Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2008
Friby med fodlænker
Den danske fribyordning for at sikre forfulgte
forfattere er sat på skinner. De forfulgte forfattere skal
erklære, at de anerkender de danske demokratiske værdier.
1. juli træder den kommende fribyordning i kraft. Det indebærer, at forfattere,
som forfølges og undertrykkes i deres hjemlande, nu kan få
2 års betalt ophold i en dansk by. En række kommuner har allerede
meldt deres interesse for at huse forfulgte forfattere.
Fribyordningen etableres som en tilføjelse til litteraturloven og har primært sigte mod forfattere. I lovbemærkningerne nævnes også dramatikere, journalister, redaktører, illustratorer og oversættere. Derimod nævnes en række andre relevante kunstnergrupper ikke, såsom billedkunstnere, musikere, komponister, sangskrivere, dj's eller fotografer. Eksempelvis ville den systemkritiske DDR-sangskriver Wolf Biermann ikke have opnået fribybeskyttelse, ej heller den algierske rai-musiker Khaled.
Det er dog væsentligt at pointere, at de kunstnere, som vil
komme til danske byer, ikke vil være kendte koryfæer. Hvor
mange forfattere og journalister fra diktaturstater kender
du måske navnet på? Der vil hyppigt være tale om kunstnere,
som dels skal vænne sig til at bo i Danmark, dels skal på
mental afstand af de trusler og den undertrykkelse de har
levet under. Det er ikke sikkert, at kommunerne får gæster,
som stiller op til fotos med borgmesteren hver anden dag.
De kommuner, som ønsker at deltage i ordningen, skal godkendes
af den internationale fribyorganisation, ICORN. Og de kunstnere,
som bliver omfattet af ordningen, skal ligeledes anbefales
af ICORN. Det er ICORN, som sørger for at matche byer og forfattere.
Byerne skal stille gratis bolig til rådighed for forfatterne
og mulig medfølgende familie og støtte forfatteren med 1.100-1.500
Euro pr. måned. Og byerne skal sørge for, at forfatterne får
et lokalt netværk.
Det er Kulturministeriets vurdering, at ordningen sammenlagt vil koste 3 mio. kr. årligt for de involverede kommuner og 1 mio. kr. for Staten.
Skriv under eller skrid
Det er for så vidt interessant, at det offentlige vil satse et sådant beløb på beskyttelse af relativt få enkeltkunstnere, når man samtidigt nøjes med at give den organisation som har skabt initiativet og sikrer det internationale samarbejde, PEN, sølle 50.000 kr. årligt. Der er ingen som betvivler, at PEN's mange internationale kampagner for fængslede og truede skribenter har væsentlig effekt i de forskellige diktaturlande. Tænk, hvilken effekt det ville have, hvis Staten valgte at bevillige flere penge til PEN's kampagner i de lande, hvor forfatterne lever under trusler.
I bemærkningerne til Kulturministerens lovforslag er en ganske pudsig og sagligt set irrelevant henvisning til Muhammed-tegningerne. Jo, tegningerne handler om ytringsfrihed. Men tegnerne er ikke forfulgt af myndighederne i deres hjemland.
Som et særligt dansk islæt i det internationale friby-samarbejde,
skal de kunstnere, der får ophold i Danmark, underskrive en
"erklæring om anerkendelse af de grundlæggende værdier i det
danske samfund". Erklæringen indeholder en række i dansk sammenhæng
relativt harmløse værdier, eksempelvis at man vil overholde
dansk lovgivning, at man vil respektere tros- og ytringsfrihed,
og at man anerkender, at det danske samfund tager skarpt afstand
til terrorisme.
Umiddelbart selvfølgeligheder, som ikke bør kunne give problemer,
men alligevel måske en dårlig smag i munden: vi taler om forfulgte
forfattere, som endelig oplever en frihed - så skal de partout
skrive under på danske værdier. Med den ekstra vanskelighed,
at opholdet i Danmark er midlertidigt. Perspektivet er, at
forfatterne skal hjem igen.
Hvordan vil hjemlandet tage imod den kvinde, som har erklæret
sig indforstået i den danske fortolkning af ligestilling mellem
kønnene, når hun kommer tilbage til et samfund præget af voldelig
kvindeundertrykkelse? I forvejen er det næppe velset, at hun
har været i Danmark og muligvis spredt dårlig information
om hjemlandet. Har hun også konverteret til den danske demokratimodel?
Bliver hun budt velkommen hjem?
Loven forventes vedtaget inden sommerferien til ikrafttræden 1. juli 2008.
Søndag Aften 04/2008
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.