Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2007
Sluk Kulturkontakten
Kulturministerens propagandamagasin Kulturkontakten lever frit svævende langt væk fra den almindelige kulturvirkelighed.
CulturCommentar:
I en almindelig borgerlig målestok er befolkningens lyst til at betale for offentlige
ydelser, sædvanligvis et godt redskab til at vurdere behovet
for de offentlige ydelser. Når Kulturministeriet bruger 880.000
kr. (plus det løse) til at udgive magasinet Kulturkontakten,
som 5 år efter relanceringen kan præstere 140 betalende abonnenter
og ingen annonceindtægter, er det måske værd at benytte klassisk
borgerlige kriterier for at vurdere relevansen af magasinet.
I hvis lomme ligger pengene bedst?
Måske er det offentlige ikke den bedste aktør til at tage sig af opgaver, som sædvanligvis klares af konkurrerende privat foretagsomhed?
Én ting er i hvert fald sikkert: hvis Kulturministeren havde
ansøgt armslængdeorganet "Kulturministeriets Tidsskriftspulje"
om støtte, så ville man aldrig have opnået støtte som i den
grad viste minimale egenindtægter og maksimale produktionsudgifter.
Ingen af de små tidsskrifter ville nogensinde finde på at
lægge sig på et udgiftsniveau som Kulturkontaktens. Kulturkontakten
eksisterer i en fundamentalt anden økonomisk virkelighed end
øvrige tidsskrifter. De 62 tidsskrifter under tidsskriftspuljen
(heriblandt nærværende publikation) opnår i alt 2,5 mio. kr.
i støtte årligt (40.000 kr. pr. tidsskrift pr. år).
Da VK-regeringen tiltrådte i 2001 var den samlede tidsskriftsstøtte
3 mio. kr., i 2007 er der afsat knapt 2,6 mio. kr. Med Statens
officielle prisregulering er der reelt sparet 860.000 kr.
på Kulturtidsskrifterne fra 2001 til 2007, altså ganske præcist
samme beløb, som ministeren årligt bruger på Kulturkontakten.
I samme periode har langt størstedelen af tidsskrifterne haft
væsentlige merudgifter på grund af portoomlægninger. En form
for merudgifter, der givetvis ikke har givet problemer for
Kulturkontakten, med god mulighed for kompensation af ekstra
udgifter.
Kulturministeriet har i forvejen en glimrende pressetjeneste og netside, hvor man formår at få relevante synspunkter frem. De fleste tidsskrifter vil sikkert også en gang i mellem med glæde publicere ministerens holdninger (som det eksempelvis sker i den publikation du lige nu læser). Forskellen er, at der er reel armslængde. Tidsskrifterne er ikke afhængige af ministerens velvilje, hvorimod enhver skribent til Kulturkontakten naturligvis kender ejerskabet af magasinet.
Den væsentligste del af indholdet i Kulturkontakten handler om bredere kulturpolitiske felter, sædvanligvis langt fra almindelige nyhedskriterier. Og også langt fra de kulturpolitiske konfliktområder. Der er god plads til en side med ministerens mening - og en række notitser om ministerens gøren og laden.
Et eksempel på Kulturkontaktens ukritiske linje finder man
i udgaven fra december 2006, der havde den digitale kunst
som tema. Her blev den rivende udvikling i den nye netkunst
fejret. Men selvfølgelig uden at det bare blev nævnt, at nogle
af den nytiltrådte Kulturminister Brian Mikkelsens første
handlinger var dels at skrotte den væsentlige rapport om "Kunst
i netværkssamfundet", dels at nedlægge den eneste institution,
som interesserede sig for den digitale kunst. Men det er naturligvis
også bemærkelsesværdigt, at Kulturkontakten først opdager
den digitale kunstscene i år 2006.
Her er en oplagt omprioriteringsmulighed, sluk den statslige
propaganda og lad det frie initiativ blomstre ved at støtte
de mange økonomisk ansvarlige tidsskrifter.
