Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2007
6 år med Brian
Det er muligvis for tidligt at gøre
endelig status. Vi vover dog alligevel at opsummere efter 6 år
med Brian Mikkelsen som Kulturminister.
Fra
konflikter til konsensus. Fra turbulens til stilstand. Et
ministerium i centrum for værdidebatten. Et moderniseret
holdningsministerium.
Kulturministeriet har i Brian
Mikkelsens tid været usædvanligt meget i orkanens øje.
Ministerskiftet i 2001 var i sig selv markant, tiden derefter
voldsom, forandringerne blev væsentlige. Ingen - ej heller de
som er længst væk fra den kulturpolitiske dagsorden - har
været i tvivl om, at der blev ført Politik med stort P fra
kulturministeren.
Nyvalgt
Den nyvalgte
kulturminister Brian Mikkelsen var allerede fra de første dage
overordentligt markant: kulturlivet skulle forvente store
ændringer, især "fedtlaget" af administratorer skulle ses
efter i sømmene. Dette blev bestyrket af Statsministerens
nytårstale 2002, hvori opgøret med smagsdommerne blev
indledt.
Brian Mikkelsen havde på dette tidspunkt ingen
særlige forventninger til kulturbudgetterne, snarest en slags
status quo, hvor han skulle omprioritere og gerne opprioritere
den direkte kunststøtte. Hans første halvår kom til at handle
om to ting: gennemførsel af omfattende nedskæringer og ændring
af kunststøttesystemet.
Oprydning
Nedskæringerne
skulle effektueres hurtigt og kunne derfor kun komme til at
ramme alle de løsere tilskudsmidler under Kulturministeriet;
de større institutioner slap ikke fri, men slap
uforholdsmæssigt billigt. Herved kom ministeren til reelt at
gå imod egen udtalt politik: nedskæringerne ramte kunstnerne.
Og især forfatterstanden følte sig hårdt ramt.
Biblioteksafgiften havde indtil 2002 været politisk fredet
område, som politikere havde holdt sig fra. Nedskæringen
overnight på 15% gav voldsomme negative følelser,
blandt andet fordi der er et iboende element af ophavsretslig
erstatning i biblioteksafgiften, uanset at afgiften formelt er
en kulturstøtte.
Samtidig gennemførte VK-regeringen den
omfattende sanering i udvalg og nævn, som især blev markant på
kulturområdet. Hovedelementet blev etableringen af Kunstrådet
med en række tilknyttede underudvalg, som derved mistede den
selvstændige position, de hidtil havde haft. Samtidig blev
personkredsene i de mange udvalg udskiftet, og denne gang
syntes valget af personer, at være mere politiske, end sædvanen havde
været. Kulturfolk rasede. Ministeren frydede sig, for hans
politiske bagland kunne se, at der var handling bag ordene. En
del af oplægget til magtskiftet i 2001 havde været påstanden
om nepotisme og indspisthed i kultursektoren, ekspertvælde
osv.
Til tælling
En af Brian
Mikkelsens tidligste gerninger var at opgive planerne om at
bygge et nyt Rigsarkiv i Ørestaden. Efter nogle måneders
arbejde nåede man frem til forslaget om at flytte Rigsarkivet
til Odense, en politisk set helt logisk løsning fordi
regeringen derved også kunne vise handling bag tankerne om at
styrke områder udenfor København (senere eksempelvis
virkeliggjort i udflytningen af Skat).
Forslaget om
udflytning af Rigsarkivet gav ikke blot protester, men
voldsomme protester. Det blev også indgangsbilletten for Dansk
Folkeparti som central part i dansk kulturpolitik i de
efterfølgende 6 år. Rigsarkivet endte i København, men efter
1/2 år var Brian Mikkelsen som kulturminister sendt til
tælling. Også understreget af, at det ikke lykkedes for ham at
skabe et bredt medieforlig. Meget få forventede, at han kunne
holde, at han oven i købet blev den kulturminister, der har
siddet i længst tid i træk, vidner dels om hvor svært
kommentatorer har ved at vurdere det politiske slagfelt, dels
om personlige stærke fighteregenskaber hos Brian
Mikkelsen.
Ved vurderinger af VK-regeringens første år,
sagde han til Jyllands-Posten: Set i bagklogskabens klare
lys lærte jeg den lektie, at man skal indlede en dialog, så
man har en forståelse for emnet - en forståelse for hele
området og problematikken.
Efter det første halve
år og de vanskelige slag blev Brian Mikkelsen opsat på at
skabe bredere flertal for den første kulturpolitik. Den første
større sejr blev et bredt politisk flertal for etableringen
af Kunstrådet. Dernæst fik ministeren helet sårene fra
stridighederne med forfatterne, først ved at indgå en bred
aftale om bibliotekspengene, dernæst ved en række
litteraturpolitiske initiativer som følge af Statsministerens
Marienborgmøde.
Bredt, bredt, bredt
Bortset
fra få udvalgte ideologiske felter lykkedes det i de følgende
år at etablere brede aftaler. I høj grad hjulpet på vej af
rammeforøgelser på kulturens del af finanslovene. I 2003 fik
han blandt andet opbakning til musikhandlingsplanen "Liv i
musikken" og til aftalen om det Kongelige Teater. Mere
ideologisk præget var salget af landsdækkende radiokanaler
(Sky og 100 FM). Monopolbruddet var vigtigt for ministeren og
hans politiske bagland. Resultaterne har langt fra været
overbevisende, Sky havde gentagne problemer med at overholde
de indgåede aftaler og måtte ende med at opgive. TV2 overtog
denne sendetilladelse, men har ikke opnået tilfredsstillende
markedsandele.
Fra 2004 til 2005 handlede en væsentlig
del af Kulturministeriets arbejde om den kommende
kommunalreform. Der blev produceret en lang række oplæg og
forhandlet med kommuner og amter om opgavedelingen. Trods
store politiske stridigheder om reformen som helhed fik Brian
Mikkelsen skabt politisk samklang om ændringerne på
kulturområdet.
Det var længe planen, at ministeren
skulle fremlægge en kulturpolitisk redegørelse i 2004. Den
blev erstattet af en samling kulturpolitiske
sigtelinjer, hvorved ministeren kom til at fremstå svagere,
end han ønskede.
Gratis entré
Rigtigt mange,
også i Det konservative Folkeparti, blev taget på sengen, da
Brian Mikkelsen under valgkampen i 2005 lancerede forslaget om
gratis entre på museerne. Det skulle koste 100 mio. kr. var
det bramfrie bud. Det blev nu knapt så omfattende og knapt så
dyrt, men til manges overraskelse blev valgløftet faktisk
gennemført ved Finansloven for 2006. Derudover blev museernes
formidlingsarbejde prioriteret både med penge og et
fremadrettet udvalgsarbejde. Den konservative markering af
kulturarvens betydning lykkedes, selv Enhedslisten blev
overhalet, og ikke mindst blev kulturarv et plusord i enhver
kulturpolitisk debat.
Kulturarven var også signalordet,
når Brian Mikkelsens forslag om en Kulturkanon skulle
begrundes. Enkelte gange kom han til at overspille
kulturarvsargumentet, når han eksempelvis spillede
indvandrerkortet ind på bordet. På den måde lykkedes det
ministeren selv at blive den største blokering for bred
tilslutning til Kulturkanonen. Uanset disse skønhedspletter må
man konstatere, at Brian Mikkelsen i sjælden grad fik sat en
kulturpolitisk dagsorden, som nåede langt udenfor kulturens
egne aktører. Landets kollektive selskabsleg har siden fået
mange efterfølgere, både i og udenfor Danmark.
I 2006
kunne Brian Mikkelsen fortsætte med brede aftaler, mest
markant med både et filmforlig og et medieforlig. Begge
områder så på forhånd særdeles vanskelige ud, politisk må det
betegnes som særdeles dygtigt håndværk at få disse aftaler på
plads.
Den politiske fred på kulturområdet blev brudt i
forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2007. Til Brian
Mikkelsens overraskelse lykkedes det ikke få få flere penge
til kulturen, hvorfor finanslovsaftalen blev smal, udelukkende
med Dansk Folkeparti. Især aftalen om egnsteatrene har siden
skabt uro.
Sportsminister
Gennem hele
perioden har Brian Mikkelsen markeret sig som sportens
minister. Det har andre forsøgt før ham, men ikke før med nær
samme succes. Internationalt står hans dopingarbejde stærkt.
Hans initiativer i forhold til større idrætsbegivenheder og
for at skabe bedre rammer for de mindre foreninger er også
vellykket.
I Brian Mikkelsens første år var der absolut
fart over feltet. For meget, kan mange synes. Hans sjette år
har dog været mere initiativfattigt. Både lovprogrammet for
2007/2008 og finanslovsoplægget for 2008 savner konfliktstof,
endsige elementer der kan skabe ændret dynamik. Ministeriet
venter på en ny minister.
