Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2005
Politiets beslaglæggelser i tyvens villa
Med eneret for eftertiden bringer Søndag Aften uddrag fra udvalgte politiforhør af de implicerede kronvidner i sagen om det Store
Bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek. Sagens kompleksitet understreges af
vidnernes følsomme, grænsende til neurotiske, oplevelser fra villaen i
Snekkersten.
CulturCronik:
Af Kaspar Frege
"For den, der stjæler eller låner en bog fra dens ejer uden at levere den tilbage, må den blive til en slange mellem hans hænder og sønderrive ham."
- indskrift fra San Pedro-klostret i Barcelona.
Kælderen, Snekkersten, 3 måneder før tyveriet opdages:
Dér ligger han jo, som en pervers kopi af Archimboldo, med bøger på maven, under hovedet, oven på armene og benene og skødet, han er jo ikke andet end én stor bog-Frankenstein nu, og nu skal han dø, vi kan se, at han er ligbleg, han raller, åndedrættet bliver stadig mere tyst og kommer sjældnere. I halvmørket er vi stjålne bøger de eneste vidner til hans bortgang. Hvad nu, hvis han aldrig bliver opdaget? Hvem skal frelse os? Skal vi virkelig rådne i en kælder i Snekkersten? Hvor vil Dante mon møde ham, den elendige fusentast? Alt over femte sang i Komedien, vil være en skandale!
Følgende er uddrag fra udvalgte politiforhør af de implicerede kronvidner i sagen om det såkaldte Store Bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek:
Jeg mærkede hans tørre, pergamentagtige hænder - de duftede svagt af sønderjysk madpakke-spegepølse - de listede sig ind under min bagperm. Roligt løftede de mig ud af hyldens varme, ud af det støvede og trygge refugium, jeg svævede gennem luften, båret af hans formastelige hånd, lyset var zinkhvidt blændende, det skar mig i øjnene og den uvante fornemmelse af luft og plads omkring mig var skræmmende; dog, kun kort tid efter dumpede jeg brat ned i hans mellembrune dokumentmappe af præget kernelæder - og dér lå så jeg, jeg! Jeg! Det var den store Immanuel Kant, der skrev mig, og det var hos Johann Friedrich Hartknoch, at jeg i 1781 første gang så verdens spæde lys, og så sandelig da også kastede mit eget, triumferende fornuftslys som en lanterne ud over menneskenes askehob af ufornuft og dårskab, jeg, al nyere filosofis stamfader, Critik der reinen Vernunft. Og nu? Hvad var det blevet til? Nu lå jeg og hoppede og gyngede i denne gemene lille småborgerlige dokumentmappe båret af ærke-forræderen, den lumske snog Frede Møller-Kristensen, denne træske tyv i forklædning og ternet, tilknappet skjorte. Ingen skulle fremover se mig og læse mig, ingen beundre min adstadige ælde og min frønnede ryg og mine forbløffende velbevarede sider, ingen nå frem til min ø af erkendelse i uvidenhedens dorske stillehav, ingen udviske de fingeraftryk Immanuel satte på mig, da Hartknoch overrakte mig den martsdag i 1781.
Cornegidouille! Me voici roi dans ce pays. Je me suis déja flanqué une indigestion et je vais maintenant commencer à prendre toute la phynance, après quoi je tuerai tout le monde et je m'en irai. Så kækt lød det fra mig - jeg, der i min herre Alfred Jarrys Ubu sur la butte. Réduction en deux actes d'Ubu roi. Representée l'an 1901 au Guignol des 4-z' Arts, avec le concours du celèbre Anatole des Champs-Elysées, fra huset E. Sansot et Cie, i Paris, 1906, råbte og skreg og ville dræbe hele verden, for skæg forstås, på skrømt, er nu blevet voldført og stjålet, jeg er ved at kvæles bag det stramt pakkede brune papir, der er snøret som en spændetrøje om mine skrøbelige skuldre. Oh Paris, oh alleerne, oh alle de råbende og skrigende gæster nede i salen, oh støvet fra gaden, oh skuespillernes hæse stemmer...og nu? Nu er der denne forbandede stilhed, men måske det er vejen til noget større? Måske er jeg på vej til Paris igen? Eller bare Bern, eller Zürich, lad det dog være Zürich, så jeg kan forenes med Tzaras dada-(h)ånd. Sansot må græmme sig i sin grav, Jarry le skingert i sin. Jeg vil dræbe hele verden - cornegidouille!
Jeg kom de tølpere til undsætning, min egen Sancho, egenhændigt, uden mig ville de karle være hugget til pindebrænde. Disse laskede gendarmer, der har så mange fjender blandt troldmændene ville uden tvivl tydeligt have følt hvilket dårligt øjeblik og et værre tidspunkt og en ildevarslende dag det var dem, da de trængte ind i den gule borg hin skæbnesvangre novembermorgen i Snekkersten, om ikke jeg, moi, den tapre Don Quichotte de la Manche, i fransk forklædning (Traduction de Louis Viardot, avec 270 compositions de Gustave Doré), allerede havde besejret misdæderen og overtroldmanden, den berygtede Don Møller-Kristensen, som ridderskabets love byder mig at besejre alle den slags bedragere, og i tilgift prente ham en tyk lærestreg i panden og tilkende ham fire kindheste. Ædelmodigt overdrog jeg hr. bibliotekaren til de indtrængende gendarmer, der som tak i et udslag af åndsformørkethed og ved hjælp af en djævelsk og stærk troldomskraft lod mig flyve gennem luften og lande her, indespærret i denne underjordiske fangekælder blandt dette rakkerpak - utøj omforhekset til menneskelige skikkelser som fransk tosse og tysk bonde. Men det skal komme dem dyrt at stå, så sandt som min frue Dulzinea del Toboso visselig er den skønneste blandt bøgernes kvinder!
Renæssance-S.O.S. opfanget i nærheden af den schweiziske alpeby Davos. Interpol mener at den kryptiske besked kan have nogen forbindelse til bogtyverierne.
Det er allerede længe siden at Leon Batista Alberti nedfældede de ord der skulle komme til at udgøre mine indvolde, indholdet i L'architettura, og han ville måbe hvis han kunne se mig nu. Leon ville utvivlsomt være af den opfattelse, at man kunne beskrive min situation meget nøje, ved at foretage en inddeling i tre dele, en inddeling vi har lånt fra naturen. Det første vi ser, når vi ser mig og ser at jeg er en genstand der optager et sted, er omkredsen af mig eller omridstegningen. Man vil da se at jeg er en bog. Betragter vi bogen nærmere, erfarer vi hvordan flere flader mødes med hinanden, man kunne sige i en komposition. Kompositionen har placeret min krop fastlænket, nedsunken i en rød, blød pude. Vi er allerede kommet ind på farverne og eftersom alle forskellige farver hidrører fra belysningen, kan vi lige så godt betegne fremstillingen deraf som lysbehandling. Lyset kommer fra nogle enorme vinduer, og kigger man den anden vej, igennem dem og ud, mod lyset, ser man en skovklædt bjergside og en enorm swimmingpool, hvor den behårede "private samler" i dette øjeblik er halvvejs igennem morgenrutinens tyve baner bryst.
Kaspar Frege, født 1973. Har bidraget til tidsskrifter med mere. Han har senest udgivet essayet Almindelighedens mærkelighed (adressens forlag 2004).
Den samlede værkfortegnelse, hvori samtlige implicerede vidner indgår, kan læses
her:
