Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2005


Valgløfte gennemføres


For 35 mio gratis entre til museerne. Kulturministeren holdt sit valgløfte - næsten.

Finansloven for 2006 indholder kun en reel ændring på Kulturministeriets område: den gennem det seneste år hyppigt diskuterede idé om gratis entré på udvalgte museer bliver gennemført. Fra 2006 afsættes 35 mio kr. årligt til formålet. Desuden afsættes 40 mio kr. årligt fra 2007 til styrket formidling på museumsområdet. Samlet en budgetforøgelse til museumsformål på 75 mio kr. fra 2007.

Det var oprindeligt et socialdemokratisk forslag om gratis adgang til museer - som skulle koste 55 mio kr. Under forårets valgkamp blev dette beløb hævet til 100 mio kr. som et valgløfte fra Kulturministeren. Valgløftet indgik i Regeringsgrundlaget og blev dengang kaldt "et to-cifret beløb". Nu er det altså præciseret til 35 mio kr. årligt (Se Søndag Aften Arkiv).

Ud over valgløftet er der kommet en ekstrabevilling på 40 mio. kr. til formidling. De fleste museumsfaglige aktører må glæde sig over, at slagnummeret med gratis entre bliver fulgt op af en mulighed for strategiske og væsentlige tiltag med formidling. Kulturministeriets udvalg om museernes formidling skal fremlægge forslag december 2005.

Armslængde med vanskeligheder

I Finanslovsforslaget afsættes 10,4 mio til Statens Museum for Kunst og 7,3 mio til Nationalmuseet, så disse to museer kan give gratis adgang for alle til de permanente samlinger fra 2006.

Desuden afsættes en pulje på 16,8 mio til at give gratis adgang for børn og unge til statsanerkendte museer samt til de statslige museer Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Landbrugsmuseum, Jagt- og Skovbrugsmuseet, Ordrupgaard og Den Hirschprungske Samling.

Under valgkampens diskussion om forslaget med gratis museumsadgang erklærede Kulturministeren, at Kulturarvsstyrelsen skulle beslutte, hvilke museer der skulle omfattes af ordningen. Men gennem Finanslovsforslaget har Kulturministeren brudt dette udsagn gennem at udvælge de 5 nævnte statslige museer. Der foreligger ikke nogen begrundelse for, hvorfor netop disse 5 museer er udvalg - og hvorfor andre statslige museer som Tøjhusmuseet, Statens Naturhistoriske Museum (som omfatter Botanisk Museum, Geologisk Museum og Zoologisk Museum) eller Danmarks Jernbanemuseum er forbigået. Kulturministerens Finanslovsforslag giver altså noget af det sædvanlige rod mellem faglige og politiske beslutninger, hvor armslængden ikke holdes i hævd.

Finanslovsforlaget indeholder ikke et eneste ord om, hvorvidt der skal foretages en evaluering af den øgede indsats på museumsområdet. I disse tider, hvor test og evalueringer er et mantra, forekommer det besynderligt, hvis der ikke laves en politisk bindende aftale om, hvorledes museumssatsningen efterfølgende skal vurderes.

Talentudvikling frem og tilbage

Da den nytiltrådte VK-regering havde gennemført de omfattende besparelser i Finansloven for 2002 of efterfølgende havde svært ved at finde accept for den omfattende strukturændring på kunststøtteområdet, afsatte man i 2003-2005 finanslovene en pulje på årligt 40 mio kr. For kunststøtteområdet var summen, at man først sparede 70 mio kr. i 2002 og dernæst fik 40 mio kr. tilbage i 2003. Puljen med de 40 mio kr. årligt var med til at give accept af det nye Kunstråd, som fik frie midler at arbejde med.

Siden har Kunstrådet haft forbavsende svært ved at finde anvendelse af de 3 gange 40 mio. kr. Pengene var afsat til årene 2003-2005. Men først skulle Kunstrådet vedtage en handlingsplan, som blev offentliggjort januar 2004. Herefter godkendte Kulturministeren, at de 120 mio kr. kunne anvendes i årene 2004-2005. I 2005 kan man konstatere, at Kunstrådet ikke når at bruge pengene i år, så der vil fortsat være en rest af puljen på ca. 40 mio i 2006.

I 2004 brugte man 35,5 mio kr. af puljen, heriblandt 18 mio kr. til Statsensemble for børneteater (3-årig bevilling, der "betales" af 1 års bevilling), 7 mio kr. til tværkunstneriske projekter, 5 mio kr. til musikdramatisk pulje, 2,5 mio kr. til kunstneres møde med børn, 2 mio kr. til DCA-Gallery i New York samt 0,5 mio til "Talentudvikling". I forhold til puljens navn ("Kunstnerisk aktivitet og talentudvikling") er det påfaldende lidt der anvendes til egentlig talentudvikling.

Det er den almindelige forventning i Kunstrådet, at bevillingen på de 40 mio kr. vil blive reetableret i Finansloven for 2007. Bevillingsmæssigt ville det mest korrekte have været, hvis dette fremgik af oversigten over efterfølgende år i Finansloven for 2006. I det formelle system findes pengene for 2007 og efterfølgende år endnu ikke. Kunstrådet kan altså ikke disponere over de kommende år. Og der må forventes en politisk diskussion om de 40 mio kr. op til Finansloven for 2007. Selv om Kulturministeren sikkert allerede nu forestiller sig pressemeddelelsen om 2007-finansloven: "Kulturministeren sikrer 40 mio til kunstnerisk fornyelse". Problemet er: hvor skal disse penge komme fra?

Søndag Aften 09/2005

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2007 Søndag Aften. All rights reserved.