Kontinuitet i kunstrådet
Fremover skal kun halvdelen af Kunstrådets medlemmer udskiftes samtidig. Det er hovedindholdet i et lovforslag som har været til høring og som ventes fremsat senere i dette folketingsår. Forslaget begrundes med ønske om kontinuitet i Kunstrådets arbejde, således at der hele tiden er nogle medlemmer der kan videreføre hidtidige diskussioner og beslutninger.
Forslaget bryder afgørende med VK-regeringens grundlag fra 2001, hvori der står "For at sikre uafhængighed, kvalitet og fornyelse skal der sikres kontinuerlig udskiftning i udvalgene under Statens Kunstfond samt i andre råd og nævn, som bevilger penge til kulturformål"
Kultur beskæftiger 6 mio
En uafhængig rapport om kultursektorens økonomiske betydning i EU viser, at 5,8 mio er beskæftigede indenfor kultursektoren, dette svarer til 3,1% af de beskæftigede. Kultursektoren bidrager til BNP med 2,6% - mere end fødevaresektoren. Kultursektorens omsætning var i 2003 654 mia € - til sammenligning omsatte bilindustrien 271 mia €. Fra 1999 til 2003 var kultursektorens vækst 20% - eller 12% større end øvrige sektorer i EU-landene.
EU-indblanding i computerspil
Et kort kig på computerspillet The Rule of Rose var åbenbart nok for EUs kommissær for Retlige anliggender, frihed og sikkerhed, Franco Frattini. EU-kommissæren sendte straks et brev til samtlige 25 EU-lande, hvori han skriver at dette spil har chokeret ham for "its obsene cruelty and brutality", hvorefter han siger at EU-staterne skal gøre noget ved denne slags frygtelige glorificering af vold som sker gennem obskøne og perverse spil rettet mod unge i Europa.
EU-kommssæren var tilsyneladende ikke opmærksom på, at PEGI (Det fælles europæiske spil-samarbejde) allerede har bedømt spillet til kun at være egnet til over 16-årige. Og han var tilsyneladende heller ikke opmærksom på, at det er de enkelte medlemslande, som sætter standarder og etablerer relevant lovgivning.
Almindeligvis er der mange vagthunde til at sikre at EU-kommissionen overholder nærhedsprincippet og overlader lokale anliggender til de enkelte lande. I dette tilfælde har der ikke været en eneste dansk protest.
E-mail til Gud
Tusindvis af mennesker lægger hvert år en lille lap i en af revnerne på Grædemuren i Jerusalem - i håb om at få bønnerne hørt. Men ikke alle har mulighed for at smutte forbi Jerusalem. Som en service for alle disse har organisationen Aish HaTorah nu åbnet en særlig e-mail service. Fra hjemmesiden Aish.com kan man udfylde en simpel formular som sendes til forvalterne af Grædemuren. Et par gange om ugen printer man mails ud og placerer dem i mursprækkerne. På hjemmesiden er også en webcam, så man hele tiden kan følge de besøgende ved Grædemuren. Alle dage undtagen lørdag.
Grin af Hitler
| Det har åbenlyst ikke været muligt før nu, men til januar kommer den første tyske film, der gør grin med Adolf Hitler. Filmen Mein Führer af den jødiske instruktør Dani Levy beskriver Hitler som et narkovrag der starter krig for at hævne sin onde barndom. |
 |
Google og Yahoo i samarbejde med dagblade
Så skal vi snart ud af tanken om onlinegiganter som trusler mod dagblade. Først meddelte Google, at man havde indgået en annonceaftale med papirudgaverne af 50 dagblade. Få dage efter fulgte Yahoo! trop med en aftale med 150 dagblade. Hvis netgiganterne er en trussel, er det mod mediebureauerne, som hidtil har levet af mellemmandspositionen. Om kort tid går Google også ind for at sætte sig på radioreklamemarkedet. Væk med mellemmændene, ind med brugerstyring, individuelle valgmuligheder og Googles matematikere. Google følger effektivt et mål: pengene.
At sammenligne kort
Google Earth har blandt mange sat sig som selve varemærket på nye korttjenester på nettet. Prøv i stedet at lægge et bookmark ind på Flashearth.com, som er en korttjeneste som kombinerer 8 forskellige kort (deriblandt Google Earth). Og mange af de steder, hvor Google Earth ikke er detaljeret, træder de andre kort hjælpende til.
Søndag Aften
12/2006
Må gerne kopieres
eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.