Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2008
Musik er noget man abonnerer på
Markedsmodeller afprøves. Musik sælges som en del af andre produkter. Fildelerne er snart eneste alternativ.
TDC siger stolt, at 70% af musikmarkedet er dækket af de 30 pladeselskaber, man
har lavet Play-tjenesten sammen med. Det kan lyde flot og
er måske også for flot. Men det reelt interessante er, hvad
der sker med de sidste 30% af musikmarkedet - eller de 39.970
øvrige pladeselskaber man har adgang til hos emusic.com.
Det er et velkendt fænomen, at giganterne, de store pladeselskaber, bliver mere og mere dominerende på musikmarkedet. Men dominansen bliver for alvor et væsentligt problem, når musikindustriens giganter etablerer koncentrerede samarbejder med andre selskaber i underholdningsindustrien.
Nogle mennesker kan endnu huske LP-pladerne. Tænk hvis en LP fra Philips kun kunne afspilles på Philips grammofoner. Eller da Sony købte CBS: at CBS-pladerne kun kunne afspilles på Sony-afspillere. Og at du skulle starte forfra med at samle musikken, når du fik en ny afspiller. Lige nu spiller musikindustriens klaver i den retning.
Apples musikbutik, iTunes, er de eneste som fører det komplette U2-katalog. Og køber man musikken der, kan den ikke overføres til andre afspillere end Apples egen iPod.
Musik til låns
Musikforbrugerne er også ved at skifte karakter. Det er ikke længere interessant at have en stor musiksamling. Det er derimod interessant at have adgang til en stor musiksamling, for vi er alligevel hele tiden online. Denne adgang giver eksempelvis TDC's nye tjeneste, Play.
Abonnementssystemerne bliver en alvorlig begrænsning for forbrugerne, når de udelukker hinanden. "I år vil jeg abonnere på Universals musik, næste år Sony's - og så tager jeg nogle uafhængige selskaber året efter". Sådan vil vi nødig forbruge musik, især ikke hvis vi ønsker et mangfoldigt musikliv.
Og tendensen vil klart være i retning af, at det bliver de største virksomheder, både pladeselskaber, teleselskaber samt hard- og softwarevirksomheder, som etablerer løsningerne.
Stavnsbinding
Abonnementstjenester er nødt til at etablere "lukkede verdener", som sikrer mod uhæmmet kopiering. Det kan gøres mere åbent end TDC's Play-løsning, men der vil givetvis altid være elementer af mangelfuld interoperationalitet i abonnementstjenesterne. Altså at musikken ikke kan spilles på alle slags afspillere endsige afspilles hele tiden.
På den måde minder abonnementstjenesterne måske i virkeligheden
mere om en slags radio-on-demand. Radiostationen bestemmer
hvilke pladeselskaber, sange og artister du kan høre - du
bestemmer, hvornår og i hvilken rækkefølge du vil høre musikken.
Samtidig vænner du dig så meget til netop denne radiostation,
dens brugerflade og de sange, du har på lager, at det bliver
for bøvlet at skifte til en anden udbyder. Reelt bliver du
stavnsbundet til den abonnementskanal du er startet på.
Den vanskelige innovation
Siden piratkopieringen blev et omfattende fænomen sidst i 90'erne, har musikindustrien
fremhævet, at selve markedet, det at man kan måle salget af
produkterne, har en innovativ nødvendig og dynamisk virkning
for musikmarkedet. Gratis musik hæmmer innovationen - eksempelvis
hvis al musik blev betalt af reklamekroner.
Men det er dette, der nu er ved at ske - nu ad fordøren. Når
jeg på min Nokia-mobil kun kan høre musik fra Universal, eller
mit universitet har en aftale med Warner, så kan jeg som forbruger
ikke længere påvirke markedet. Jeg vælger - trods alt - ikke
universitet ud fra, hvilket musikselskab man har aftale med.
Det bliver absolut mere vanskeligt at være et lille eller blot mellemstort pladeselskab. Hvad gør de pladeselskaber som Nokia ikke gider tale med? Og om få år kommer filmene med som konkurrenceparameter. Skal jeg vælge en mobil med gode filmaftaler eller en mobil med gode musikaftaler?
De seneste års debatter om musik og pirateri har i alt overvejende
grad handlet om at sikre kunstnere mod indtægtstab. Alliancerne
mellem pladeselskaber og kunstnere er nærmest ubrydelige.
Nu er vi åbenlyst kraftigt på vej mod et kollektivt mangfoldighedstab.
Med fildeling mister kunstnerne indtægter, men fildelerne
er tilsyneladende de eneste, der kærer sig om mangfoldigheden.
De store selskaber skal nok finde ud af at klare sig - de
små bliver afhængige af fildelerne. Det kan blive fattigt
for os alle sammen.
