Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2008
Den livsvarige historie
Statens Kunstfonds historie er præget af mange hidsige avisdebatter. De livsvarige ydelser har dog gennemgående haft en fredelig rolle.
Da Statens Kunstfond blev etableret i 1965, videreførte man to former for livsvarige
ydelser, som allerede eksisterede forud for Fonden: 22 livsvarige
hædersgaver - 29.952 kr. i 1965 og 105 faste årlige statsydelser
- 9.984 kr. i 1965. I 1965 gav man disse livsvarige ydelser
til i alt 127 kunstnere.
De 105 faste årlige statsydelser var fordelt med 50 til forfattere, 40 til billedkunstnere og 15 til komponister. De 22 hædersgaver var fordelt med 10 til forfattere, 10 til billedkunstnere samt 2 til komponister. Der er fortsat 6 nulevende kunstnere fra de oprindelige 127 modtagere af livsvarige ydelser i 1965 (billedkunstneren Erik Thommesen, forfatterne Cecil Bødker, Finn Methling og Jørgen Sonne samt tonekunstnerne Bernard Lewkovitch og Per Nørgaard).
Hædersgaverne blev blandt andet begrundet således:
Afgørende må være, at den allerede ydede kunstneriske indsats er så betydelig og helstøbt, at den - selv uden forventning om yderligere tilvækst - i sig selv gør krav på samfundets største anerkendelse.
Den protestbevægelse, som i 1965 protesterede mod Statens Kunstfond, var ikke,
som det hyppigt fremgår, rettet mod de livsvarige ydelser.
Disse var ikke nye på dette tidspunkt. Proteststormen, som
var antændt af venstreblade og effektivt styrket af Peter
Rindals personlige indsats, protesterede mod uddeling af arbejdslegater
fra Statens Kunstfond. Mange vil erindre, at stormen var imod
Klaus Rifbjerg og hans sportsvogn. Klaus Rifbjerg fik et arbejdslegat.
Det var først i 1974 han fik livsvarig ydelse.
Flere og flere
I årene 1965-1968 kom yderligere nogle livsvarige ydelser til, hvorefter man i 1969 foretog den første større udvidelse af antallet modtagere med 10, så der nu var 118 livsvarige ydelser. Samtidig med de 10 nye ydelser udvidedes feltet af kunstnere til også at omfatte kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere.
I begyndelsen af 70'erne voksede kritikken af de livsvarige
ydelser, især "hædersgaverne", som økonomisk var ganske store,
virkede provokerende. I 1974 nedsatte man et længerevarende
udvalgsarbejde til at revurdere ordningen, og samtidig holdt
man, det man i dag vil kalde 4 års tænkepause, hvor der ikke
blev givet tilsagn om nye livsvarige ydelser.
Det nedsatte udvalg evaluerede bl.a. de fortsatte livsvarige ydelser således:
Erfaringerne viser i øvrigt, at tildeling af livsvarig ydelse har givet stødet til, at en skabende kunstner har opgivet en fast stilling for helt at kunne hellige sig sin kunst, har givet livsmod og tryghed, der har betydet fornyet skaben samt givet en række kunstnere en bedre og mere betrygget tilværelse.
Vurderingen var således, at selv om der ikke var produktionsbindinger ved de livsvarige
ydelser, gav de et værdifuldt udbytte.
Indtægtsregulering
I 1978 gennemførte man den første store reform af de livsvarige ydelser. Man slog
de to gamle ordninger sammen til en ny og etablerede den form
for indtægtsregulering, som stadig kendes i dag. Kunstnere,
som har væsentlige indtægter, modtager en reduceret ydelse.
Det særlige gradueringssystem blev etableret. De kunstnere,
som modtog støtte fra de gamle ordninger, fik valget mellem
at fortsætte med gamle ordninger eller indgå i de nye ordninger.
Langt størsteparten valgte den nye ordning. Men der er fortsat
et antal kunstnere, som modtager støtte i henhold til ordningen
fra før 1978. 1978-reformen ændrede antallet af modtagere
til i alt 207, herunder også det nye felt arkitekter.
I 1993 udvidede man feltet med skabende kunstnere indenfor
film og teater. 18 nye ydelser fulgte med. I 1998 foretog
man den største enkeltudvidelse, med hele 50 nye ydelser.
10 gik til rytmiske komponister, 20 til kunsthåndværkere,
designere og arkitekter og 20 til billedkunstnere.
Gennem alle årene har der været diskussioner om de livsvarige ydelser. For mange mennesker er det åbenlyst provokerende, at det offentlige kan bevillige penge uden sikkerhed for udbytte. Det er dog tydeligt, at de største mediestorme om Statens Kunstfond har handlet om alt andet end de livsvarige ydelser, arbejdslegater og udsmykninger. Eksempelvis produktionspræmien i 1974 til Solvognens juleshow, arbejdslegatet i 1978 til forfatteren Bent Haller eller udsmykningen af Store Torv i Århus i 90'erne.
Arbejdet med de livsvarige ydelser er i realiteten den mindste del af Statens Kunstfonds opgaver. Økonomisk handler de livsvarige ydelser om 22 mio. kr. - til de øvrige opgaver er der afsat 87 mio. kr.
Status i 2008 er, at der er 275 livsvarige ydelser. De er
fordelt med 93 til billedkunstnere, 73 til skønlitterære forfattere,
12 til almenkulturelle forfattere, 4 til oversættere, 35 til
komponister, 26 til kunsthåndværkere og designere, 14 til
arkitekter samt 18 til skabende kunstnere inden for film og
scenekunst.
