Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2007
Mangfoldighed som mål
Mangfoldighed skal være et kulturpolitisk mål. Alle kulturpolitiske aktører skal forpligtes, både i holdning og økonomisk handling, foreslår rapport til Kunstrådet.
Begrebet "kulturel mangfoldighed" skal sættes på den kulturpolitiske dagsorden. Og med vægt. Den er den ultrakorte konklusion på rapporten Kulturel mangfoldighed udarbejdet af Trevor Davis til Kunstrådet. Trevor Davis har erfaringer som leder af bl.a. Århus Festuge, Kulturby 96, Københavns Internationale Teater samt senest Salisbury Festival.
Rapporten sammenligner erfaringer og udvikling i fire lande:
Norge, Sverige, England og Danmark. Ud fra en sekstrinsskala
vurderes England, Norge og Sverige til at være på trin 4-5,
hvorimod Danmark er langt agterud på trin 2. Den samlede danske
indsats er 15-20 år bagud i forhold til Sverige og Norge.
Siden regeringsskiftet i 2001 har den danske kulturpolitik
på dette område stagneret ifølge rapporten. Det skyldes blandt
andet nedlæggelsen af den daværende udviklingsfond, som havde
det multikulturelle som fokusfelt, og Kulturministerens prioritering
af på den ene side det internationale (forstået som eksport)
og på den anden det nationale (forstået som det etnisk
danske).
Kunstens rollemodeller
Der er en del gode danske rollemodeller. Rapporten nævner eksempelvis Betty Nansen
Teatret, Taastrup Teater, Brændstof, Images festivaler, folkebibliotekerne
og verdensmusikscenen. Det der mangler er samlede strategiske
greb, opsamling af viden og hjælpende ressourcer. Rapporten
efterlyser positiv særbehandling og et egentligt bevidsthedsskred
i den kulturpolitiske dagsorden.
Mangfoldighed er kvalitet
Den kulturelle mangfoldighed forstås i rapporten som en flerhed af strategier, som handler om åbenhed for mange kulturelle udtryk og mange kulturelle aktører. Mangfoldigheden handler langt fra kun om etnicitet, men det handler det også om. Man kan givetvis strides længe om definitioner, rapporten bruger i stedet en model fra Institut for Kulturpolitiske Studier, hvor man definerer tre multikulturelle relationer: 1) monokultur, hvor institutioner eksempelvis søger et bredere sammensat publikum, 2) multikultur, hvor aktiviteter er etnisk baseret samt 3) hybridkultur, hvor kunst og kunstarter blandes på kryds og tværs i nye udtryksformer.
En almindelig kritisk vinkel til det multikulturelle synspunkt
vil være, at "multi" ikke i sig selv giver kvalitet, og at
kunstinstitutionernes primære opgave er at støtte kvalitet.
Rapporten argumenterer grundigt og overbevisende for, at dette
er en falsk modsætning. "Variation" kan i sig selv være en
kvalitet i den offentlige støtte, det er derfor, at offentlige
kunststøttepuljer tildeles et antal forskellige modtagere.
Et eksempel på dette kunne være integrationen af dansk rockmusik
i den statslige støttepolitik. Rockmusikken levede ikke op
til de kvalitetskrav man traditionelt stillede, men viste
sig at have en værdi og kvalitet i sig selv, som gjorde den
støtteværdig. Det er faktisk ikke mere end femten år siden,
at der stadig blev rynket på næsen af støtte til denne musik.
I dag er den almindelige opfattelse af musik, at mange genrer
har egne kvaliteter. Et tilsvarende eksempel nævnes ud fra
den moderne dans, som er udviklet i opposition til det offentlige
støttesystem og i høj grad præget af indvandreres høje kunstneriske
ambitionsniveau.
En plan med mange facetter
Rapporten til Kunstrådet indeholder en lang række anbefalinger om at sætte initiativer
i gang, der kan fremme den multikulturelle tænkning. Det gennemgående
er et ønske om anerkendelse af en multikulturel strategi som
central for fremtidens kulturpolitik blandt alle centrale
aktører. Dernæst at man sætter handling bag en sådan anerkendelse
ved at bruge mange forskellige redskaber, hvori nogle af stikordene
kan være netværk, tværgående, synliggørelse, kompetencer,
dialog og debat, mange indgange samt vidensopsamling og -deling.
Rapporten stiller en række konkrete forslag til det kommende Kunstråd:
kulturel mangfoldighed skal gøres til egentligt satsningsområde
Kunststyrelsen skal etablere en intern tværgående enhed til at arbejde med kulturel mangfoldighed
Kunstrådet skal afsætte en særlig pulje til formålet, mindst 15 mio. kr. over de næste 4 år
de enkelte fagudvalg forpligtes til at arbejde konkret med mangfoldighed, eksempelvis gennem krav om at mindst 5% af midlerne skal bruges til formålet
krav om mangfoldighed indarbejdes i kontrakter og aftaler
med kulturinstitutioner
Desuden indeholder rapporten en række forslag til, hvordan Kulturministeriet kan
påtage sig den nødvendige, helt centrale rolle i sat definere
rammerne for en mere mangfoldig kulturpolitik. Dette kan bl.a.
ske ved at udarbejde handlingsplaner, iværksætte kompetenceprogrammer,
stille krav i kulturaftaler samt støtte med penge.
Rapporten beskriver udviklingsmuligheder og potentiale indenfor
de fleste kulturpolitiske felter. Selv om rapportens perspektiv
er at brede satsningen ud i alle afkroge af dansk kulturliv,
påpeges, at der vil være behov for et samlet center, i rapporten
illustreret som en vision om et Verdens Kulturhus i Danmark.
