Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2008
Konsensus eller yo-yo politik
Hvilke tønder buldrer mest? Handler diskussionen om de livsvarige ydelser om real- eller signalpolitik?
CulturCommentar:
Det har ofte vist sig populært at spille på dele af befolkningens
mistro til kunstnere som helhed. Peter Rindal viste det i
kampagnen mod Statens Kunstfond i 1965. Enkelte kulturpolitikeres
retoriske lavpunkt med påstande, om at kunstnere bruger de
livsvarige ydelser til dyre restaurantbesøg, viser, at dele
af den aktuelle diskussion blot handler om at udpege simple
fjendebilleder. Sådan har den kunstpolitiske diskussion ofte
været kædet sammen med netop alt andet end kunst. Nogle synes
det er sympatisk, andre usympatisk.
Det bemærkelsesværdige er, at de livsvarige ydelser har overlevet
mange angreb gennem årene og sandsynligvis også gør det denne
gang, uagtet at aviserne hurtigt kan konstatere, at der er
flertal for at afskaffe også den symbolske betaling på 15.000
kr. til de kunstnere, som tjener mest.
Samtidig med støtten til forslaget om at give de livsvarige
ydelser et eftersyn har Kulturministeren hurtigt erklæret,
at man ikke skal tage penge fra nogle af de som i dag er på
Finansloven.
Tilbageholdende kunstnere
Det er værd at erindre, at modtagere af de livsvarige ydelser har en tendens til
at være tilbageholdende med at søge om arbejdslegater og andre
af Statens Kunstfonds øvrige tildelinger. Falder minimumsydelsen
væk fra de livsvarige ydelser, vil flere veletablerede kunstnere
have en tilskyndelse til at søge om eksempelvis arbejdslegater.
Et treårigt arbejdslegat giver i alt 840.000 kr. - svarende
til 55 års minimumsydelse. Såfremt modtagere af minimumsydelser
søger om sådanne tre-årige arbejdslegater, vil de ganske nemt
fortrænge yngre fra at kunne få arbejdslegater. Man kan altså
til en vis grad hævde, at betaling af minimumsydelse til kunstnere
holder netop disse kunstnere væk fra øvrige ordninger - selv
om der formelt ikke er sammenhæng.
Den ubureaukratiske løsning
En sidegevinst ved de livsvarige ydelser er således, at Statens
Kunstfond slipper for at vurdere den enkelte kunstner hvert
år - og tilsvarende at den enkelte kunstner slipper for at
sende ansøgninger hvert år. En afskaffelse af livsvarige ydelser
ville åbenlyst føre til, at en væsentlig del af de sparede
penge ville gå til de samme kunstnere, blot med andet stempel.
Det kendes jo også fra det almindelige arbejdsmarked, at overenskomster tvinger arbejdsgivere til at foretage faste ansættelser, hvis de bruger freelancere næsten som fast arbejdskraft gennem en årrække.
Og selv om man af den almindelige presseomtale nemt får indtryk
af, at modtagere af livsvarige ydelser er kunstneriske pensionister,
så er der en væsentlig del af disse, som vil stå særdeles
godt ved ansøgninger om arbejdslegater. Arbejdslegaterne er
ikke bagudrettet indtægtsafhængige, som de livsvarige ydelser.
At Statens Kunstfond i dag eksempelvis spiser Per Kirkeby
eller Bjørn Nørgaard af med 15.000 kr. om året er væsentligt
billigere, end hvis de hvert tiår modtog et (givetvis velfortjent)
arbejdslegat.
Krav: konsensus
I løbet af nogle kunstnergenerationer kan man selvfølgelig nå langt og blive af
med en ordning, hvis der er politisk konsensus om, at det
er en dårlig ordning. Men det vil netop kræve politisk konsensus.
For alle politikere kalkulerer med, at regeringsflertallet
på et tidspunkt vil skifte, og så vil det ikke nytte, hvis
de livsvarige ydelser bliver et yo-yo område.
For alle politikere som vil pille "negativt" ved de livsvarige
ydelser, har man det strukturelle problem, at ydelserne gives
med en langsigtet garanti for den enkelte modtager, hvorfor
ændringer vil tage 40-60 år at virkeliggøre. Derfor er politisk
konsensus altafgørende.
