Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Februar 2006


Mailmeldinger om en canon


Ka' man canonisere nutidens kunst? Det var spørgsmålet til 7 digitale kunstkendere. Svarene var langt fra entydige, de afspejler netop den tvivl på kategoriseringer, der præger den aktuelle kunstdebat.

Vi vil lave en digital canon. Med 12 væsentlige digitalt funderede værker. Og ja, der er masser af god grund til at diskutere grænser og definitioner. Alle kunstretninger skal kunne repræsenteres. Og når legoklodser og fingerplan officielt kan kanoniseres, så er definitionen bred. Kan sprog og maskiner kanoniseres? Kan tanker? Og da den digitale verden er global, sætter vi ikke snævre nationale grænser.

Vi sætter heller ikke formelle krav til din evt. lyst til at være med. Du kan nævne 1 eller op til 12 værker. Du kan blot nævne værkerne, men selvfølgelig vil vi helst have en begrundelse. Vi lever af og med links, så gerne masser af links.

Du kan protestere mod denne kanonisering af nuet - eller andre former for kanoner. Det der ville have været spændende i vores oprindelige tanke om et offentligt debatforum var netop at bruge selve den digitale teknologis muligheder til at åbne for de mulige og umulige diskussioner om kriterier. Så uenigheder og forskellige tilgange til den digitale canon er nærmest en forudsætning. Og vi vil gerne udstille disse uenigheder.


Sådan lød invitationen. Undervejs dukkede mangfoldige synspunkter op. Her er et udpluk fra mailmeldingerne.

Godt udspil! Jeg vil gerne medvirke. Omfanget afhænger lidt af, hvad jeg når i næste eksamensbefængte uge, men noget skal jeg nok nå! I hvert fald har jeg allerede noget på netkunst, som sikkert kan bruges - andre genrer må jeg lige tænke over...(SP)

Glimrende ide - jeg vil meget gerne være med til at komme op med en ikke-kanon for digitale værker. Det skal blive interessant at se hvad vi kan finde frem - ihvertfald inden for den danske digitale litteratur (digital poesi undtaget, den trives heldigvis langt bedre :)) er der jo desværre ikke meget at vælge mellem, og det har givetvis noget med produktionsbetingelser, status m.v. at gøre, så der er jo en diskussion i sig selv...(LK)

Hov!

Hov,
Der står da ikke “danske”? Gør der,? (LQ)

Jeg læser det således at vi taler om en international kanon - selvf. gerne med dansk/nordisk islæt, hvis det er kvalificeret. Eller har jeg forstået det ret? (SP)

En ting mere. Computerspil - hvad gør vi med dem? Ekskluderer vi dem explicit (henviser dem til en anden kanon? Efter sigende var hitman lige ved at komme med i designkanonen, men kom ikke med fordi det var voldeligt...)? Jeg synes i hvert fald vi skal have 'kunstneriske' computerspil (art-games, evt. interaktive fiktioner) med, men hvis vi virkelig skal gå om bord i computerspil bør det nok enten være et andet udvalg (med al respekt) eller en supplering af udvalget? (SP)

tak for invitationen. Det er et supersympatisk at ville markere de digitale genrer under en håbløst museal kanondiskussion. Men... jeg synes på den anden side, at kanon ER en håbløs tilgang til kunst og litteratur, hvilke gode motiver, der end ligger bag. Det føles lidt for dobbelt at kritikere kanontankegangen og selv bygge én (taler bare for mig selv). Jeg må kort sagt desværre melde pas. Held og lykke med eksperimentet til jer andre! (CYF)

:o)

Glimrende, jeg er med. :o)
Som nævnt ved en tidligere lejlighed bør digital design i mine øjne også repræsenteres. Distinktionen mellem design og kunst på nettet er flydende, og jeg synes klart vi skal have websites med, der bevæger sig i grænselandet. Jeg kommer snart med nogle forslag.
Også god idé at have kunstnerisk orienterede computerspil med.

Mht. spørgsmålet om det nationale vs. det globale, så synes jeg, at i lyset af vores 'kanonudvalgs' sammensætning og det afsæt og den ramme, vi kommunikerer indenfor, lægger op til, at vi prioriterer primært dansk producerede 'værker'. Ellers synes jeg udvalget og målsætning med det her i udgangspunktet skulle have været anderledes formuleret. (IE)

Jeg synes jo det er så aldeles glimrende med disse uenigheder. Eksempelvis ligger Christians framelding nok ikke så fjernt fra, hvad andre måtte mene. Og netop frameldingen viser den sunde skepsis der skal være til sådanne kanoniseringer. (I parentes vil jeg dog tillade mig at gøre opmærksom på en væsentlig forskel i om det er moder Stat eller en mere eller mindre tilfældig gruppe mennesker, der udnævner værker til at have en vis vægt. Vores niveau er selvfølgelig mere seriøst end når en gruppe venner en sen nattetime skal nå frem til den ultimative liste over væsentlige Beatles-sange. Og alligevel så har dette listemageri den indre absurditet, at et værk kan have voldsom og rystende betydning for nogle - og andre er det bare ligegyldigt. Og det som er så fatalt med Kulturministeriets kanon-model er netop at man forsøger at hævde at der findes én sandhed.)
Design skal med, ja.
Det globale vs. det danske synes jeg er svært. I mit hoved har jeg tænkt globalt. Jeg kan sagtens stemmes ned. Men det kræver flere meldinger. Hvis det ender med en liste på et antal "værker", så er det svært at forestille sig, at der ikke er truffet et valg mellem dansk eller internationalt. I har jo hver jeres "felter" og indgangsvinkler. Og det er svært at se en liste med danske værker på nogle felter og internationale på andre felter.

Og stadig: jeg har det faktisk sådan at jeg klapper i hænderne for hver mulig uenighed. Det er praktisk bøvlet. Men det viser jo også det som var min helt oprindelige idé, nemlig at det skulle være et virtuelt debatforum - og at det kunne blive et lille "værk" i sig selv. Denne debatform giver ikke et værk, men vil dog vise flere brydninger, tror jeg, end det officielle billede. Og netop at kunsten rammer i brudfalder, at det er vigtigt at forsøge at forstå sin samtid gennem de kunstneriske nybrud og oprør. Den officielle kanon forsøger at give national tryghed i en utryg tid. Den aktuelle kunst giver næppe tryghed. (TA)

Samsø

Jeg er så absolut på en international og ikke på nogen måde national kanon. I så stor omfang at jeg ikke er sikker på at jeg overhovedet kan være med på en national. Apropos Cyf's udmelding synes jeg netop vi skal adskille os ved at være
- internationale
- nutidige
- ikke statsanerkendte
- kanonisere et ikke kanoniseret felt
På denne måde mener jeg vi adskiller os tilpas til Brians projekt. Med velberådet risiko for at vi skyder selve kanoniseringsprojektet i foden (eller det har de vel allerede gjort som Lars påviser i sin glimrende kronik...)(SP)

Også jeg er international, men med dansk slagside.
Mht kanon-problemet sagde jeg ja, fordi vi ikke er statsligt udpeget eller taler med statslig/ministeriel autoritet. Min bagvedliggende pointe i kronikken er, at siden enevælden har staten ikke kunnet afsige æstetiske domme. Staten er ikke en smagsinstans, og et hvilket som helst forsøg på at være det resulterer i – huller i foden.

Men at foreningen af danske ostehandlere udpeger en liste over de bedste danske oste (jeg går ind for Samsø), er der jo ikke principielt noget i vejen for. Ligesom at denne sammenrendte gruppe siger, at vi nu bedst kan li’ det og det. (LQ)

Man kan også lave to kategorier, det er svært at tænke nationalt når den digitale grænse kun er et klik væk, på den anden siden er vi i et dansk tidsskrift, skrevet på dansk, og hele ideen om kanon eller ikke kanon springer ud af bestemte parametre. I dette tilfælde de nationale. (AC)

Kan man?

Kan man som kanon-kritiker deltage i udvælgelsen af værker til en digital kanon? Efter min mening: Ja! Jeg sagde ja til at deltage i dette projekt, fordi vi ikke er statsligt udpeget eller taler med statslig/ministeriel autoritet. Siden enevælden har staten ikke kunnet afsige æstetiske domme. Staten er ikke en smagsinstans, og et hvilket som helst forsøg på at være det resulterer i – huller i foden.

Det var jo netop det, der gjorde livet surt for det pågældende kanon-projekt. Og derfor måtte stakkels Jørn Lund udføre hidtil usete akrobatiske diplomatøvelser, samtidig med at alle lod som om at de talte med egen stemme – og at det skam kun var forslag, der også kunne være anderledes osv. osv. Det var de indbyggede modsætninger, der talte...

Angående mine egne nomineringer kan jeg se, at jeg har peget på digitale, interaktive installationer. Det vil sige digitale værker, der udnytter samspillet mellem den fysiske og den digitale verden. Jeg ved ikke, om det er en tilfældighed, men sådan blev det. Og mon ikke man kan sige, at denne genre peger frem mod næste fase: ”Pervasive art”? Altså digital, interaktiv kunst, der udnytter, at vi ikke længere trækker verden ind i computeren (virtual reality), men smider computeren ud i verden for at berige den og spille sammen med den.(LQ)

Kan man lave en kanon inden for en kunstform, der stort set aldrig er sluppet ind på de danske kunstmuseer? En kunstform der ofte ser det som sit særkende, at undvige genrebegreber og kunstarternes spændetrøje, men som ofte gerne vil være både musik, performance, litteratur og billede på en gang og i nye blandinger?

Kold onsdag aften

Netop fordi det er et helt urimeligt overgreb, fordi tiden kalder på tilbageskuende kanoner og svaret burde være stilhed, og fordi den digitale kunst skriger til himlen mod et nationalt og konservativt kultursyn, vil jeg brække halsen på forsøget. Men også fordi den digitale kunst er for vigtig til at blive overhørt, og fordi det statsautoriserede nationale og konservative kultursyn må udfordres. Og jeg har ikke brugt halvanden år til overvejelser og diskussioner, så dette er i sandhed subjektivt, hvad jeg kom i tanke om og synes var fedt en kold onsdag aften i februar 2006.(SP)

Det er interessant at observere, at mange af jeres forslag peger på enkeltindividider, kunstnerkollektiver eller institutionaliserede installationer/forestillinger. Jeg er nok mere i tråd med Ada, hvad mine forslag angår, fordi jeg synes at noget af det interessante ved det digitale medie/den digitale teknologi jo er at den giver brugerne mulighederne for at være medskabende, eller måske endda helt overlader "auteur" rollen til dem. Der vil altid findes individer der forstår at bruge et medie (eller en digital teknologi) på en unik og ekstrem kreativ, provokerende, tankevækkende måde, og som er med til at flytte vores grænser for hvad der kan lade sig gøre med mediet, og de bør være en vigtig del af enhver "kanon" (eller anti-kanon). Men min oplevelser er, at jeg i stigende grad støder på "almindelige" mennesker, der bruger kombinationen af internettets sociale netværksmuligheder med et stykke software til at skabe udtryk og oplevelser, der også er "kunst". Jeg synes vi også bør gøre opmærksom på denne del af den digitale kultur, og på de forskellige former for software og udtryksgenrer, som normalt ikke bliver betragtet som "kunst" - for også at give vores "kanon" et stærkt twist af noget anti-kanonisk ;). (LK)

Der var en periode på flere år, hvor ny mediekunst nærmest var synonymt med videokunst - det er vi ved at komme over. I mellemtiden er videoen blevet digital og computeren er for flere kunstnere stille og roligt ved at blive endnu et medie i værktøjskassen. Vi har jo heller ingen museer kun for akrylmaleri i dag (men måske stadig nogle gallerier ;-). På længere sigt vil det vel kun være bibliotekarer og kunsthistorikere, der bekymrer sig om et værk er digitalt eller ej - for kunstnere og publikum må det vigtigste være værkets betydning. (KB)

Personerne er:
Ada Camara (AC)
Christian Yde Frostholm (CYF)
Ida Engholm (IE)
Kim Borreby (KB)
Lars Qvortrup (LQ)
Lisbeth Klastrup (LK)
Søren Pold (SP)
Tom Ahlberg (TA)


Det er flimrende. Det er forvirrende. Men det er ikek helt forudsigeligt. Værsgo' at gå ombord i (OBS: stor fil, kræver god båndbredde).

Læs også:
Fra datid til nutid

Søndag Aften 02/2006

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2007 Søndag Aften. All rights reserved.