|
UNESCO's World Heritage List kan være med til at redde værdifulde natur- og kulturområder, men der er mange forhindringer for en udnævnelse, både politiske og faglige. Og så kan lokale indbyggere også modsætte sig.
I begyndelsen af 2006 vil Kulturministeriet fremlægge en kanon for en række kulturområder, deriblandt arkitekturen. Men kan man overhovedet fremlægge en sådan "facitliste", for hvad der er det væsentligste inden for arkitekturen - som stærke røster har fremført i den offentlige debat.
I FN har man de sidste 30 år ikke været i tvivl om, at det kan man! UNESC0 vedtog nemlig allerede i 1972 en konvention om at udarbejde den såkaldte World Heritage List, verdensarv-listen. Og siden 1978 har man udnævnt bygninger, lokaliteter, genstande, naturområder og kulturlandskaber som en del af Verdens umistelige kultur- og naturarv. 812 navne er det hidtil blevet til, og ved 30-års-jubilæet for konventionen vedtog UNESCO at flerdoble indsatsen for verdensarven, men på lidt andre måder end hidtil. Dels vil man skaffe flere penge til bevaring af verdensarv i fattige lande (gennem partnerskaber med fx private fonde), dels vil man netop i de fattige lande sikre en balance mellem bevaring og økonomisk udvikling.
Få danske emner
Det sidste hensyn behøver et land nu ikke være fattig for at kræve. I årevis har de tre lande, som omfattes af Vadehavet (Danmark, Tyskland og Nederlandene) arbejdet for, at dette natur- og kulturområde skal blive verdensarv. Men i Danmark siger de lokale nej til, at også kulturområdet (dvs. landbrugsarealerne) skal overgå til verdensarv - og dermed pålægges restriktioner for udnyttelsen. Det er i hvert fald sådan de lokale landmænd hidtil har frygtet, og på den seneste ministerkonference om Vadehavet erklærede de danske repræsentanter, at Danmark ikke aktuelt kan arbejde for at Vadehavet bliver verdensarv.
De to andre lande vedtog 3. november følgende erklæring: "Tyskland og Nederlandene vil nu påbegynde forberedelsen af indstillingen af en væsentlig del af Vadehavet i de sydlige og centrale dele".
Danmark tilsluttede sig verdensarv-konventionen i 1979, og har siden haft meget svært ved at få navne optaget på listen. Faktisk er det kun blevet til ét grønlandsk og tre danske navne, og på "kandidatlisten" (the tentative list) står ud over Vadehavet kun kvarteret Frederiksstaden i København, Christiansfeld, samt to grønlandske områder.
Man har nu heller ikke været særlig ambitiøs med ansøgninger fra dansk side, og det har flere årsager: Den eksisterende natur- og bygningsbeskyttende lovgivning, faglige og politiske uenigheder om World Heritage, samt et lidt tilfældigt valg af emner. Fx har der i flere år været en vis mæthed i UNESCO af kirker. Alligevel ønskede Danmark at få Roskilde Domkirke på listen - og fik det i 1995, selvom man skulle mene kirken var godt nok beskyttet.
Vestlige bevaringsbegreber
Danmark har en forholdsvis omfattende plan-, natur- og bevaringslovgivning med bl.a. faglige og demokratiske høringsprocedurer - noget ukendt i mange fattige lande, hvor UNESCO's liste kan være med til at beskytte historiske områder mod total ødelæggelse, fx store dele af Kathmandu som trues af nybyggeri. At komme på listen kan derfor bidrage til at sætte fokus på enestående kulturlandskaber, som er under ødelæggelse, som fx terrasserede rismarker i Filippinerne.
Men hvad skal de bevares som? Det er især her, der er faglig uenighed. Faren er nemlig, at et område fastfryses i en fortidig dyrkningsmetode, at det bliver et frilandsmuseum uden udviklingsmuligheder.
Den faglige uenighed går også på, at, at UNESCO's liste stadfæster vestlige kultur- og bevaringsbegreber globalt, og at man får skabt et fastfrosset tidsbillede af noget der var engang - sådan som Kronborg.
I slutningen af 1990'erne havde Danmark indstillet slottet til listen, men omgivelserne med det nedlagte skibsværft levede ikke op til UNESCO's krav om "historisk korrekthed". Da myndighederne lovede at fjerne skibsværftsbygningerne, kom Kronborg på listen. Men dermed forsvandt en væsentlig side af Helsingørs historie til fordel for den græsplæne, der er blevet det hidtidige resultat af nedrivningen.
Den faglige uenighed går også på, om det at komme på listen kan medvirke til at spolere området. I den kraftigt stigende kulturturisme er World Heritage-områder blevet en kanon, og hidtil upåagtede områder invaderes af globale rejsende.
Da gravområdet i Jelling som første danske lokalitet kom med på listen i 1994, var området allerede under en stærk bevarende indsats, bl.a. gennem statslige grundopkøb. Som en konsekvens af den nye status steg besøgstallet allerede sommeren efter med 10 procentpoint til 150.000 turister årligt.
Betydningen af faglig enighed
Den faglige enighed er vigtig, fordi vejen frem til udnævnelse er lang og kringlet. Officielt er det Kulturarvstyrelsen, som sender en indstilling til UNESCO, men det gør den i samarbejde med den danske lokalkomité af ICOMOS, den internationale organisation til bevaring af monumenter og arkitektur.
Efter indstilling til UNESCO sagsbehandling vil uafhængige fagfolk vurdere forslaget, og her betyder den faglige debat igen en del.
I den danske ICOMOS-komité har man bl.a. diskuteret det rimelige i, at halvdelen af listens navne ligger i Europa og USA. Mange mener, man burde bruge verdensarven på den fattige del af verden, hvor en stor del af natur- og kulturarven er ubeskyttet.
Det opløftende ved de nye kandidater til den danske liste er derfor, at de er helheder, ikke enkeltbygninger. Historiske huse i Danmark er i vidt omfang beskyttet gennem fredning. I alt er der fredet ca. 9.000 bygninger, fordi de har en national værdi, mens ca. 300.000 bygninger er vurderet som bevaringsværdige, fordi de har en regional og lokal betydning.
Flertallet af disse bygninger ligger som enkeltelementer i et samlet byområde, som samlet set kan udgøre en historisk og arkitektonisk helhed, som fx Frederiksstaden, eller de ligger i historiske bykerner, som fx Christiansfeld.
Forpligte til samarbejde
Her kunne en optagelse som på verdensarv-listen faktisk have sin berettigelse, fordi det ville forpligte myndighederne til at tage hensyn til arkitektoniske og kulturmæssige helheder - hvad de har det svært ved i dag, hvor Frederiksstaden har været stærkt presset af byggerier fra A.P. Møller-rederiet og fra Møller-fonden.
En helhedsbetragtning ligger i dag så spredt på mange myndigheder, at en international udnævnelse kunne forpligte til samarbejde.
I Tyskland har man satset på, at hele byområder blev optaget på listen, fx de historiske bycentre i Lübeck, Stralsund, Weimar og Wismar, netop for få en helhedsbetragtning på både bevaring og udvikling.
Den nuværende danske regering har dog hidtil udtalt sig meget valent omkring brugen af UNESCO's natur- og kulturarv, og det kan forhindre, at kontroversielle områder bliver indstillet - som fx Vadehavet. I stedet kunne man tage udfordringen op, og formulere hvordan verdensarven kan bruges også af de lokale.
Søndag Aften 11/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
