Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2008
Venner med alle
Socialdemokraterne har gennemskrevet alt godt fra rød stue. En imponerende liste på 309 forslag, som næppe kan give uro blandt kulturaktører. Resultatet er blevet SF +50%.
CulturCommentar:
Når et politisk parti kalder sit eget oplæg for ambitiøst
og offensivt, er der grund til at være på vagt. Socialdemokraternes
nye kulturpolitiske oplæg, Kultur er velfærd, er omfattende.
Særdeles omfattende. Hele 309 (tror vi nok) mere eller mindre
konkrete forslag, kan partiet liste op gennem det 56 siders
velskrevne og velargumenterende program.
I tidens almindelige krav til politikere om fokusering og
lettilgængelige temaer er det befriende med et kulturpolitisk
oplæg, som tager hele den kulturpolitiske palet og maler med
brede pensler. Socialdemokraternes kulturprogram forholder
sig til (næsten) alle tænkelige kulturpolitiske diskussioner.
Ønsker man at vide bare lidt om, hvad der kan være af relevante
kulturpolitiske debatter på enkeltområder, har vi her et fremragende
opslagsværk.
SF +50%
Det samlede forslag fra Socialdemokraterne skal koste 500 mio. kr. over 2 valgperioder. Det kan selvfølgelig lyde ambitiøst - men er måske nok afhængigt af, hvordan man gør tallene op. Den nylige diskussion om lønpuljer til de offentlige overenskomster viser, hvordan tal kan fortolkes vidt og bredt. Men selv målt med den mest imødekommende tiltro til de socialdemokratiske offensive ambitioner er det svært at tro, at man gennem 8 år skulle kunne gennemføre en kulturpolitik uden én eneste nedskæring.
Samtlige socialdemokratiske forslag vil give flere udgifter,
måske er rammen på 500 mio. kr. troværdig. Men det totale
afsavn af prioriteringer er ikke troværdigt. Også i en Socialdemokratisk
ledet regering vil der være en Finansminister og behov for
besparelser. Måske ikke på kulturen som helhed, men i hvert
fald på enkeltområder. Lur os: også en SR-regering vil stille
krav om procentbesparelser på kulturområdet.
Og her er det socialdemokratiske udspil fatalt: ingen vil tabe. S vil være venner med alle og enhver.
Eksempelvis ønsker Socialdemokraterne, at "indføre et pensionstillæg på 15% på alle offentligt udbetalte honorarer til kunstnere". Dette kan tolkes på flere måder, muligvis som en opfattelse af, at kunstnere ikke evner at styre deres økonomi. Muligvis bare som en banal lønstigning på 15%.
Vi venter spændt på den kommende Finansministers reaktion.
Det starter altid i skolen
Socialdemokraternes kulturoplæg indeholder en lang række krav til styrkelse af
de kreative fag i folkeskolen. Kravene kan læses som en glimrende
opsummering af de ønsker til folkeskolen, som bliver udtalt
ved snart sagt enhver kulturpolitisk konference. Som sådan
er det god læsning. Og svarer vel sagtens til tilsvarende
ønskesedler til folkeskolen fra andre politikfelter, for folkeskolerne
skal kunne meget.
Det er dog tankevækkende, at det seneste socialdemokratiske
udspil om folkeskolerne på kulturfeltet ikke indeholder andet
end ønsket om, at de kreative fag får status som prøvefag.
Kulturengagerede mennesker på tværs af partier og genrer er
enige om folkeskolens muligheder. Så længe de politiske partier
ikke skriver det samme i kultur- og uddannelsesprogrammerne,
er der dog langt til handling.
Tomme ord
Selv om man må rose det socialdemokratiske udspil for at være omfattende, kunne der være luget en del ud i de tomme fraser. Ser man eksempelvis på biblioteksområdet, står der faktisk ingenting: "på sigt at nedsætte og eventuelt afskaffe karenstiden på ny musik" (sad der både en musikorganisationsperson og en bibliotekar i gruppen?). Eller: "at bibliotekerne omlægger åbningstiderne til fordel for brugerne i det omfang, det er nødvendigt" - øøh, hvad betyder det? At bibliotekerne "videreudvikler sin online-service" og "udvikler fælles nettjenester". Jamen, det kan bibliotekerne jo slet ikke lade være med - uanset hvad politikere måtte mene og gøre.
VK-angreb
Det socialdemokratiske oplæg er nærmest renset for negative udfald mod den nuværende
regering. Kun på folkeoplysningsområdet sniger kritikken sig
ind, idet man vil "undersøge konsekvenserne af VK-regeringens
indførelse af brugerbetaling på aftenskolerne". Det må være
i en helt særlig S-optik, at man først har opdaget brugerbetaling
på aftenskolerne under VK-regeringen.
Indirekte kritiserer man også regeringen ved at ønske at genetablere Kulturens Udviklingsfond. Forslaget giver dog mest indtryk af politisk drilleri, det er i hvert fald på ingen måde integreret i forhold til øvrige tanker om arbejdsopgaver for Statens Kunstråd eller Statens Kunstfond.
Eller også er det fordi, man sent i processen kom i tanke
om, at Folkeoplysning hørte med i det samlede oplæg - og så
fandt man en ny skribent, som ikke kendte det øvrige oplæg.
Netværksarbejde
Det socialdemokratiske kulturoplæg er lavet i samarbejde med 161 kunstnere
og kendere af felterne. Hver især har fået to ønsker opfyldt,
gennemsnitligt. Men først og fremmest har S etableret en givtig
dialog med kulturfolket, som må gøre Kulturministeriet blå
af misundelse. Af deltagerlisten kan man muntre sig over sandsynlige
S-valgte mennesker i alskens armslængdeorganer, hvis S kommer
til fadet efter næste folketingsvalg. Dette fortæller dog
samtidig, at Socialdemokraternes kulturpolitik er bredt og
sagligt funderet. I et netværkssamfund skal netværk bygges
op og plejes. Socialdemokraterne er godt i gang med dette.