Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2005
Den analoge kopitrussel
Mens underholdningsindustrien får lovgivere til at begrænse digital kopiering, forbedres den analoge kopiering. Næste trussel er på vej.
håtetepekolonskråstregskråstreg:
De morede sig højlydt på Apples direktionsgang, da de sendte en mail til udvalgte pladeselskabsdirektører for at fortælle, hvordan det var muligt at kopiere musikfiler fra den konkurrerende musiktjeneste Napster.
Apple-direktørerne syntes nok det var mindre fornøjeligt, da de kort tid efter fandt ud af, at Apples iTunes har samme "hul".
En række af de nye musik-onlinetjenester tilbyder, at kunderne kan abonnere på musikken og betale et fast beløb pr. måned. Abonnenterne henter musikken som streaming media-filer, hvorved pladeselskaberne er sikre på, at filerne ikke bliver på brugernes computere.
Men ved hjælp af små snedige programmer kan brugerne "optage" streaming media-filer. Et lille program som Replay Music optager fra computerens lydkort og lægger endda metadata som kunstner og sangtitel ind i de mp3-filer der kommer ud af optagelsen.
Optag fra lydkortet
I første omgang er fokus på at streaming media-filer kan optages på denne måde. Dette kan få kunstnere til at ønske at begrænse radiostationer på nettet, for de fleste radiostationer sender også som streaming media.
Men det gælder for såvidt alle typer lyd som afspilles gennem computeres lydkort. Altså også filer beskyttet gennem Digital Rights Management, som Apples iTunes. Optagelserne tager dog lige så lang tid som selve afspilningen af musikken. Samme slags optagelser kan ganske simpelt foretages fra det danske Bibliotekernes Netmusik.
Optagelser gennem lydkort kan ikke siges at være fuldgyldige digitale kopier, der er et reelt kvalitetstab. For pladeselskaberne er problemet, at de færreste kan høre forskel på original og kopi. Kvalitetstabet er altså så lille, at dette kan blive en af pladebranchens næste bekymringer. Teknologisk og juridisk set er optagelser gennem lydkort ikke digitale, men svarer til gammeldags kopiering fra grammofonplade til kassettebånd. Man kan jo også sætte en mikrofon foran højttalerne! Når det reelle kvalitetstab fra original til kopi bliver så lille, at brugerne bliver ligeglade, så har pladeselskaberne altså ikke blot problemer med digital kopiering men også den hidtil oversete analoge kopiering.
Apples direktører forsøger nu at overbevise pladeselskaberne om at dette kun bliver et lille problem.