Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2008
S vil kultur
Kulturlov. Kulturklippekort. Kulturskoler. Bogpakke. Tvungen licens. Væksthus for computerspil. Gratis adgang til alle statsstøttede museer.
10 procent flere danskere skal have mulighed for at deltage aktivt i og benytte sig af kultur- og fritidstilbud. 500 mio. kr. mere til kultur over 2 valgperioder. Dette er de to overordnede målbare ambitioner i Socialdemokraternes kulturpolitiske program Kultur er velfærd.
Danmark skal have en kulturlov. Det kan lyde overraskende,
at vi ikke har en sådan. Det kan lyde simpelt at kræve en
sådan. Men Socialdemokraternes oplæg, Kultur er velfærd, giver
gode og saglige argumenter for at samle landets kulturpolitiske
vilje og fælles vilkår i en egentlig kulturlov.
En kulturlov kan være stedet at angive krav og rammer til
kommunernes og regionernes kulturpolitik, eksempelvis armslængdekrav.
En kulturlov kan være stedet at præcisere, hvad konsekvenserne
skal være af internationale konventioner, som eksempelvis
UNESCOs om kulturel mangfoldighed. Det kunne være udmøntningen
på de kulturpolitiske redegørelser, skiftende kulturministre
har afgivet.
Forslaget om en kulturlov er en væsentlig byggeklods i det
socialdemokratiske kulturoplæg. Det er herigennem man tydeligt
får sagt, at kulturpolitikken skal føres gennem alle offentlige
niveauer. Almindeligvis er der en tendens til, at partiernes
kulturpolitiske oplæg behandler kommunerne stedmoderligt,
hvis ikke decideret nedladende. Men det er faktisk lykkedes
for Socialdemokraterne at sammenskrive et oplæg, der giver
et helhedssyn.
Formidling, formidling, formidling
En væsentlig ambition for Socialdemokraterne er at gøre kulturtilbudene tilgængelige
for flere mennesker. Større geografisk spredning er et udtalt
ønske på mange områder. Men helt gennemgående ønsker Socialdemokraterne,
at formidling skal opprioriteres på område efter område. Mellem
linjerne står, at kulturinstitutionerne i dag ikke i tilstrækkelig
grad interesserer sig for at nå publikum og i særdeleshed
ikke satser på at nå et nyt publikum. Dette kan forklares
med manglende penge til opgaven - og derfor skal kulturområde
efter kulturområde få flere penge til formidling.
Tilgængelighed er et tilsvarende gennemgående træk. Institutioner
skal have åbent, når der er behov for det og være tilgængelige
for alle borgere i hele landet. Kravene om tilgængelighed
følger den socialdemokratiske kulturpolitiske tradition helt
tilbage til Bomholts dage. Alligevel kan man vel tillade sig
at spørge, om man har gennemregnet konsekvenserne af et forslag
om, at "museerne bør fremover have åbent alle ugens dage"?
Tilgængelighed til kulturen er også baggrunden for forslag
som, at alle 0-4 årige skal få tilsendt bogpakker, og at der
opstilles konkrete mål for teaterbesøg på skoler. Og det er
også tilgængeligheden, som giver ønsket om, at "alle elever
får en god og tidssvarende sangbog, som følger dem gennem
skoletiden". Hvordan man så vil forklare kritikken af Kulturministerens
kulturkanon, når man vil lave en sangkanon kan være vanskeligt
at forstå.
Deltagelse er også en ambition, som er tydelig i det socialdemokratiske
oplæg. Mest tydeligt gennem forslaget om at etablere kulturskoler
som en udvidelse af de nuværende musikskoler. Også borgerlige
partier stiller forslag i denne retning, så på dette felt
nærmer man sig fælles politisk holdning. Blot mangler handlingerne.
Licens som fravalg
Socialdemokraterne foreslår den nuværende licensordning ændret til en ordning,
der omfatter alle - medmindre man på tro og love erklærer,
at man ikke ejer licenskrævende apparater. Dermed kan man
afskaffe licenskampagnerne, men man kan også få svært ved
at argumentere for, at licensen ikke erstattes af skattefinansiering.
EU-kulturpolitik
Socialdemokraterne er (vistnok) det første parti til at forsøge at formulere en
egentlig politik i forhold til EU's kulturpolitik. Partiet
tilslutter sig den nuværende EU-kulturstrategi og understreger
dette ved at kræve, at 1% af EU's samlede budget anvendes
til kultur.
Dette kan dog til en vis grad ses som modsætning til det samtidige ønske om, at EU's kulturpolitik skal foregå i enstemmighed, så vetoretten bevares. Hvis hovedsigtet er det nationalt forankrede og mangfoldigt sproglige, hvorfor skal budgetterne så øges?
Detaljer forvirrer
Det socialdemokratiske oplæg er overordentligt konkret. Eksempelvis skal Kunstrådet
og Kunstfonden årligt arrangere et to-dages kulturpolitisk
seminar. Nogen i det socialdemokratiske kulturpolitiske bagland
har altså ment, at der var behov for denne slags samtaler.
Muligvis en god idé for den siddende minister. Men hvorfor
socialdemokraterne lige mener, at seminaret skal være to-dages,
må stå hen i det uvisse.
Til gengæld er det værd at bemærke, at Socialdemokraterne
gennem den tætte dialog med kunstnerne har droppet det tidligere
fremsatte forslag om, at der også skal være armslængde i Statens
Kunstfond.
