Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2008
Museerne er for pæne og for forsigtige
Fra oplysning til oplevelse. Museerne skal gøre sig klar til nye opgaver.
Oplevelsesøkonomien er disse års store, nye og samlende begreb for bestræbelser
på at nyudvikle og fokusere kultursektoren. Oplevelsesøkonomien
har den vanskelighed, at ethvert forsøg på egentlig definition
volder væsentlige problemer. Ordet oplevelse er sig selv vanskeligt
at gøre objektivt klart. Men oplevelsesøkonomien giver metodikker
til forståelse af kreative processer i disse år og viser veje
til organisationstænkning, som giver nye rammer for fortolkning
af modernitet i institutionerne, herunder tilpasninger til
markedsvilkår eller i det mindste anvendelse af markedsøkonomiske
redskaber.
Til at hjælpe kultursektoren - og alle andre - har Copenhagen Business School igangsat et større forskningsprojekt, som skal resultere i en række rapporter. Blandt disse er Dorte Skot-Hansens om Museerne i den danske oplevelsesøkonomi.
Oplysning eller oplevelse
Museerne har selvsagt i alle dage befundet sig i vadestedet mellem oplysning og oplevelse. Oplysning er det formål, der er beskrevet i museumsloven, men al den stund formidling også er en del af opgaven, må der komme oplevelser ud af det. Det har publikum altid forventet.
Men publikums forventninger er ændret. Det gælder alle aspekter af museernes formidling, med det særlige gennem det sidste tiår, at ønskerne om en individuel oplevelse er styrket. Dette har ført til mange eksperimenter med interaktivitet, rigtigt godt understøttet af internet og øvrig elektronisk kommunikation.
Gennem bogens rigtigt mange eksempler tydeliggøres, at museerne
eksperimenterer med nye formidlingsformer og samarbejdsmønstre
på livet løs. Museerne er i en brydningstid, hvor et nyt dannelsesbegreb
er under udvikling (og et gammelt under afvikling?). I almindelig
tale bruges udtrykket "musealt" om noget der ikke følger med
tiden, men bogen viser gennem empirien, at man ikke længere
kan kalde museumssektoren for "museal".
Nye formidlingsformer prøves altså af, men fortsat indenfor
de givne rammer. En underforstået hensigt synes at være, at
lære af den øvrige oplevelsesindustri uden at "sælge sin sjæl".
Man bliver markedsorienteret, men holder sig på den rigtige
side, så man ikke bliver for kommerciel. For pænt, for forsigtigt
og for bundet af den klassiske museumstænkning.
Som måske bedste repræsentant for nytænkning fremhæves det svenske Världskulturmuseet (se Søndag Aften arkiv), som bruger oplevelsesdimensionen meget markant. Noget helt lignende ses ikke blandt danske museer.
Hvem netværker man med?
Museer defineres i bogen ud fra museumslovens definitioner (statslige og statsanerkendte).
Dette kan have sin logik, når man skal sammendrage statistisk
data og analysere bevægelser og empiri. Men det har i oplevelsesøkonomisk
betydning netop ikke nødvendigvis relevans at forholde sig
til ejerskab. Oplevelsesøkonomiske strategier handler jo hovedsageligt
om samarbejder og netværk, udenfor den kreds man udspringer
af.
Det er naturligt, at Organisationen af Danske Museer arbejder
med udviklingsperspektiver ud fra medlemskredsens sammensætning
og behov. Men måske er det en overvejelse værd at bryde med
vante organisationsformer, hvilket også understreges af, at
enkelte større museer har valgt at træde ud af organisationsfællesskabet.
Det er værd, at bemærke, at den overvejende del af museumsrepræsentanters udsagn i bogen handler om at sikre "det gamle" - det saglige, troværdigheden, autenciteten. Man ser i højere grad faresignaler end nye muligheder.
I bogen fremhæves, at museerne får flere private midler end tidligere, hvilket man kan mistænke fører til kommercialisering. Dette skal dog sammenholdes med, at museerne i dette tiår har fået væsentligt øgede bevillinger, både fra stat og kommuner. Museerne er altså ikke presset af nedskæringer til at søge private midler.
Forskning, tak
Bogen gennemgår nogle af de "buzzwords" der tilsyneladende er styrende for disse års politiske og økonomiske prioriteringer af museerne. Det er "synlighed", "branding", "regional og lokal identitet", "imageændring og revitalisering", "vækstdynamo", som sælger varen.
Samtidig gøres det forbilledligt klart, at "der stadig mangler
forskningsbaseret evidens bag påstandene om, at brugen af
dem (buzzwords, red.) rent faktisk medfører økonomisk
vækst." Det er altså værd at notere sig, at der trods den
store interesse for oplevelsesøkonomi, og de redskaber der
ligger heri, er fatal mangel på forskning i empiri.
En publikumssucces kaldes nu om dage for en "blockbuster",
i bogen defineret som "en udstilling, der som minimum opnår
175% af årets gennemsnitlige besøg" - en matematisk set noget
mystisk definition, som i realiteten burde tage højde for
udstillingens varighed (og dermed matematiske påvirkning af
nævnte gennemsnit), og i hvilket omfang årets øvrige udstillinger
muligvis kan kategoriseres som fiaskoer.
Man kan dermed sige, at selv om vi ikke ved om det virker,
så er museerne - hvad enten de ønsker det eller ej - en del
af oplevelsesøkonomien. Konklusionen må blive, at skærpe bevidstheden
om de kommercielle sider ved museumsdriften, udvikle nye oplevelsespotentialer
og revurdere rollen som samlende dannelsesmodel.
