Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2007
Mangfoldighed på EUsk
EU har udnævnt 2008 til "europæisk år for interkulturel dialog". Men EU's perspektiv handler mest af alt om EU.
På den internationale scene er mangfoldighed ved at blive et plusord. UNESCO's konvention om kulturel mangfoldighed er et centralt dokument. Mange lande arbejder officielt med området. Og også EU ser mangfoldigheden som et satsningsområde.
EU-kommissionen har besluttet, at 2008 skal være europæisk
år for interkulturel dialog. Det skyldes i det væsentlige
et ønske om at sikre bedre integration blandt borgere i EU.
Man ser et sådant år som "et enestående middel til at bevidstgøre
borgerne og især de unge om det valgte tema". Målene for året
er at skabe dialog, så vi alle ved mere om hinanden, og at
vi skal forstå betydningen af at være aktive samfundsborgere
og åbne overfor omverden.
Visionen er et logo
EU afsætter 10 mio. Euro til formålet. Det svarer til ca. 15 øre pr. borger i Fællesskabet. Pengene skal bruges til tre forskellige formål:
en oplysnings- og pr-kampagne for målene med det europæiske år. Et logo nævnes som et vigtigt krav. Halvdelen af pengene skal bruges til dette formål.
støtte til fællesskabsbegivenheder. Det kan eksempelvis være festivaler eller
fælles sportsbegivenheder, hvor man især forventer at
kunne nå de yngre borgere.
støtte til nationale aktiviteter med en udpræget europæisk dimension.
EU vil altså først og fremmest fortælle om sine mål. Dernæst støtte nogle europæiske
sportsbegivenheder og også nogle nationale aktiviteter, hvor
man tænker EU ind. EUs interkulturelle dialog handler åbenlyst
mest om at viderebringe EUs monolog om, hvor fælles vi alle
er i fællesskabet.
Overskrifter som dialog, fællesskab og åbenhed er vanskelige at argumentere imod. Det kan også godt være, at nogle vil kunne bruge EUs "satsning" som løftestang. Og der kommer muligvis drilagtige oppositionsspørgsmål til ministeren om, hvad han agter at gøre i anledning af...
Nogle burde i tide have genfortalt et velkendt HC Andersen eventyr: Jamen, han har jo ikke noget tøj på.