|
EU's stort anlagte planer om et samlet digitalt bibliotek for alle EU-lande starter med at blive bremset af ophavsretslovgivning. Projektet risikerer at få et stort sort hul - uden de sidste 100 års litteratur.
Da EU-kommissionen i september 2005 vedtog programmet i2010 Digitale biblioteker, var forventningen, at kunne give onlineadgang til 6 millioner digitaliserede værker inden år 2010 (se Søndag Aften arkiv). I mellemtiden har man åbnet hjemmesiden theeuropeanlibrary.org, som beskriver formål, medvirkende biblioteker og planer.
Det europæiske digitale bibliotek er (selv om det ikke siges højt) det europæiske modsvar til Googles planer om at digitalisere millioner af bøger samlet på amerikanske universitetsbiblioteker. Med det europæiske initiativ vil man sikre, at også andre sprog end engelsk bliver repræsenteret på nettet og dermed at mangfoldigheden bliver væsentligt større. Det er hensigten at sikre et kvalitetsindhold, der er tilgængeligt for alle borgere. Indholdet stammer dels fra biblioteker, dels fra kulturinstitutioner, arkiver og videnskabelige centre.
Projektet forventer at have 31 medlemmer ud af Europarådets 45 medlemslande i løbet af 2007. Forud ligger dog et stort arbejde med at etablere fælles kriterier for udvælgelse, standarder og teknologisk arkitektur.
EU-kommissionen har sikret finansiering til opstart og digitalisering, derimod er den langsigtede finansiering endnu ikke på plads. Ligesom man skal sikre at de samme værker ikke digitaliseres af flere biblioteker. Det hollanske Kongelige Bibliotek i Haag er fysisk og juridisk center for samarbejdet. Allerede i 2008 skal der være adgang til 2 millioner værker.
De ulovlige stikord
Tre særlig formål er i første omgang i fokus:
- at sikre bevaring af værker,
- at digitalisere værker der i øvrigt ikke er tilgængelige (out-of-print),
- at tilgængeliggøre værker, hvor det er vanskeligt at finde ophavsretshavere.
Bevaring af værker kan siges at være væsentligt som en slags sikkerhedskopiering. Det er dog kun sjældent værker der er efterspørgsel efter, hvorfor nytteværdien af dette er begrænset.
Digitalisering af udgåede værker kan være med til at forlænge værkernes liv, men giver problemer, dels fordi "udgået" kan være svært at definere, dels fordi også forlag kan have interesse i en fremtidig digitalisering, uanset at værkerne ikke er tilgængelige i dag. Umiddelbart er der altså ikke økonomisk tab ved digitaliseringen, men forlag lever jo i høj grad af backlist-salg og har jo også investeret i rettigheder i forventning om langsigtede indtægter fra nogle værker. Man kan endda forestille sig at værker tilgængeliggjort gennem det digitale bibliotek genopdages og efterfølgende genudgives i traditionel bogform.
Tilgængeliggørelse af værker, hvor ophavsretsoplysninger er mangelfulde er et nyttigt perspektiv for biblioteker og offentlighed. Men vil naturligt give problemer i forhold til ophavsretslovgivning. For lovgivningen gælder alle værker, uanset hvilke oplysninger der er tilgængelige. I USA fører dette problem til overvejelser om lovgivningsændringer. I EU-landene kan man muligvis forestille sig lovgivning med licensbaserede løsninger.
Det grundlæggende ophavsretsspørgsmål for det samlede projekt er dog, at ophavsretsreglerne ikke giver nationale biblioteker adgang til at skanne bøger for at lægge disse ind i databaser. Der er end ikke adgang til at lægge stikord til de enkelte værker ind i databaser.
100 års karenstid
Det kan umiddelbart være svært at se det problematiske i, at borgere via nettet kunne lave stikordsbaserede søgninger (som man kender det fra Google) og ud fra søgesvarene se, hvilke bøger der havde relevant materiale - uden at man egentlig fik adgang til materialet. I virkeligheden vil det blot være online-reklame for offline-bøger. Det kan bibliotekerne ikke i dag. Det betyder, at de europæiske biblioteker kun har naturlig adgang til materiale som ikke længere er ophavsretsbeskyttet (70 år efter ophavsmandens død).
Et enkelt engelsk eksempel kan illustrere problemet: en 20-årig forfatter udgav i 1862 sit debutværk, han døde først i 1938. Derfor må hans værker først skannes efter 2009 - 147 år efter offentliggørelsen. Eksemplet er sjældent, men det vil være normen, at litteratur udgivet i det 20. århundrede er beskyttet, således at kun værker fra før år 1900 kan skannes. Da over 90% af efterspørgslen efter bøger angår bøger produceret indenfor det seneste tiår, vil nytteværdien af et europæisk digitalt bibliotek uden det sidste århundredes bøger være meget lille. Man risikerer et bibliotek med et sort hul af 100 års litteratur.
Bag det praktiske arbejde med Det digitale bibliotek står CENL (Sammenslutningen af europæiske nationalbiblioteker). Formanden for CENL, Elisabeth Niggemann fra Deutsche Nationalbibliothek, udtrykker stor ærgelse over, at man end ikke er i stand til at digitalisere og indeksere de mange millioner relevante bøger. Trods store ambitioner må EU i dag konstatere, at Sydkorea har digitaliseret flere bøger end alle EU-lande tilsammen.
Søndag Aften 10/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
