæt i såvel relevante nutidige samtidsforhold som i problemstillinger, der i højere grad tegner sig med udgangpunkt i samlingerne.
Alle udstilllinger karakteriseres ved at historien bevidst reflekteres fra samtidens perspektiv i lige så høj grad som samtiden tolkes med historien som baggrund.
Udstillingerne forbinder brede udviklingstendenser i verden som helhed med de mønstre og forandringer, som folk møder i deres hverdag og nærmiljø. Almene, globale tendenser bindes sammen med enkelte individers subjektive oplevelser. I udstillingerne taler mange røster, og tonen er tæt på og personlig.
Et ofte tungt og konfliktfyldt stof søges udtrykt på ikke-ideologisk vis gennem den særegne poesi og kraft, som genstande og kunsten giver.
5 udstillinger med hvilke museet åbner og som fra slutningen af december kan findes beskrevet nærmere på museets hjemmeside:
Horisonter - Røster fra et globalt Afrika
No Name Fever. Hiv-aids i globaliseringens tid
Drømmens Syster. Folk og myter omkring Orinocofloden
FRED WILSON. Sites Unseen. Dwellings of the Demons
390 m3 spiritualitet
Pædagogik og programvirksomhed
Museets mål er at alle husets brugere skal føle sig velkomne, delagtige og betydningsfulde gæster og parter i museets virksomhed.
Pædagogikken er et vigtigt element i tolkningen af den viden og den iboende betydning som ligger i genstande, samlingerne og den enkelte udstilling. Det er samtidigt et udgangspunkt at læring er bedst når den er lystfyldt og aktiv, og når den er en proces, hvor det enkelte indvid får mulighed for at konstruere sin egen viden, tolkning og betydning ud fra sit eget specifikke udgangspunkt og egen forudgående kundskab.
Den pædagogiske virksomhed henvender sig til en bred og skiftende brugergruppe, til såvel individer, familier, grupper og foreninger som til skole- og undervisningssektoren.
Gennem en række forskellige metoder skabes mødespladser for dialog og fordybning omkring vigtige emner i museet, omkring de store spørgsmål i vor samtid og om mulighederne i og for en global fremtid. Det er karakteristisk for museets pædagogiske tilbud at de så vidt muligt indbyder til refleksion omkring deltagernes egne og andres værdisæt, synsvinkler og forståelsesrammer.
Världskulturmuseet håber at besøget på museet oftere vil have karakter af lyst end af pligt. At holde museet åbent tre aftener i ugen er et led i forsøgene på at nå flere og bredere målgrupper.
En intensiv programvirksomhed med en stærkt eksperimenterende linje for dans, teater og musik og for sine offentlige debatter og forelæsninger fylder disse aftener. Hovedlinjerne i indholdet afstikkes af udstillingernes tematik, men der er også rum for direkte inspiration fra dagsaktuelle og brændende problemstillinger.
Programvirksomheden udnytter husets meget forskelligartede faciliteter - auditorium, seminarierum, den store trappe, scenen i det store galleri og de små mødespladser i de øvrige udstilligner.
Det er en væsentlig pointe, at arrangementerne forener en international orientering med den lokale mangfoldighed. Der spændes fra internationale gæstspil til community nights som forum for lokal kulturudveksling. I samarbejde med en række andre organisationer og arrangørern sigter museet mod et varieret højkvalitativt og engagerende program med skiftende stil og fokus, rettet mod forskellige målgrupper. Der spændes fra det højeste internationale niveau til de eksperimenter, som hører til i samfundet yderkanter.
29. december 2004 er museets officielle åbning.
Vi på museet er lige så spændte som resten af verden på, om vore visioner viser sig bæredygtige.
