Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2006
Efter liberaliseringen
De faste bogpriser faldt. Er tiden nu moden til at føre litteraturpolitik?
CulturCommentar:
Bogklubberne har mistet deres særstatus til at kunne sælge til frie priser før alle andre. Og der er sat en grænse for forlagenes andel af fastprisbøger. Men nok så meget: der er opnået konsensus om at Danmark er på vej væk fra faste bogpriser, sandsynligvis fra 2009-2010.
Til at følge udviklingen på bogpriserne har de politiske partier aftalt at der skal nedsættes et særligt udvalg. Dette udvalg bliver det tredje udvalg til at følge liberaliseringen af bogmarkedet. Først nedsatte Kulturministeriet det såkaldte Vaghundeudvalg, som aflagde rapport efteråret 2003, hvorefter der blev nedsat et nyt udvalg om bogpriser, som har aflagt rapport marts 2006. Og nu skal der altså nedsættes et tredje udvalg, som skal aflægge rapport i 2008/2009.
I 2003 forudsagde Søndag Aften (se Søndag Aften arkiv ): Uanset at man ved, at udvalget igen om 2 år vil sige, at man er blevet klogere, men gerne vil have endnu bedre statistisk belysning og til den tid et nyt organ til at følje udviklingen, hvorefter...
Endnu mere statistik
Vores forudsigelse holder stik:
Rapporten fra marts 2006 om bogmarkedet konkluderer, at "det nuværende datagrundlag om bøger og bogmarked er utilstrækkeligt". Rapportens sidste sætning og eneste understregede anbefaling er sågar, at "der tages skridt til at etablere en forbedret statistikproduktion om bøger og bogmarked".
Det politiske niveau gentager de gamle løsninger, man parkerer diskussionen i et nyt sagkyndigt udvalg.
Som Søndag Aften skrev i 2003: "Spørgsmålet er dog om yderligere statistik er kulturpolitisk relevant?". Det forrige Vagthundeudvalg konkluderede bl.a.:
"når der tales om de kulturpolitiske konsekvenser af en liberalisering, handler det imidlertid ofte om aspekter, som ikke kan læses ud af de eksisterende statistikker, om overhovedet ud af statistikker."
Det nu afgåede udvalg konkluderer:
"at det danske bogmarked ikke kan påvises at være væsentligt påvirket af den delvise liberalisering i 2001".
I de seneste år er en masse kræfter brugt på at hitte ud af statistikker, som alligevel ikke har kunnet fortælle noget til de politiske beslutningstagere.
Hvad med lidt litteraturpolitik?
Det ville være ønskeligt, hvis bogmarkedets aktører anerkendte, at den forudsagte orkan og medfølgende destruktion af det danske bogmarked ikke har fundet sted. Og at man i stedet tager fat på nødvendige litteraturpolitiske diskussioner. Og gerne at disse diskussioner kommer til at handle om andet end den utopiske forestilling om momsfritagelse for bøger - som altid kan samle bogfolket ved festlige lejligheder. Blandt de politiske partier møder forslaget om momsfritagelse kun opbakning hos SF og ind i mellem hos radikale talspersoner - noget de dog hurtigt tier med, når partiets leder viser sig.
Frie bogpriser eller ej: bestsellerismen er over os. Bøgernes kommercielle levetid bliver kortere. Kommercielle aktører samles, købes op og koncentreres. Ensidigheden i anglo-amerikansk import forstærkes. Danske forfattere uden kommerciel succes får stadig sværere ved at forblive på kommercielle vilkår.
Flere køber bøger
En glædelig udvikling man kan læse ud af Rapporten om det danske Bogmarked marts 2006 er, at andelen af befolkningen som aldrig køber en bog er faldet. I 2000-2001 var det omkring 48% af de voksne som ikke havde købt en bog indenfor det seneste år. I 2005 er dette reduceret til omkring 40%. Det er forbavsende, at tilhængerne af liberalisering ikke har jublet over denne ændring i borgernes bogvaner.
Tilsvarende tendens finder man i AKF's Kulturvaneundersøgelse fra 2004 (Se Søndag Aften arkiv), hvor andelen af voksne som aldrig læser en bog for skønlitteraturens vedkommende faldt fra 28% i 1998 til 24% i 2004 og for faglitteraturens vedkommende faldt andelen fra 35% i 1998 til 22% i 2004.
Hvor 40% af de voksne danskere aldrig køber en bog, er det tilsvarende tal i Norge 33%. Det ville være en værdig ambition for det danske bogmarked at fortsætte den positive tendens og nå ned på 30% i løbet af fem år.