Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2007
Hvordan føler du DR?
DR's voldsomme nedprioritering af sporten har fået oppositionen på barrikaderne. Nye argumenter og nye alliancer afprøves.
CulturCommentar:
I et land uden de store dramatiske omskiftelser må vi tilsyneladende selv skabe vore drama. Og konspirationsteorierne har frit flor i al diskussion om Danmarks Radio. Regeringen og dens talsmænd hævder gentagne gange, at der er usynlige bånd mellem den nationale Danmarks Radio og dagblads- og forlagsaktører som Politiken og Gyldendal. Og oppositionen er hurtige til at hævde, at enhver forandring i DR er bestilt arbejde fra regeringens side.
Kulturministeren vasker hænderne helt rene: armslængdeprincippet
gør, at han ikke skal blande sig i DR's prioriteringer. Man
kan sige, at ministeren derved indtager en for nem position
og selvfølgelig kunne udtrykke principielle synspunkter -
ministre har jo også ytringsfrihed, siges jo. Men efter den
holmgang kulturministeren fik efter afsløring af hans mail
til DR's tidligere bestyrelsesformand, er det svært at kritisere
ham for en vis naturlig tilbageholdenhed i forhold til DR's
prioriteringer.
Modsat oppositionen og dens beslægtede mediekommentatorer, som aldrig tidligere har udtalt et positivt ord om DR-sporten, og nu pludselig gør sporten til den mediepolitiske kamparena, som selve symbolet på at public service-forpligtelsen er ved at brydes ned.
Danmarks Radios TV har, siden TV2 blev etableret, spillet
en stadig mindre rolle som vores fælles sportsleverandør.
I 2005 sendte TV2 næsten 3 gange så megen sport som DR TV.
Hertil kommer, at betalingskanaler også har taget væsentlige
dele af sportsmarkedet. Da VK-regeringen tiltrådte i 2001,
var en af de første beslutninger at afskaffe den tidligere
liste over særlige nationale sportsbegivenheder, som skulle
sendes på gratis public service-kanaler. Dette blev bakket
op af idrættens organisationer, som eksempelvis DBU, idet
organisationerne derved kunne få større indtægter (altså også,
at rettighederne blev dyrere at købe for public service-stationerne).
Sport som symbolpolitik
De fleste mediepolitiske kommentarer til DR's sportsnedskæring har brugt det som
bevisførelse for, at DR er ved at miste bredden. Man fristes
at tro, at disse kommentatorer ikke selv følger DR's uendeligt
mange håndbold-transmissioner;-). I det mindste gør kritikerne
af sportsnedskæringen det ikke klart, hvorved DR's hidtidige
tab af sportsmonopol (fra 100% i 1988 til 25% i 2005) har
ødelagt DR's hidtidige bredde.
I 2004 stod DR-sporten for 11% af DR's programudgifter - og
10% af seertiden. I 2005 stod DR-sporten for 5% af programudgifterne
og 4% af seertiden. Forskellen mellem 2004 og 2005 skyldes
en række store sportsbegivenheder i 2004, EM i fodbold og
OL. DR-sporten er - uanset om det er et begivenhedsrigt eller
-tørt år - altså dyrere i seertid end gennemsnittet af øvrig
programvirksomhed hos DR.
DR-sportens fortalere gør en dyd af at fortælle, at DR-Drama er dyrere end sporten. Det vil de fleste også tro. Men det er næppe almen viden, at sporten er dyrere end gennemsnittet. Målt, som man gerne gør i den kommercielle verden, er kontaktprisen for sporten altså dyrere end det øvrige stof. Derfor må man kunne kræve andre public service argumenter for DR-sporten end blot, at sporten skal trække seere til.
Fra 2004 til 2005 faldt DR's TV-markedsandel
fra 34% til 33%. Der er rigtig mange faktorer, som påvirker
dette fald. Man kan i hvert fald konstatere, at halveringen
af sportsudbud (fra 12% af sendetiden i 2004 til 4% af sendetiden
i 2005) ikke førte til drastisk tab af markedsandel.
Dermed mister en del af den almindelige argumentation for
"mere sport i DR-TV" altså en del af relevansen. Sport i TV
er uforholdsmæssigt dyr - og giver ikke øget seertal. Naturligvis
har DR-sporten fortsat en række formidlingsopgaver. Dette
er bl.a. understreget gennem den seneste public service-kontrakt,
som pålægger DR at mærkbart øge dækningen af mindre sportsgrene
(altså ikke fodbold, håndbold og cykelløb). De oppositionspartier,
som nu kritiserer DR for at skære i de store begivenheder,
har åbenbart ikke haft nogen forestilling om, at DR kunne
ændre i områder, der ikke udtrykkeligt står nævnt i public
service-kontrakten. Det bliver spændende at se, om disse partier
ved næste medieaftale vil huske kravene til DR om at dække
større, dyre sportsbegivenheder.
At der så undervejs i diskussionen opstår visionære ideer
om "sportens deadline" er i sig selv et muntert indslag i
debatten, hvor man kan undre sig over, at sådanne forslag
ikke er fremsat, dengang der var penge. Tilbage står også
diskussionen om, hvad kritisk sportsjournalistik er, hvis
det ikke blot er flere programmer om dopingmisbrug. Eller
alternative, kritiske varianter af spørgsmål som "hvordan
føles det, såden helt ærligt".
TV som flow
Diskussionen om DR-sporten foregår under de nuværende TV-flow præmisser. Uden
hensyntagen til at internet-tv eksploderer i de kommende år,
hvorved on demand TV-tjenester vil fylde væsentligt i medievanerne.
At begrunde TV-programmer med, at disse seere derved også
vil se det næste program, hører i stigende grad fortiden til.
Vi zapper som aldrig før. Og internet-tv vil få os til at
vælge helt frit, uanset hvor programmerne kommer fra.
Tom Ahlberg ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 05/2007
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
