Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2007
Homo-verdenslege til København
Den danske hovedstad bliver i 2009 vært for World Outgames - en stor satsning på sport, kultur og menneskerettigheder.
Konkurrencer i mere end 50 idrætsgrene. Mr. Leather Competition med guld, sølv og bronze til Mr. Leather, Ms Leather og Slave !), Queer Tango Festival, stor menneskerettighedskonference om sexualitet, kultur, ligestilling og medier.
København kommer til at myldre med især udendørs, men også
mange indendørs aktiviteter, når World
Outgames 2009 løber af stablen fra 25. juli til 2. august.
Arrangørerne forventer 8.000 betalende deltagere fra udlandet,
foruden mange tilrejsende turister og blot gæster der har
lyst til at være med eller bare få sig en kigger. 6.500 forventes
at deltage i idrætsaktiviteterne.
Spring ud
Bag hvert gadehjørne springer homosexuelle frem! Og københavnerne vil blive testet om byen lever op til forventningen om at være en international åben, kulturel nysgerrig og socialt bevidst europæisk storby.
Under arrangementet er et særligt Outreach program, som skal støtte deltagere fra de østeuropæiske lande, Afrika, Asien og Sydamerika - områder, hvor det både kan være svært at skaffe penge til rejsen og hvor homosexuelle ofte undertrykkes meget voldsomt.
Om World Outgames
World Outgames blev første gang holdt i Montreal 2006. Arrangementet i København bliver blot nr. 2 i rækken. Arrangementet konkurrerer med Gaygames i Köln i 2010. Blandt forskellene mellem de to konkurrerende homolege er, at World Outgames satser bredere kulturelt og politisk - og i højere grad fremstår som en international kulturbegivenhed.
Wonderful Copenhagen er "ejer" af arrangementet, som har fået 20 mio. kr. som startkapital af København kommune. Derudover er en lang række nationale og internationale organisationer og enkeltpersoner involveret i organisationen og planlægningen.
Arrangørerne håber, at World Outgames ikke blot bliver til en særdeles farverig uge i hovedstaden, men også at legene kan få langsigtede virkninger i form af eksempelvis nye arbejdspladser, nye produkter eller services, kvalitetsforbedringer af de offentlige rum og nye politiske ligestillingsinitiativer.
Søndag Aften 12/2007
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.