Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2005
De gordiske bibliotekspenge
EU-kommissionen angriber den danske biblioteksafgift. Kulturministeriet forsvarer ordningen mens forfatterne på tilskuerpladserne frygter ændringer.
CulturCommentar:
EU-kommissionen har startet en formel procedure imod den danske biblioteksafgift. Ifølge kommissionen er de danske bibliotekspengene en forskelsbehandling pga. nationalitet. Og det er ikke lovligt ifølge EU-forfatningen. Bibliotekspengene udbetales til forfattere og oversættere, som skriver på dansk.
Kulturministeriet forsvarer den nuværende danske ordning. Og gør det med det stærke argument, at ordningen ved omlægningen i 1991 blev aftalt med EU-kommissionen. Indtil 1991 var bibliotekspengene nationalt baserede. Fra 1991 blev det nationale kriterium erstattet med sprogkriteriet.
For lægfolk må Kulturministeriet stå stærkt i denne sag. EU ønsker at fastholde den kulturelle og sproglige mangfoldighed blandt medlemslandene. En støtte baseret på sprog må være i fin overensstemmelse med dette.
Omvendt må man huske, at da ordningen blev lavet om i 1991 var hensigten at lave så lidt som muligt om. Man måtte undervejs erkende, at omlægningen kom til at gå ud over (de få) herboende forfattere som skriver på andre sprog, men har en betydning for den danske skønlitteratur. Derfor skyndte Kulturministeriet sig at oprette en pulje til at redde disse forfattere gennem omlægningen. I realiteten bestod det politisk-administrative i omlægningen i 1991 i at begrænse de reelle ændringer mest muligt for at fastholde en ordning som lignede en ophavsretsordning.
Da der i 2002 var stridigheder om biblioteksafgiften var et af de gennemgående argumenter fra en del af de berørte forfattere, at der reelt var tale om en ophavsretssikret kompensation. Alene forfatternes brug af argumentet "kompensation" viser, at bibliotekspengene i realiteten er tæt på det ophavsretslige. Kulturministeriet har dog konsekvent fastholdt begrebet kulturstøtteordning - og indtil videre fået medhold i samtlige angreb på ordningen og administrationen af den.
Status quo som mål
For forfatterstanden er bibliotekspengene et sårbart felt. For mange forfattere er det en af de få forholdsvis stabile indtægter - de fleste andre forfatterindtægter er stærkt variable fra år til år. At røre ved bibliotekspengene svarer til at overveje ændringer i ejendsomsskatter for parcelhusejere - uanset om ændringerne som helhed er positive eller negative så vil de betyde usikkerhed for hele den berørte gruppe. For forfatterne endda med den særlige tilføjelse, at der hyppigt er tale om mennesker som arbejder isoleret og derfor er ekstra sårbare i situationer, hvor det offentlige agerer.
For forfatterforeningerne er det derfor et helt primært mål, at bevare status quo. Naturligvis vil man kunne acceptere en ekstra Finanslovsbevilling - men kun, hvis den udelukkende er udtryk forøgelse. Nye diskussioner mellem grupper af forfattere er ikke velkommen. Splittelsen, der førte til etablering af to selvstændige forfatterforeninger skyldtes netop uenighed om fordelingen. Det er i sig selv overordentligt sjældent, at faglige organisationer splittes og at dette så sker ud fra, hvilke anbefalinger man skal give det offentlige med hensyn til støtte. Man kan i en vis forstand se bibliotekspengene som en slags tag-selv bord for forfatterne. Hvis forfatterne kan enes (indenfor økonomi og lovrammer), så er Kulturministeriet og kulturpolitikerne ligeglade med, hvordan pengene fordeles.
Både Rowling og Jelinek
Hver gang diskussionerne om godtgørelse til udenlandske kunstnere opstår, er retorikken den samme: skal vi virkelig sende danske kulturpenge til den i forvejen hovedrige JK Rowling. På musikområdet vil man se samme argument, blot med Britney Spears. Det er pudsigt at danske forfattere og musikere i offentlige sammenhænge på den ene side kan hævde retten for danske kunstnere til at kunne tjene mange penge - men på den anden side ikke kan unde udenlandske kunstnere samme ret til at tjene rigtigt mange penge.
Dermed ser man bort fra, at en væsentlig del af de kunstnere, hvis værker man importerer, er lige så fattige som danske kunstnere. Selv om en del danske forfattere oplever at få deres bøger oversat til andre sprog, så bliver de ikke rige af det. De oversatte udenlandske forfattere har samme berettigelse til økonomisk kompensation. Hvorfor skal nobelpristagere som Elfriede Jelinek, Imre Kertész, Gao Xingjian, Wislawa Szymborska eller Seamus Heaney ikke få en øre i kompensation?
Danske musikere ser ikke noget problem i, at Koda samler penge ind fra uforstående kinesiske, indiske og thai-restauratører som spiller deres eget hjemlands musik. Men hvor ingen thaimusiker nogensinde ser en krone af Koda-pengene.
De danske kunstnerorganisationer har ønsker om at skabe en kulturpolitisk offentlighed i EU. Organisationerne kunne passende tage initiativer til diskussioner om kulturstøtteordninger på tværs af landegrænserne i EU.
Rapport sidst i 2005
I forlængelse af diskussionerne i 2002-2003 om biblioteksafgiften blev der nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge elementer omkring bibliotekspengene. Arbejdsgruppen skal aflevere sin rapport inden udgangen af 2005. Blandt de fastlagte emner er spørgsmålet om ordningen skal erstattes af en rettighedsordning, om amtscentralernes bøger skal tælles med samt mindre tekniske problemer.
Ud over disse diskussionsemner er det svært at forestille sig andre initiativer i denne eller næste valgperiode. Der kommer i hvert fald hverken initiativ fra den nuværende Kulturminister som med møje og besvær har fået fred på et sårbart område. Og der kommer heller ikke initiativer fra forfatterorganisationerne.
Ingen af de politiske partier har formuleret krav eller ønsker til bibliotekspengene - ud over omkvædet "status quo". De poltiiske partier kunne skabe tryghed for forfatterne ved at i fællesskab erklære, at uanset udfaldet af EU-kommissionens angreb, så vil man fremover samlet set sikre danske forfattere penge svarende til nu.
En række andre relevante diskussioner trænger sig på:
den urimeligt lave biblioteksafgift til musikere. Afgiften afspejler på ingen måde den voldsomme ændring der har været i bibliotekernes udlån af musik.
forfattere af digitale værker får fortsat ingen bibliotekspenge.
biblioteksafgiften er baseret på bibliotekernes beholdning af bøger og CDer, ikke det faktiske udlån. Bibliotekernes begyndende overgang til netmusik vil illustrere dette tydeligere: ved onlineudlån ender pengene hos de kunstnere, der downloades, ved udlån af CDer ender pengene hos de kunstnere, der har værker på hylderne. Før eller siden vil der opstå et pres fra kunstnere, hvis værker udlånes hyppigt.
grundlaget for biblioteksafgiften er beholdningen på folke- og skolebiblioteker. En lang række andre biblioteker burde indgå. Ingen kan i dag argumentere for, at forskningsbibliotekernes beholdning ikke skal tælle med eller at gymnasiebibliotekerne ikke skal tælle med.
Den nuværende biblioteksafgift er et sammensurium af tilfældigheder og gamle bureaukratiske begrænsninger. I høj grad styret ud fra et kontinuerligt ønske om færrest mulige ændringer. Man kan lige så godt starte forfra - uanset hvad EU måtte mene, når EU kommer med en afgørelse om 2-3 år.
