Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2008
Ønske: politikere med pli
Hvorfor skal Finansudvalget blande sig i tildeling af livsvarige ydelser?
CulturCommentar:
Politikere er vant til, at man går hårdt til dem. Gennem hele
deres virke er de opmærksomme på, at et fejltrin kan koste
negativ presse. Og politikere indbyrdes skyr heller ikke nogen
midler, når det gælder om at promovere egne synspunkter på
bekostning af andres.
Derfor bliver politikere hårdhudede - og derfor forventer mange af dem sikkert, at alle andre skal tåle tilsvarende behandling.
Kunstnere er ligeså forskellige som andre mennesker og skal ikke nødvendigvis have nogen særlig beskyttelse. Men dog behandles med respekt for deres gerning.
Mange kunstnere formår at yde det sjældne og sublime, som
gør at omverdenen synes, de er særligt interessante. Enkelte
kunstnere nyder så stor respekt for deres virke, at sagkyndige
kolleger finder på at indstille disse kunstnere til livsvarige
ydelser.
De kunstnere, som indstilles til de livsvarige ydelser, har
ikke gjort noget særligt for at opnå denne hæder og medfølgende
penge. Kunstnerne søger ikke om at modtage livsvarige ydelser.
Kunstnere arbejder ikke gennem netværk for at blive blandt
modtagerne. De livsvarige ydelser kommer som sendt fra oven,
uden at kunstneren har gjort andet end at skabe sin kunst.
Kunstnere som politiske gidsler
Når anonyme folketingspolitikere begynder at diskutere enkeltkunstnere, bryder
de afgørende med det ellers knæsatte armslængdeprincip. Det
kan være galt nok. Dog må man sige, at nogle kunstnere har
stukket næsen så langt frem med provokationer, at det er forventeligt,
at deres kunstneriske virke gennem værkerne i den offentlige
debat blandes sammen med deres synspunkter. Bjørn Nørgaard
er et oplagt eksempel på dette.
Langt de fleste kunstnere deltager ikke nødvendigvis i den almindelige kunst- og kulturpolitiske debat. De behøver ikke være holdningsløse, men de passer først og fremmest deres kunst. De har ikke bedt om at modtage livsvarige ydelser, de har ikke bedt om at blive en del af den offentlige polemik.
Det må være stærkt grænseoverskridende som kunstner blot at passe sit gebet - for så pludseligt en dag at se sig selv som genstand for en aggressiv og negativ persondebat i Folketingets Finansudvalg. Det hører ingen steder hjemme. Ligesom det heller ikke kan være rart for kunstnere pludseligt at blive taget som gidsel, som politisk positivt symbol, bare fordi man har lavet en sjov tegning.
Ligegyldigt hvilke partier vi måtte stemme på, så har vi grund til at forvente politikere med pli. Pli nok til at spørge klogt. Pli til at agere sagligt. Pli til at behandle andre mennesker med respekt. Også kunstnere.
Ud med Finansudvalget
I løbet af den næste måneds tid skal samme Finansudvalg behandle ministerens indstilling til tipspengene. Hvis ministerens indstillinger følger hidtidig praksis, vil der blive rig lejlighed for medlemmer af Finansudvalget til at markere personlige og politiske sym- og antipatier.
Denne interesse for enkeltkunstnere i Folketingets Finansudvalg er i og for sig imponerende - man skulle tro dette udvalg havde større og mere vanskelige sager at forholde sig til.
Ministeren vil igen og igen komme under pres. Systemet bygger
på en langvarig tradition for at politikere ikke griber ind
overfor armslængden. Men traditionen er under forandring.
Hvis ministeren for alvor vil undgå dette pres og den utidige
politiske indblanding, bør han ændre rammerne, så Folketinget
fremover ikke skal træffe beslutning om enkeltkunstnere.
Ministeren har hyppigt udtalt, at han fastholder armslængden. Men man kan savne en egentlig strategi for, hvordan armslængden kan styrkes. Det er jo rammerne, der interesserer politikerne, ik'?
