Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2008
Industrikulturår - hva' så
Arrangørerne af Industrikultur 2007 har evalueret sig selv. Den egne vurdering af året er..., ja, hvad er konklusionen?
Det var så det år. Endnu et år blandt mange andre, hvor det officielle Kulturdanmark valgte at navngive året efter et bestemt tema. Og 2007 stod i Industrikulturens tegn (se Søndag Aften arkiv). En - til dels - stor satsning på et kulturfelt uden den store opmærksomhed. En chance for at formidle, for at samarbejde og for at finde nyt publikum.
Et sådant år skal naturligvis evalueres. Det har styregruppen
bag Industrikultur 2007 valgt at gøre ved selv at beskrive
året. En særdeles læseværdig evaluering
er der kommet ud af det, men ligeså læseværdig evalueringen
er, ligeså uklar er den i konklusionerne. For der er ikke
nogle konklusioner.
Var det en succes? Skal det gentages? Kan man lære noget? Blev vi klogere?
Man har valgt at afslutte evalueringen, inden man kender besøgstallene
for de aktive museer. I evalueringen indgår derfor kun løse
formodninger om publikumstal (lille fremgang) og mindst ligeså
løse vurderinger af årsagen til den lille fremgang (vejret).
Altså er konklusionen åbenbart, at det eneste der har betydning
for publikumstallet, uanset satsning, er det upåvirkelige
vejr.
Målene for Industrikultur 2007 var dels at engagere og aktivere
museer og andre omkring industrikultur, dels langsigtet at
oplyse befolkningen om industrikulturens betydning. Jo, mange
museer igangsatte aktiviteter og skabte nye spændende samarbejder.
I alt 1.250 forskellige arrangementer tæller evalueringen
sig frem til. Og aktiviteterne har været mangefacetterede
og både i dybde og bredde fortalt industrikulturhistorie,
som vi næppe kendte.
En væsentlig konklusion er, at Industrikultur 2007 skabte nye samarbejder og tværgående kontakter. En del museer så også helt nye publikumsgrupper.
Industrikultur 2007 lagde i meget høj grad vægt på elektronisk kommunikation. Rent faktisk har man - måske på grund af økonomisk nødvendighed - været banebrydende i vægtning af den elektroniske kommunikation som kulturarrangør. Det kunne være interessant, hvis evalueringen havde vurderinger af selve kommunikationsformen.
Både og
Et væsentligt element i evalueringen er en spørgeskemaundersøgelse blandt arrangører.
Svarene på disse spørgsmål er ikke entydige, og det gør det
vanskeligt at konkludere noget som helst. For hvad gør man,
når nogle svarer "for stort fokus på København", og andre
svarer "her kom hele landet med". Tja, bum-bum. Eller når
nogle synes, det samlede projekt var for bredt, og andre svarer,
at det positive var netop friheden til selv at definere indholdet.
Eller når det centrale designmateriale af nogle vurderes som
"flot og lækkert", mens andre siger "for designeragtigt".
Ja, her konkluderer evalueringen, at "grafisk udtryk er jo
også i høj grad en personlig smagssag". Jamen, fortryder arrangørerne,
at man hyrede et professionelt designfirma til det grafiske
udtryk? Havde det ikke været billigere at få en erhvervspraktikant
til at tegne et logo, hvis det bare er et spørgsmål om personlig
smag? Er den professionelle viden, der er oparbejdet i designbranchen
værdiløs?
Ind imellem forfalder evalueringen til snik-snak, eksempelvis
i den grundige gennemgang af talerækkefølge og drikkevarer
ved åbningsarrangementet. Ja, åbningen var en af sekretariatets
egne arrangementer. Men det har da intet med evaluering at
gøre, at få at vide hvem der leverede øl til åbningen - vi
får ikke engang noget at vide om de "almindelige håndbajere"
smagte tilfredsstillende. Og "desværre blev eventen ikke dækket
i tv, men DR optog en fin reportage derfra, som blev sendt
på P2". Jamen, var det et givet succeskriterium, at eventen
skulle i TV-avisen? Var eventen mislykket, når dette mål ikke
blev nået?
I evalueringen refereres en stikprøveundersøgelse fra 3 museer,
hvor det viser sig at ingen blandt publikum på to af museerne
havde hørt om Industrikultur 2007. Det er muligvis et problem
for projektet. Men måske ikke, hvis det væsentlige er at formidle
oplysninger og oplevelser. Man savner altså konkrete målsætninger
og succeskriterier at holde evalueringens mange udsagn op
imod.
Mavesurt, nej
Muligvis forekommer ovenstående som mavesure kommentarer til Industrikultur 2007. På ingen måde. Hele projektet havde den alvorlige begrænsning på forhånd, at der kun blev sat penge af til sekretariat, lidt design og ganske få egne arrangementer. Nogle engagerede mennesker kæmpede - mod alle odds - for at udvide vores kulturbegreb. De fik skabt fælles fodslaw - selv om projektet blev formuleret så bredt, at alt kunne rummes. Og at netop det manglende fokus selvfølgelig må blive en del af det kritisable.
Herfra kan vi notere, at evalueringen beklager manglende opbakning fra faglige organisationer og industrivirksomheder. Den centrale pointe i Søndag Aftens forhåndsvurdering af Industrikultur 2007 (se Søndag Aften arkiv) var, at der netop manglede repræsentanter og kontaktflader fra disse miljøer i forarbejdet. Dette handler ikke om "hvad sagde vi", men derimod at Industrikultur 2007 fra starten har lidt under manglende politiske og økonomiske ambitioner.
Engagerede mennesker så og fik endelig chancen for at åbne vore øjne. De skal have varm tak for indsatsen. Men de skylder at fortælle os, hvordan det skal gøres en anden gang. Hvordan kan man formidle ukendt kulturarv - uden at kanonisere hver eneste ukendt fabrik? Hvilke mål er realistiske? Kan man overhovedet med rimelighed hyre nogle mennesker til et så omfattende projekt uden at give dem indflydelse på indholdet?
Og især kunne det være spændende at vide: hvordan vil I følge op på de vigtige, langsigtede ambitioner om at øge befolkningens kendskab til industrisamfundets historie?
