Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2005
EU's nye kulturprogram
EU øger kulturbudgettet med 25% og lancerer samtidigt et Kulturprogram for 2007-2013 med langt friere rammer end i hidtidige fælleseuropæiske kulturinitiativer.
EU er en tung størrelse. Og kulturpolitik i det fælles europæiske hus er per definition vanskelig. Forholdene er meget forskellige i landene - og samtidig må en EU-kulturpolitik ikke kunne fungere som erstatning for de enkelte landes kulturpolitik. EU's kulturprogram skal ikke bidrage til harmonisering, men tværtimod være med til at understrege forskellene blandt landenes kulturer og alligevel på en eller anden måde binde landene tættere på indbyrdes forståelse. EU's kulturpolitik må således balancere på en knivsæg mellem lyst til harmonisering og erkendelse af mangfoldigheden.
EU's nuværende kulturprogram "Kultur 2000" udløber 2006 og vil blive erstattet af programmet Kultur 2007, som vil vare fra 1. januar 2007 til 31. december 2013. Det samlede budget for det 7-årige program er 408 mio € (godt 3 mia DKK). Det er en budgetstigning på ca. 25%. Programmet forventes endeligt vedtaget i løbet af 2006.
Pas på EU's image
Forud for vedtagelsen af det nye program ligger kritik af Kultur 2000-programmet. De forskellige indsatser var for usammenhængende, hvilket resulterede i, at indsatsen "skadede EU's image", blandt andet fordi befolkningerne ikke fik kendskab til EU's store kulturarbejde. Det er således et selvstændigt mål for EU-kommissionen, at Kultur 2007 skal styrke EU's image. Kultur 2007 er et rammeprogram og er ikke længere bundet til bestemte kulturfelter (eksempelvis kulturarv i Kultur 2000).
Kultur 2007 sætter som mål:
tværnational mobilitet for kunstnere og andre i kultursektoren
udbredelse af kunst på tværs af landegrænserne
såkaldt interkulturel dialog i Europa
Alle projekter skal opfylde mindst to af målene.
Faste samarbejdsmetoder
Kultur 2007 vil støtte gennem forskellige fast definerede metoder:
Samarbejdsgrupper (mindst 6 samarbejdspartnere fra mindst 6 lande). Disse samarbejder kan få støtte i op til 5 år (36% af budgettet).
Samarbejdsaktioner (mindst 4 samarbejdspartnere fra mindst 3 lande). Disse projekter får højst støtte i 1 år (24% af budgettet).
Særlige aktioner, eksempelvis "Europæisk Kulturhovedstad", prisuddelinger og EU-kultureksport (17% af budgettet).
Støtte til EU samarbejdsorganisationer, organisationer der optræder som ambassadører for europæisk kultur samt mindesmærker for kz-lejre (10% af budgettet).
Analyser af og informationer om kulturpolitik i EU-landene (5% af budgettet).
Et element i analyse- og informationsdelen er etablering af EU-kulturformidlingskontorer. Blandt kravene til disse kontorer er, at de "skal varetage opgaverne korrekt og undgå enhver interessekonflikt". Ud fra EU's forskellighed kan dette være forståeligt. Ud fra dansk kulturpoltisk praksis må man sige, at vi oftest er interesseret i medarbejdere som faktisk har interesser i sagerne, men som alligevel kan rådgive neutralt og sagligt. EU's kultursamarbejde er stadig præget af en vis mistænksomhed.
Der er ikke nogen bindinger for hvilke typer organisationer og virksomheder som kan være med i projekterne. Programmet er også mere åbent for at samarbejdspartnerne kan være fra lande uden for EU, især de lande EU har aftaler med.
Det er hensigten at bureaukratiet omkring deltagelse i programmet skal gøres lettere. Man vil både forenkle ansøgninger og stille mindre regide regnskabskrav (det er dog fortsat et udtrykkeligt krav i EU-parlamentets beslutning, at der skal "træffes de nødvendige foranstaltninger for at forebygge uregelmæssigheder og svig" - tilsvarende formuleringer kender vi ikke fra dansk tilskudspraksis).
Kultur 2007 skal evalueres i 2015. Læs Kultur 2007.
Søndag Aften 10/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.