Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Januar 2006


INDEX:2005 i den globale oplevelsesøkonomi


Designbegivenheden INDEX:2005 har været så stor en succes, at man gentager arrangementet allerede i 2007 mod planlagt hvert fjerde år.

Er INDEX:2005 blot en organisation, der har formået at rejse offentlige og private midler til de prisoverrækkelser, som florerer inden for designområdet? Eller har INDEX:2005 vist vejen til, hvordan Danmark kan klare sig i en globaliseret verden ved at opdyrke et særligt innovativt designbegreb? (se Søndag Aften arkiv).

Meningerne i designverdenen og i medierne er delte, og der er især 5 meninger, der markerer sig:

  1. INDEX:2005 har udvidet designbegrebet.
  2. Det er sket på bekostning af design som formgivning.
  3. Initiativet var fremragende, det kom blot for sent i forhold til hvad der sket andre steder i verden!
  4. Der er gået inflation i prisoverrækkelser.
  5. INDEX:2005 fik gjort design til en dansk event i international klasse.

Det udvidede designbegreb

INDEX:2005 omfattede bl.a. uddeling af designpriser, en omfattende gadeudstilling af de nominerede objekter og et såkaldt Views-topmøde, hvor kreative ledere fra udlandet var med til at udvikle nye ideer til at forbedre livet, og i den internationale designverden var der ros for at så mange spændende og alternative projekter kom på banen.

INDEX:2005 mener selv, at København og Danmark har mulighed for at blive et "verdenscenter for humant design, der forbedre livet for mennesker og dermed gøre en forskel i skabelsen af vores alle sammens fremtid." Og man lagde vægt på at lære danske designere, at man i udlandet er langt mere globalt orienteret, har internationale netværk og i langt højere grad indgår samarbejde med andre faggrupper, ligesom designerne indgår i samarbejder om administrative systemer, fx et australsk skattesystem. Desuden har man lagt vægt på, at design skal være ressourcebevidst, og dette tiltalte mange aviser, som fx Berlingske Tidende: "Designeren kan ikke frelse verden, men han eller hun kan gøre den til et bedre sted at være." Og avisen pointerede, at de deltagende designere generelt forholdt sig til verdens problemer og kom med praktiske forslag til at afhjælpe dem.

INDEX:2005 gjorde også meget ud af at fx netværk er lige så vigtige som produkter, noget den opsplittede danske designerstand kan lære meget af.

På bekostning af formgivningen

Flere designere og kunsthistorikere har dog kritiseret INDEX:2005 for at glemme det, danske designere rent faktisk er gode til: formgivning. Og at de ikke har kompetence til at designe et skattesystem - som nu det omtalte australske. Fra Kunstindustrimuseet lød det bl.a.: "Når man opgiver den fysiske form, ryger man væk fra de danske designeres spidskompetencer."

Fra Center for Designforskning lød kritikken bl.a., at sugerøret LifeStraw som både blev jury- og publikumsvinder manglede "... en interessant udformning, for det er jo det afgørende ved design, at der også er skabt en form."

Dagbladet Information erklærede ligeud, at sugerøret mest af alt ligner en tube tandpasta, og at det at være designer var mere end at være opfinder og socialarbejder. "En designer er af natur også formgiver, og hvis ikke de kommende dages Views-konference formår at genindsætte formgivningen som del af problemløsningen og metierens mirakel, bliver Index:2005 et tilbageskridt snarere end en begrebsudvidelse." (Se resultatet af konferencen her).

Inflation i designpriser

Flagskibet for INDEX:2005 var uddelingen af de 5 designpriser på hver 100.000 €. Men INDEX:2005 er i skarp konkurrence med store kommercielle begivenheder med tilhørende priser, og her er et budget på 30-40 mio. kr. ikke nok til at konkurrere med prisoverrækkelser som Red Dot Award med 1850 tilmeldte produkter og omkring 450 vindere. Eller iF Product Design Award med 1200 nominerede produkter og 700 vindere.

Ved flere internationale prisuddelinger betaler store designfirmaerne for at få deres produkter nomineret, og det strider jo mod ånden i INDEX:2005.

I Danmark har der også været en række designpriser, bl.a. Dansk Innovations- og Designpris 2005, hvor mange af de nominerede produkter lignede dem fra INDEX:2005, bl.a. vinderen: Et elektronisk stetoskop der giver helt nye muligheder i diagnose af lunger og hjerte.

Fint initiativ, men for sent

INDEX:2005 har ambitioner om, at København bliver verdens designhovedstad. Men den målsætning blev også formuleret i andre byer, bl.a. Stockholm, og der har også været designfestivaler i Lissabon, Istanbul, Helsinki og London. For som det internationale designmagasin Icon påpeger: "Designhovedstæder og festivaler er en populær idé i den kreative, globale økonomi."

Hvis København skal konkurrere på det marked, skal både designbranchen og myndighederne nok samle større kræfter end det skete i Designår 2005.

Design som event

INDEX:2005 fik en imponerende presseomtale af sine begivenheder, og man fik efter eget udsagn knap 170.000 besøgende til udstillingerne rundt om på Københavns centrale pladser, noget de færreste udstillinger i Danmark kan samle. Udstillingerne var ganske vist gratis, og de var lette at gå til så at sige, men de skabte en stor interesse, som også viste sig ved den medfølgende publikumsinteresse på 3.100 deltagere i publikumskonkurrencen om bedste design.

Danmarks muligheder på det globale marked er genstand for en lang række undersøgelser og forskningsprojekter, bl.a. på Copenhagen Business School (CBS) hvor man forsker i den danske oplevelsesøkonomi. På CBS vurderer man, at Danmark har gode vækstpotentialer i oplevelsesøkonomien, herunder den der hører sammen med design. Man kalder det ligefrem for "oplevelsesprodukter", og her har INDEX:2005 jo givet et praktisk forslag til efterfølgelse.

Læs også:
Designår 2005 uden officiel substans

Søndag Aften 01/2006

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2007 Søndag Aften. All rights reserved.