Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2005
København vil det hele
Overordentligt ambitiøs Kulturpolitisk redegørelse for Københavns kommune. Hovedstadens politikere vil styrke hele kultursektoren.
Med det indledende mantra:
"Kunst og kultur har sin egen værdi og skal ikke retfærdiggøres via andre mål end kunstens og kulturens egne"
får Københavns kommune fortalt klart og tydeligt, at den nye Kulturpolitiske redegørelse ikke skal forsøge at spænde kulturpolitikken for andre politiske vogne end den rene kulturpolitiske. Og denne målsætning løber som en rød tråd gennem redegørelsen, hvor de gennemgående udtryk er "at styrke", "at fremme", "at tilbyde", "at understøtte", "at fastholde og øge" samt "at udbygge faciliteter". Det er lysten, der skal drive kulturpolitikken, ikke nytten.
Denne lyst udtrykkes blandt andet ved, at "styrke nye stilarter og sublime kunst- og kulturoplevelser", "at fremme kunstneriske arbejder, der kan udfordre københavnere og gæsters opfattelser", "at tilbyde kunst og kultur til stadig nye publikums- og deltagergrupper", "at sikre åbenhed over for internationale impulser" og "at styrke vilkårene for talentmassen".
Plads til forskellighed
I formålssætningen erklæres, at mangfoldigheden af aktører på kulturscenen er en selvstændig styrke for storbyen, herigennem skabes ny inspiration og fornyelse. Et gennemgående træk i de forskellige enkeltområder er, at man ønsker at forbedre koordinering af kulturressourcer. Redegørelsen gør sig ikke overvejelser om den mulige modsætning mellem ønsket om mangfoldighed og ønsket om eksempelvis at "samle de lokale børnekulturelle tilbud" og "koordineret indsats i kulturhusene".
Den kulturpolitiske redegørelse behandler dels de kunstneriske områder, dels nogle særlige befolkningsgrupper: børn, unge og nye danskere.
På børneområdet skal fokus være øget professionalisering af de kulturinstitutioner der arbejder med børn. Samtidig skal disse institutioner spredes mere geografisk i byen, så de dækker byens børn bedre. Umiddelbart må man forestille sig, at det økonomisk kan blive ganske ressourcekrævende både at professionalisere og at øge decentraliseringen.
Afsnittet om de unge er forbavsende kortfattet og upræcist, ambitionerne kan skrues ned til det helt ukonkrete "at arbejde på en forøgelse af professionelle kulturtilbud, der henvender sig særligt til unge". Afsnittet om de nye danskere er lige så upræcist, man vil "fremme et meget varieret udbud" og "fremme projekter, der involverer etniske minoriteter direkte i produktionen af professionel kunst". Der står intet om, hvordan kommunen vil nærme sig disse mål.
På en række enkeltområder er initiativerne langt mere konkrete. Heriblandt finder man forslag som:
Kulturhusene skal være mere kulturhuse og mindre medborgerhuse
Den klassiske musik skal præsenteres på pladser og andre nye steder
Etablere en regional filmfond (i lighed med den østjydske i Århus)
Etablere en kunstnerisk bienale (en genskabelse af Kulturbro-projektet?)
Etablering af en professionel artistuddannelse
Anakronistisk kulturfond
De seneste års offentlige debat om kommuner og armslængde i kulturpolitikken er ikke afspejlet i redegørelsen. Man fastholder de nuværende billedkunst- og musikudvalg. Men man har eksempelvis ikke overvejelser om tilsvarende armslængdeorgan på teaterområdet. Og redegørelsen sætter ikke spørgsmålstegn ved kommunens Kulturfond. Denne kulturfond får tilsyneladende lov til at fungere uanfægtet videre, hvor kommunen iøvrigt strammer op med strategisk begrundede kulturpolitiske valg. Det er svært at forestille sig, at Kulturfonden fremover vil kunne indgå i kommunens kulturpolitik.
Københavns kommunes kulturpolitiske redegørelse har de tidsrigtige markeringer af deregulering af kommunens stramme bånd for kunsten og bedre samarbejde på tværs af kommunale bureaukratier. Grænsenedbrydningen er dog ikke større end, at Thorvaldsens Museum eksempelvis behandles under afsnittet om "museer og arkiv", men slet ikke nævnes under afsnittet om billedkunst. Ej heller væsentlige udstillingssteder som Charlottenborg eller De Frie har åbenbart betydning for den kommunale billedkunst.
Uambitiøst internationalt
Den kulturpolitiske redegørelse har som indledende ambition, "at sikre åbenhed over for internationale impulser". Denne åbenhed er i redegørelsen helt og aldeles passiv, man vil "sætte fokus på internationale begivenheder", "indgå i internationale bysamarbejder" og "fortsætte det internationale samarbejde på Thorvaldsens Museum".
Redegørelsen tydeliggør dermed, at de internationale netværk der blev etableret i forbindelse med Kulturby 96, eksempelvis et givtigt Østersøsamarbejde er forduftet. Kommunen vil gerne være internationalt orienteret, men man har ikke nogen praksis eller viden om, hvordan der arbejdes gennem internationale netværk (bortset fra by-til-by samarbejder med eksempelvis Malmö og Paris, som ingen sammenhæng har med øvrige kulturpolitiske sigtelinjer).
Den kulturpolitiske redegørelse indeholder intet om design og arkitektur. Det er ellers to områder, hvor Københavns kommunes indsats har været væsentlig i de senere år (eksempelvis designmanifestationen Index:2005).
Efter den kulturpolitiske redegørelse vil Københavns kommune udarbejde en ny bibliotekspolitisk redegørelse. Det bevirker, at bibliotekernes mange muligheder og ressourcer ikke bliver set i sammenhæng med kommunens øvrige kulturliv. Eksempelvis kan man forestille sig mange samarbejds- og grænseflader mellem de kommunale kulturhuse og bibliotekerne, ligesom redegørelsens ambitioner om at styrke kulturlivet i nærområderne også bør ses i sammenhæng med bibliotekerne.
Københavns kulturpolitiske redegørelse er for øjeblikket til høring og såkaldt "bred debat". Høringen afsluttes 17. oktober. Redegørelsen forventes vedtaget december 2005.
