Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2008
Musikkens nye markedsmodeller
TDC gør det. Apple gør det. Nokia gør det. Musikindustrien gør det. Alle afprøver nye modeller for musikmarkedet.
Selvfølgelig skal man tage det med et gran salt, når TDC udsender aggressive pressemeddelelser,
hvori man roser sig selv for at være "det første teleselskab
i verden, som tilbyder ubegrænset download af musik som del
af et almindeligt abonnement på bredbånd eller mobiltelefoni
for private." I snart 2 år har engelske Playlouder tilbudt
fri download af blandt andet Sony BMG's katalog til sine bredbåndskunder
(se Søndag Aften arkiv).
Og TDC's nye musiktjeneste er netop ikke "ubegrænset". 30
dage efter man ophører med sit TDC abonnement, lukker de musikfiler
man har downloadet. Det er da en slags begrænsning.
Men når den største danske internetudbyder rykker massivt ud med en ny tjeneste, er det selvfølgelig også udtryk for, at der er bevægelser på musikmarkedet. For tiden endda ganske store markeringer og overvejelser.
TDC's Play
TDC har valgt at kalde sin tjeneste Play. Den giver TDC's bredbånds- og mobilkunder
mulighed for at downloade musik gratis. TDC siger, at der
er mere end 1 mio. sange i kataloget. Samtidig hævder man,
at "det samlede repertoire står i dag for cirka 70 procent
af salget af musik på det danske marked." På iTunes.dk kan
man downloade over 6 mio. sange, så Play er et godt stykke
under de 70% af det samlede musikmarked, mere præcist er det
maksimalt 16% af markedet, der er tilgængeligt via Play.
Ifølge TDC er mere end 30 pladeselskaber med i Play, heriblandt EMI, SONY BMG og Warner Music Group. Men vel at mærke er verdens største pladeselskab, Universal ikke med. Og der er selvfølgelig langt fra 30 selskaber til eksempelvis de 40.000 selskaber, der er repræsenteret hos amerikanske emusic.com.
Den musik man downloader er kopibeskyttet. Så har man et TDC
bredbåndsabonnement, kan man hverken flytte eller kopiere
musikken til en mobil, en Ipod eller anden afspiller. Og rettighedsbeskyttelsen
medfører, at 30 dage efter ens abonnement hos TDC udløber,
kan man ikke længere afspille de downloadede filer. De er
med et værdiløse.
For TDC's kunder er Play gratis og dermed selvfølgelig et
ekstra plus, når man skal overveje internetudbyder eller mobilselskab.
Selv om musikken er gratis for kunderne, er den selvfølgelig
ikke gratis for TDC. Selskabet betaler givetvis store summer
til de pladeselskaber, man har indgået aftaler med. Og det
har TDC vurderet kan betale sig ud fra to perspektiver: det
ene er, at man alt andet lige står bedre rustet i konkurrencen
med øvrige bredbåndsselskaber og mobilselskaber. Det andet
er, at man med Play har et godt kundeloyalitetsprodukt. Hvis
man nu faktisk har downloadet 10.000 sange til sin computer,
gider man så skifte bredbåndsselskab? Det kræver i hvert fald
en ekstra overvejelse. Og det kan endda være, at man bedre
tolererer prisstigninger, bare for at slippe for bøvl med
at downloade sange igen fra et andet selskab. Det kan selvfølgelig
også være, at man har hørt de 10.000 sange så meget, at man
netop trænger til at skifte bredbåndsudbyder, bare for at
få noget andet...
For TDC er det simpel markedslogik at satse på et gratis musikabonnement til kunderne. For kunderne kan det være værd at tænke over, hvordan TDC kan have råd til at give denne gratis ydelse - har vi betalt for meget for vores bredbånd?
Fildeling trues ikke
TDC hævder, at Play er et "seriøst bud på, hvordan man kan løse problemet med
piratkopiering". Den væsentligste vækst i piratkopiering sker
gennem fildelingstjenester og disse trues på ingen måde af
TDC's initiativ. Den musik - og de film - der kan hentes gennem
fildelinsgtjenesterne, er fri for de bindinger, der er i Play.
Den musik man har hentet gennem fildelingstjenester, kan man
kopiere til andre afspillere. Og man har musikken "for evigt"
- i hvert fald mange flere år end 30 dage efter udløb. Dette
problem vil enhver abonnementsbaseret musiktjeneste møde:
man stiller ikke 6 mio. sange til rådighed for kunder, som
downloader hele kataloget på en måned og derefter opsiger
abonnementet. Abonnementstjenester handler om at sikre, at
kunderne forbliver kunder.
Der er derfor ikke nogen som helst grund til at tro, at fildelingsmiljøerne vil føle sig truet af Play.
Derimod går Play ind i direkte og hård konkurrence med iTunes, Amazon og andre store online musikbutikker.
iTunes er markedsførende og med kombinationen iPod og musikbutikken iTunes, åbenlyst svære at konkurrere med. Her kan kombinationen bredbånd og musikbutik blive et godt konkurrenceparameter.
Og Apple og Nokia og Warner og Sony
Men også iTunes (Apple) rører på sig for tiden. Der florerer stærke rygter om,
at Apple forhandler med de store musikselskaber om at tilbyde
gratis adgang til iTunes store katalog - samtidig med købet
af eksempelvis Apples iPod-afspiller. En model kunne være
at kunderne skulle betale 20$ ekstra ved køb af en iPod, mod
at de fik denne ubegrænsede adgang.
Nokia annoncerede for et par måneder siden, at man har indgået en aftale med verdens største pladeselskab, Universal, om at købere af bestemte Nokia-telefoner får fri adgang til Universals katalog.
Warner Music er efter sigende langt med en form for skattemodel
for at løse problemerne med piratkopiering. Modellen går ud
på at opkræve en "skat" på 5$ pr. måned for hver bruger hos
internetudbyderne. Til gengæld vil de internetudbydere, som
betaler denne skat, slippe for at blive retsforfulgt for brugernes
eventuelle piratkopiering, og brugerne kan således frit bruge
fildelingsnetværk og andre tvivlsomme tjenester. Tanken er
at starte modellen blandt amerikanske universiteter og derefter
forbrugerrettede internetudbydere. Man kan selvfølgelig godt
forestille sig, at universiteter gerne vil slippe for risikoen
for at blive holdt ansvarlige for de studerendes netbrug.
Men hvad med alle de forbrugere, som ikke gør noget ulovligt?
Warner Musics skattemodel minder vist mest af alt om den slags dummebøder, som retssystemer ikke har let ved at forlige sig med.
Og samtidig har Sony BMG Music Entertainment offentliggjort
løse planer om at lave et abonnementssystem, som skal give
adgang til hele kataloget. Den umiddelbare model synes at
være en månedlig betaling på 6-8 €.
Det kan ende med at blive ganske besværligt - og dyrt - for forbrugerne, hvis alle selskaberne laver deres egne løsninger.
