Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Februar 2008
Hvad skal vi med kulturpolitikerne?
Kunstrådets formand og en hob af kommentatorer kritiserer politikerne for at detailstyre Kunstrådet. Spørgsmålet er, hvad vi overhovedet skal med politikerne, når vi har eksperterne.
CulturCommentar:
Kunstrådets handlingsplan for 2007-2011 har mange omprioriteringer af midlerne. Der er fælles strategier for fagområderne og penge fordeles på nye måder og til nye formål. Handlingsplanen rummer ikke et kritisk ord om de givne politiske rammer for rådets virke, kun konstateringer af tingenes tilstand.
Samtidig med offentliggørelsen af handlingsplanen valgte rådets
formand og enkelte andre medlemmer at gå i pressen med voldsom
kritik af de rammer, man er underlagt. Det synes overraskende,
at kritikken ikke står i selve handlingsplanen. Ellers må
vi have lov til at forvente, at kritikken kommer i Kunstrådets
beretning for 2007. For det er kun tøsedrenge, som ikke tør
fremsige deres kritik i officielle dokumenter.
Den gennemgående kritik fra Kunstrådets formand har været,
at politikerne detailstyrer for meget. Så må offentligheden
have lov til at forvente et ordentligt og officielt input
til debatten om, hvad det er politikerne ikke skal detailstyre.
Og vi må forvente, at Kunstrådet er vågen og arrig hver gang
Kunstrådet synes politikere stiller for detaljerede forslag
til Finanslovsaftaler, lovændringer og tipsbevillinger.
Så længe der ikke kommer sådanne udspil fra Kunstrådet, er
det forbavsende, hvor mange lederskribenter som har råbt hurra
over kritikken af politikerindblandingen i kunsten. Ligesom
kommentatorer tilsyneladende er uvidende om, at krav om detailregulering
ofte kommer fra kunstlivet selv og fra oppositionen, som netop
ønsker detaljerede aftaler for at være sikre på, at der administreres
efter hensigten.
Forud for etableringen af Kunstrådet var det et klart krav
både fra de kunstneriske miljøer og fra den politiske opposition,
at det kommende Kunstråd ikke kunne skalte og valte med pengene
- for det skulle fortsat være en politisk opgave at prioritere.
Oven i købet var der forslag fra oppositionen om flere øremærkede
områder.
Vrøvl om armslængde
Debatten om Kunstrådets formands kritik af rammerne, har fået kommentatorer og
lederskribenter til at gå i automatpilot-mode og hævde, at
armslængdeprincippet er begrænset af de nuværende rammer.
Kunstrådets formand har på ingen måde hævdet dette eller lagt
op til, at det var armslængdeprincippet, der var i fare.
De kommentatorer, som har råbt armslængde i forlængelse af
kritikken fra kunstrådets formand, har i realiteten ikke forstået
en dyt af armslængdeprincippet.
Derimod har Kunstrådets formand klart kritiseret detailstyring.
Som et eksempel har han nævnt, at det fra politisk side er
fastlagt, at der skal være en musikdramatisk pulje på 7,5
mio. kr. Så længe politikerne ikke blander sig i hvem, der
skal have denne støtte, så har denne form for detailstyring
intet med armslængdeprincippet at gøre. Historisk opstod denne
detailstyring, fordi det musikdramatiske område var i klemme:
forne tiders musikudvalg og teaterråd syntes, denne støtteopgave
skulle ligge hos det andet udvalg, så de havde flere penge
til deres eget "egentlige" formål. Den politisk mindelige
løsning blev, at man lavede en "detailstyring", hvorved puljens
beløb var fastlagt, og de to fagudvalg i fællesskab skulle
fordele pengene.
Altså et traditionelt eksempel på politisk redningsarbejde, når kulturmiljøer risikerer at komme i klemme. Det kan da godt være, at en sådan pulje har overlevet sig selv: det kunne de to involverede fagudvalg så tage op som konkret problem. Det har de til dato ikke gjort.
Litteraturpenge
Et andet eksempel nævnt af Kunstrådets formand er, at der er øremærkede litteraturpenge.
Det har stadig intet med armslængde at gøre. Men derimod i
høj grad med traditionelt politisk arbejde. Enkelte mennesker
vil stadig kunne huske, at den nyvalgte VK-regering i sin
første finanslov for 2002 skar voldsomt i forfatternes bibliotekspenge.
Efter den hidsige offentlige debat og et berømt forsoningsmøde
på Marienborg, blev der indgået et bredt politisk forlig,
som gav litteraturen en kompensation på 10 + 5 mio. kr. -
og fulgte en række af de forslag, som forfatterforeningerne
havde stillet ved Marienborgmødet.
Forfatterne har derfor en politisk set logisk og legitim ret
til at hævde, at disse 15 mio. kr. fortsat skal bruges til
litteratur - og ikke til andre veldædige formål. Undervejs
har der i offentligheden været kritik af elementer blandt
disse 15 mio. kr. Såfremt Kunstråd eller dets Litteraturudvalg
ytrer kritik af de rammer, der er givet i det seneste politiske
forlig fra 2006 om disse penge, er det overvejende sandsynligt,
at de politiske partier vil være lydhøre. Derimod er det næppe
sandsynligt, at de politiske partier vil fjerne bindingen
af pengene til litteraturformål. Men initiativet til sådanne
ændringer må komme fra Kunstrådet selv - og man skal forberede
sig på, at alle politiske partier (fra Enhedslisten til Dansk
Folkeparti) og begge forfatterforeninger skal være enige.
Sådan er konditionerne ved politiske aftaler.
Tilsvarende er der en række andre øremærkede bindinger for
det samlede Kunstråd. Ifølge Kunstrådets egen handlingsplan
for 2008 omfatter de øremærkede bevillinger i alt 98 mio.
kr. ud af Kunstrådets samlede ramme på 323 mio. kr. Den største
enkeltbevilling er 36 mio. kr. afsat til musikalske grundkurser.
Det er svært at forestille sig en fritstilling af disse penge,
så Kunstrådet frit kan bruge pengene.
Hvad skal vi bruge politikerne til?
Et af de nyeste eksempler på politisk "detailstyring" er aftalen fra 2006-finansloven
om forsøg med kulturskoler og billedkunstneriske grundkurser.
Også dette er traditionel politisk beslutning. Både en række
politiske partier og kunstneriske miljøer stiller forslag
om, at musikskoletanken udvides til andre kulturområder. I
forbindelse med en bred finanslovsaftale, som giver flere
penge til kulturen, når politikerne frem til et beløb og en
forsøgsramme - og at bede Kunstrådet varetage opgaven.
Det er ikke sandsynligt, at disse ønskede forsøg var sat i
gang, hvis ikke der var politiske beslutninger. Det er i høj
grad det, vi har politikerne til. Og modsat: hvis politikerne
ikke var kommet med en merbevilling, var der kommet et ramaskrig.
Det siges igen og igen i den offentlige kulturdebat, at politikernes
rolle er at sætte rammerne. Det er sådan set det de har gjort
for Kunstrådets vedkommende. Og hvis man er uenig i de politisk
fastsatte konkrete rammer, er man selvfølgelig velkommen at
melde dette. Men for at kulturdebatten skal have mening, skal
den gøres konkret. Det vil nemlig kunne blive en rigtigt interessant
diskussion, hvis Kunstrådet samlet kan enes om at foreslå,
at nogle af de øremærkede penge ikke længere skal øremærkes.
Betyder pengene alt?
Man kan derimod sagtens forstå, at Kunstrådets formand er skuffet over, at rådets
tværgående pulje kun er 15 mio. kr. Det kan dog være vanskeligt
at forstå, at formanden ikke vidste dette, inden han tiltrådte
(den gode leder vurderer vel status, inden man påtager sig
en opgave?), ligesom det er decideret mystisk, at formanden
i en række aviser er citeret for at "beløbet var 40 mio. kr.
sidste år" (hvor det ifølge Kunstrådets egen handlingsplan
var 8 mio. kr.).
Det væsentlige spørgsmål i denne sammenhæng er, hvorvidt det overhovedet er meningsfuldt med et samlet Kunstråd, hvis man ikke har en stor pengepulje.
Det tidligere Kunstråd skrev:
"Rådet har fundet det uhyre svært at formulere initiativer, der kunne styrke den kunstneriske talentudvikling på tværs af kunstarterne. ... Den vigtigste støtte til talentudvikling er efter rådets opfattelse en integreret del af den almindelige kunststøtte i de enkelte fagudvalg."
samt:
"Hvis det næste kunstråd ikke har mulighed for at følge op på initiativerne og/eller iværksætte egne nye tiltag, bliver det meget svært for rådet at leve op til intentionerne med kunststøttestrukturen".
Det nuværende Kunstråds formand siger tilsyneladende nogenlunde det samme, eksemplificeret
med udsagn om, at det er spild af tid at bruge 10 menneskers
tid til kun at fordele 15 mio. kr.
Det er værd at erindre, at da konstruktionen med et Kunstråd
blev lanceret, var det ikke en pengepulje, der var i fokus.
Det var derimod samarbejds- og koordinationsmulighederne.
Dialogen mellem områderne. Pengene kom først ind i billedet
meget sent i beslutningsprocessen. I mellemtiden er pengepuljen
åbenbart blevet det afgørende for de skiftende Kunstråd.
Frit stillet
Og alligevel: Kunstrådet har i sin handlingsplan lagt vægt på fælles temaer, som eksempelvis kulturel mangfoldighed og samarbejde med kommunerne. Og disse temaer går fint igen hos alle fagudvalg. Det lykkes åbenbart at koordinere og i fællesskab beslutte sig til at prioritere ud fra bestemte værdier. Det er da en succes, der er værd at være stolt over.
I Kunstrådets første periode har der i offentligheden og kunstmiljøer været en gennemgående påstand om, at Kulturministeren kun udpegede egne proselytter. Med Kunstrådets aktuelle markeringer har man i hvert fald gjort grundigt op med dette renommé. Kunstrådet har så at sige udråbt sit eget frihedsbrev, som både giver rådet og ministeren friere positioner i fremtidige debatter.
Tom Ahlberg ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 02/2008
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
