Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2007
Arbejdsplan for den kommende kulturminister
Hvad skal Kulturministeren lave? Uanset
om den nuværende kulturminister fortsætter eller ej, uanset
om folketingets flertalskonstellationer ændres eller ej:
Danmarks kommende kulturminister bliver voldsomt bundet.
Indenfor de seneste år er det lykkedes for VK-regeringen at indgå en række politisk set brede, flerårige aftaler. Det betyder - under normale omstændigheder - at disse områder er fredet. Forlig kan brydes, men det forpester nemt det politiske klima, hvis det ikke er særdeles velbegrundet og helst afløses af et nyt bredt forlig. Alle valgkampens udtalte ønsker om brede samarbejder taler imod ændringer af tidligere aftaler; tværtimod, netop på et lille område som kulturministeriet, vil partierne holde fast i de indgåede aftaler.
På disse områder er den kommende kulturminister bundet af flerårige aftaler:
Filmaftale gælder indtil 2010
Medieaftale gælder indtil 2010
Biblioteksafgiftsaftale indtil 2010
Udvalg om bogpriser, rapport efteråret 2008
Evaluering af Kunstråd og Kunststyrelse, foråret 2008
Dette er altså områder, hvor man ikke kan forvente initiativer fra den nye minister. Dog skal den kommende minister naturligvis lægge vejen for og forberede de forlig, der skal afløse de nuværende aftaler.
Desuden giver kommunalreformens aftaler med kommunerne en del bindinger til kulturministeren, ligesom de regionale kulturaftaler er flerårige. Disse vil dog næppe kunne bremse eventuelle nye initiativer.
DR
Medieaftalen indebærer eksempelvis, at der vil være stærke begrænsninger for,
hvordan en ny kulturminister kan tackle problemerne i Danmarks
Radio. En række partier, bl.a. det muligvis centrale Ny Alliance,
har udtrykt ønske om at finde alternative løsninger på DR's
økonomiske problemer.
Allerede tidligere i år forsøgte Venstre at åbne for at medieforliget
kunne genforhandles, såfremt Danmarks Radio ønskede dette.
Det blev pure afvist af Dansk Folkeparti. Et sådant veto,
må man forvente, fortsat eksisterer. Den almene kritik af
kulturminister Brian Mikkelsen for passivitet i forhold til
DR's problemer støder på en særdeles vanskelig parlamentarisk
situation.
Set med DR's briller kan man beklage dette, hvis der nu er
tale om ekstra økonomisk velvilje fra Folketingets side. Modsat
udtrykker netop DR hyppigt glæde over den stabilitet, de flerårige
politiske aftaler giver virksomheden.
De bundne opgaver
I resten af dette folketingsår ligger følgende opgaver for den kommende kulturminister:
færdiggørelse af Finansloven for 2008
aftale om egnsteatre
fortsættelse af musikhandlingsplanen "Liv i musikken"
stillingtagen til rapport fra sprogudvalget
Nye centralbiblioteker
stillingtagen til VK-regeringens lovprogram for 2007/2008
udpegning af medlemmer til udvalg
Finansloven for 2008
VK-regeringens finanslovsforslag for 2008 lægger op til status quo (se Søndag
Aften arkiv). Hvis en ny minister skal få tidlige mærkesager,
er ændringsforslag til Finansloven den oplagte markeringsmulighed.
Hvor store ændringer, der lægges op til i den samlede Finanslov,
afhænger i høj grad af, hvor store ændringer der sker i regeringens
parlamentariske grundlag. Ved regeringsskiftet i 2001 brugte
den nytiltrådte regering et par måneder fra regeringsdannelsen,
før man fremlagde et nyt forslag til finanslov.
Egnsteatrene
Siden det smalle forlig om finansloven for 2007 (bortfald af automatisk refusion),
har egnsteatrene svævet i økonomisk usikkerhed. Nogenlunde
samtidig med præsentationen af Finanslovsforslaget for 2008
afgav kulturminister Brian Mikkelsen et løfte om 4,5 mio.
kr. ekstra til egnsteatrene. I begyndelsen af oktober fremsatte
kulturministeren et forslag til finansudvalget om merbevilling
på i alt 6 mio. kr. til egnsteatrene, blandt andet begrundet
med at refusionsprocenten, som hidtil har været 50%, vil blive
reduceret til 35%.
På grund af folketingsvalget er behandlingen af forslaget
udskudt. Indtil forslaget er færdigbehandlet vil der være
usikkerhed både i kommuner og blandt egnsteatre. Desuden skal
kulturministeren sikre, at økonomien for egnsteatrene bliver
langtidsholdbar. Det vil ikke være tilfredsstillende for en
mulig ny minister at skaffe ekstra penge i 2008 - og så skulle
vende tilbage med ønske om yderligere merbevillinger i 2009
og følgende år.
Ændringen af økonomien for egnsteatrene fra hidtidige 50% refusion til kommunerne til en fleksibel refusion afhængig af Finanslovens ramme blev besluttet af et flertal bestående af VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Oppositionen har været ivrige modstandere, Ny Alliance har endnu ikke ytret sig om dette.
Dag 1 for ny minister.
Liv i musikken
Musikhandlingsplanen Liv i musikken afsluttes bevillingsmæssigt i 2007. Der er
afgivet løfter om en ny musikhandlingsplan, 2008-2011, finansieret
af tipspengene. Kunstrådets musikudvalg er bedt om oplæg til
ny plan. Når denne plan kommer, sandsynligvis december 2007, skal en ny minister dels tage
stilling til den foruddiskonterede finansiering, dels vurdere,
i hvilket omfang Kunstrådets handlingsplan skal følges. Det
skal bemærkes, at der har været pæn politisk enighed om handlingsplanen,
og at alle musiklivets aktører absolut forventer planen videreført.
Sprogudvalg
Sidst i 2007 skal det af Brian Mikkelsen nedsatte sprogudvalg også komme med en rapport. Rapporten vil give fornyet debat om dansk i undervisningssektoren, i den offentlige sektor, i erhvervslivet samt om brugen af dansk i kultursektoren og pressen. Blandt mulighederne er forslag om en egentlig sproglov.
Nye centralbiblioteker
Det er endnu uafklaret, hvilke biblioteker der fremover skal være landets centralbiblioteker. Forventningen har været at dette blev besluttet i 2007, hvilket har givet livlig dialog mellem de nuværende centralbiblioteker og Biblioteksstyrelsen og mellem Biblioteksstyrelsen og Kulturministeren, som har beslutningskompetencen.
Hvis der ikke træffes beslutningen inden nytår, må Biblioteksstyrelsen forlænge de nuværende kontrakter til og med 2009.
Lovprogram
De fleste forslag i VK-regeringens lovprogram for 2007/2008 havde administrativ
karakter. Det eneste reelt politiske forslag var forslaget
om fribyer for forfulgte forfattere. Såfremt den kommende
kulturminister får anden partifarve end den nuværende, vil
det blive nødvendigt at overveje, hvordan forslaget kan ændres,
så det ikke blot fremstår som genbrug af den gamle regerings
forslag. Det kan eksempelvis ske ved at knytte penge til forslaget.
I øvrigt vil det være svært at forestille sig, at en ny kulturminister vil kunne nå at fremsætte lovforslag i dette folketingsår. I regeringsprogrammet vil man dog kunne annoncere lovarbejde i 2008/2009.
Udpegning af medlemmer til udvalg
Halvdelen af repræsentantskabet for Statens Kunstråd skulle have været udskiftet 31. oktober. Her venter man på ny minister og nye medlemmer. 1. januar skal der udpeges nye medlemmer til tremandsudvalgene i Statens Kunstfond. En mulig ny minister vil således hurtigt få mulighed for at markere sin holdning til personvalg.
Men, også andre sager venter den kommende kulturminister. Man må formode, at Danmarks Radios økonomiske og organisatoriske vanskeligheder vil vedblive at spøge. Man må også forvente, at Det Kongelige Teaters økonomi kan blive genstand for politiske diskussioner, hvis de driftsmæssige konsekvenser af de store investeringer i teatret giver behov for merbevillinger. Også biblioteksområdet kan komme i fokus. De egentlige evalueringer af biblioteksloven fra 2000 gav ikke politiske diskussioner. Det har derimod kommunernes manglende økonomiske prioritering af folkebibliotekerne. Folketingspolitikere, på tværs af alle partier, har en oplevelse af at være blevet snydt, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad har brugt bloktilskudsforøgelsen efter hensigten. Det er blevet et fast ritual, at folketingspolitikere er kritiske, hver gang der kommer rapporter om kommunernes nedskæringer på bibliotekerne. På et eller andet tidspunkt må der komme et egentligt politisk initiativ fra kulturministeren.
Ud over dette må man selvfølgelig forvente, at en kommende kulturminister og et kommende regeringsprogram
har egne visioner for udvikling på kulturområdet.