Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2007
Et museum for verdens mangfoldighed
Kan man politisk beslutte sig for et museum
og få andet end kedsommelighed ud af det? Ja, Göteborgs
Verdenskulturmuseum er et bevis på et moderne, udtryksfuldt
og ... politisk korrekt museum.
Tanken om et Verdenskulturmuseum
i Göteborg kan lyde som en idé undfanget en dårlig dag på
et socialdemokratisk regeringsmøde. Og sådan er historien
muligvis også.
Ikke desto mindre er det med dette åh så
politisk korrekt tænkte museum lykkedes at skabe et museum,
der i sjælden grad vækker følelser og gennem overraskende
formidling fæstner sig på nethinden.
Udefra er museet trist at se på. På en hovedfærdselsåre i
Göteborg, tæt på et virvar af sporvogne og busser og som næsten
nabo til det store messecenter ligger en lidt skæv og lidt
grim betonklods, som svæver lidt oppe i luften. Selvfølgelig er der store glaspartier på klodsen, men de vender ind mod den bagvedliggende park. Klodsen giver
ingen løfter.
Og straks indenfor forvirres man, fordi det bare handler om
at vælge etage, og dermed om at vælge hvilket univers du vil
træde ind i. Der er fem gallerier at vælge mellem. Udstillingerne
skifter, lige nu en udstilling med "stemmer fra Afrika", en
udstilling om Orinocofloden i Sydamerika, en udstilling af
New York-kunstneren Fred Wilson, som viser genstande i overraskende
vinkler som skæve gulve, ituslåede krukker m.v., samt en udstilling
om trafficking, altså menneskehandel.
Det roder
Udstillingerne er meget forskellige i design og virkemidler.
Fælles er dog, at man sanser. Ting lugter, lyder, føles. Man
rører ved genstandene. Og der er hele tiden lyde i baggrunden.
Det er ikke nemt at finde rundt, for "det roder". Udstillingerne
er bygget op, så man går efter fornemmelsen ikke efter arkitekturen.
Man bliver nysgerrig, ser noget mystisk.
Læg dig i hængekøjen
Bag næste hjørne
er der en kæmpeplakat af en dreng. I loftet hænger en skjorte. Pludselig bliver der helt stille, men en trommelyd i den anden
ende af galleriet trækker i dig. Pigtråden (Trafficking),
som kan holde en fanget, er rigtig og gør ondt. Især hvis
man også læser om de kvinder og børn, som slides i stykker.
Orinocoflodens oprindelige folk boede i regnskoven, som du
kan gå rundt i. Eller sætte dig i en kano. Men allerbedst
bare lytte til fortællingerne om de myter, der har overlevet
generation efter generation. Fortællinger der bedst høres
i hængekøjerne under Venezuelas stjernehimmel.
Verdenskulturmuseet har så tydeligt en idé at leve op til. Den kunne være skrevet af UNESCO. Ideen går ud fra vores samvittighed: vi skal tænke på de fattige, vi skal have respekt for de oprindelige folk, vi skal ville globalisering.
Museet er dog mere moderne end som så. Der er masser af teknologi.
Der er en omfattende hjemmeside. Først og fremmest arbejdes
der med at røre vore følelser. Nogle vil synes, at det er
for meget, at man ikke vil involveres.
I Danmark har vi næppe
haft udstillinger af tilsvarende karakter siden Nationalmuseets
Bredeudstillinger. Men Verdenskulturmuseet provokerer mere
og serverer i mindre grad færdige løsninger.
Det er sådan set glimrende public service.
Verdenskulturmuseet åbnede 1. januar 2005. Museet er på 11.000 m2, deraf bruges 2.600 m2 til udstillinger. Der er 40 ansatte. I løbet af de første to år har museet haft 600.000 besøg, det fjerde mest besøgte museum i Sverige.