Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2005
Venstre bryder konsensus
Kulturpolitisk oplæg fra partiet Venstre åbner for kulturpolitiske debatter i en tid, hvor alle ellers går rundt og er enige.
CulturCommentar:
I VK-regeringens første leveår var de kulturpolitiske skillelinjer tydelige. Men siden har det ofte været svært at se forskellen mellem regeringen og oppositionen. Det ses måske tydeligst af, at dette års mest budgettunge kulturpolitiske beslutning, om gratis entre til en række museer, kunne samle hele Folketinget. Regeringen overgik endda Socialdemokratiet i udgiftssatsningen.
Venstres debatoplæg Det kulturelle potentiale - kreativitet, vækst og udvikling, bryder på en række områder med denne kulturpolitiske konsensus. I oplægget fremlægges en række forslag, som kun kan tvinge den konservative kulturminister til en defensiv position, som forsvarer af det bestående.
Livsvarige ydelser
Venstres forslag om omprioritering af de livsvarige ydelser, så der bruges færre penge på hæder til anerkendte kunstnere og bruges flere til øget talentstøtte og arbejdslegater har næppe store chancer for at realiseres. Forslaget vil møde alt for stor modstand fra de kunstneriske organisationer.
En tilsvarende tanke blev fremlagt i bogen "Kunst - Økonomisk set" (Gyldendal 1999), hvor de økonomiske beregninger viste, at kun en mindre del af pengene til livsvarige ydelser kom retur i form af øget kunstproduktion eller - omsætning. Bogens tanker fik ikke nogen blid medfart i kunstdebatten.
Politisk set er det interessante dog, at Venstre hermed får sat sig i front, som det parti der for alvor ønsker at sikre kunstnerisk fornyelse og ikke blot fremstå som borgerligt-konservative traditionalister.
Filmaftalen
Det andet kontroversielle forslag fra Venstre er at omprioritere filmpengene, så flere film bliver selvbærende og nogle af pengene flyttes til tilsvarende indsats for musik, arkitektur eller design. Venstre henviser bl.a. til en vurdering fra Filminstituttet om at det vil være muligt at hente omkring 150 mio. gennem private sponsorater, hvis fradragsmulighederne forbedres.
Det er et forslag, som har givet Venstres kulturoplæg mange hug i pressen. Først og fremmest fordi der er etableret en bundsolid politisk opbakning til dansk film. Det er dog bemærkelsesværdigt, at det nærmest kun er Venstre som vover at formulere filmpolitiske holdninger der indeholder andet og mere end at den nuværende filmaftale skal forlænges. Alle andre partier er tilfredse og holder sig forbavsende langt væk fra at stille krav endsige at fremstamme ønsker til den danske filmpolitik.
Venstres finansieringsmodel bygger på positive forventninger ved forbedrede fradragsmuligheder ved kultursponsorater. Belært af erfaringerne fra VK-regeringens tilsvarende initiativer for billedkunst, er der ikke ligefrem grund til at tro, at der ligger forjættede økonomiske muligheder i dette. Der er en tendens til at de politiske partier nærer for stor tiltro til mulighederne for private penge i kultursektoren.
Den økonomiske model for Biblioteksloven bygger på tilsvarende overvurdering af private penge. Der kan være en god politisk pointe i at sætte store mål for institutionernes sponsorarbejde for at skabe øget dynamik og større samspil med private. Men det er oplagt, at erfaringerne giver institutionerne rigtig god grund for at betakke sig for at få pengene trukket på forhånd.
Derimod kan der være rigtigt god grund til at diskutere fradragsmuligheder for kultursponsorater - ud fra rent skattemoralske årsager. Der er - især i Socialdemokratiet - en klassisk forestilling om, at virksomhedsdirektører blot vil anvende kultursponsorater for at købe et kunstværk af ægtefællen. Der er så at sige en negativ forhåndsforventning til anvendelsen af penge til kultursponsorater. Hvorimod virksomhederne har langt friere muligheder for pengeanvendelse til alt muligt andet. Denne forskelsbehandling er værd at diskutere politisk.
