Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2009
Vi strømmer i teatret
Teatersæsonen 2007/2008 blev en tilskuersucces uden lige. For første gang nogensinde viser statistikken, at teatrene samlet set havde over 3 millioner tilskuere.
En fremgang på knapt 5% for danske teatre har givet det største publikumstal nogensinde. I teatersæsonen 2007/2008 var 3,1 mio. tilskuere i teatrene, i sæsonen før var der knapt 3,0 mio. tilskuere. Fremgangen er især markant i hovedstadsområdet.
Teaterstatistikken viser især fremgang for de ikke-statsstøttede
teatre, 260.000 flere tilskuere, hvilket blandt andet skyldes,
at flere teatre indrapporterer til Danmarks Statistik. Derfor
er sammenligninger med tidligere år umiddelbart vanskeligt,
for tallet vidner i høj grad om flere teateraktører end tidligere.
Tilskuertallet til de offentligt støttede teatre faldt med
130.000. I forhold til gennemsnittet for de forudgående 5
sæsoner, er der tale om et fald på 1,1%.
Efter åbningen af Operahuset var det politiske krav til Det
Kongelige Teater at udvide repertoiret og give plads til operetter
og musicals. Disse genrer har øget publikumstallet fra 0 til
91.000, hvorimod operaen er faldet med 25.000. I sæson 2008/2009
åbnede Det Kongelige Teaters nye skuespilhus, og det har givet
et øget tilskuertal på 13.000. Sandsynligvis vil dette fortsat
øges i 2008/2009, når helårsvirkningen af det nye skuespilhus
slår igennem. Samlet set har Det Kongelige Teater øget publikumstallet
med 50.000.
Uanset den kunstneriske udvikling på Det Kongelige Teater, må man imødese fortsat tilskuerfremgang, helt som det er forudsat i de politiske aftaler for teatret. De politiske - og økonomiske - investeringer og prioriteringer, giver således den ønskede effekt på tilskuertallene.
Københavns Teater klarer skærene
Ifølge Danmarks Statistik er tilskuertallene til Københavns Teater faldet fra 373.000 til 301.000. Dette tal skal dog vurderes med det væsentlige forbehold, at folketeatret.dk nu ikke længere indgår i Københavns Teaters statistik, men derimod er havnet i en fælles pulje med Peter Schaufuss Balletten og Den Jyske Opera (en konsekvens af fusionen mellem Folketeatret og Det Danske Teater). Denne fælles pulje øgede publikumstallet med 36.000 tilskuere uden at statistikken giver mulighed for at redegøre for fordelingen mellem de tre institutioner.
I de foregående 5 sæsoner var det gennemsnitlige publikumstal
for Københavns Teater godt 350.000. Men institutionen har
mistet Gladsaxe Teater og - i statistikken - altså Folketeatret.
Når man samtidig tager i betragtning, at sæson 2007/2008 var
sæson 1 for det vanskelige Camp X under Københavns Teater,
så tyder publikumstallene ikke på, at de resterende scener
under Københavns Teater (Betty Nansen, Gasværket, Nørrebro
samt - i statistikken - Det Ny) har vanskeligheder.
Da Danmarks Statistiks tal for Københavns Teater også omfatter Det Ny Teater, som ikke er en del af Københavns Teaters egen strategi mht. at øge publikumstallet med 25%, kan statistikken ikke anvendes til at vurdere, i hvilket omfang Københavns Teater overholder egen målsætning.
Stabilitet på egnsteatrene
De tre landsdelsscener (Odense, Aalborg og Århus) øgede publikumstallet med omkring
10.000. Derved blev flere års nedgang for de tre scener vendt
til fremgang. De små storbyteatre mistede 10.000 tilskuere,
og egnsteatrene mistede hele 60.000 tilskuere. Egnsteatrene
er dermed tilbage på samme tilskuerniveau, som teatrene gennemsnitligt
havde i de foregående 5 sæsoner. Med i billedet hører, at
egnsteatrene havde en usædvanlig tilskuerfremgang i sæson
2006/2007, blandt andet på grund af Ny Gladsaxe Teaters første
successæson.
Der er således ikke nogen grund til at blive bekymret over tilbagegangen i 2007/2008. Tværtimod må man sige, at egnsteatrene har en forbløffende tilskuerstabilitet, især set i forhold til antallet af teatre og dermed "tilfældige" sæsonudsving, som ender i nogenlunde samme tilskuertal.
Teatrene under Kunstrådet har en stigning på 30.000 tilskuere.
Denne gruppe omfatter især enkeltstående projektteatre, og
udsving fra sæson til sæson er helt afhængige af de enkelte
initiativer. Det er dog værd at notere, at denne gruppe samlet
set ikke har haft så høje publikumstal siden sæson 2000/2001
(sidste sæson før den nytiltrådte regering skar voldsomt,
især på disse teatres offentlige tilskud).
At læse statistik
Statistik kan som bekendt læses på mange måder. Når dele af dagspressen har fortolket Danmarks Statistiks tal for teaterbesøg som "Danskerne holder sig fra teatrene" (Kristeligt Dagblad og Politiken - lodret forkert overskrift), så skyldes det, at den mest detaljerede del af statistikken handler om statsstøttede teatre. Men selv om publikum i et vist omfang flytter fra de offentligt støttede teatre til mere privat finansierede teatre (som i visse tilfælde alligevel får offentlig billetstøtte), ændrer dette ikke ved det forhold, at de scenekunstneriske udtryksformer, som samlet defineres som "teater" har tilskuerfremgang. Og endda flere tilskuere end nogensinde.
Og når dagspressen hæfter sig ved, at Københavns Teater og
egnsteatrene har haft tilbagegang i 2007/2008, har det ikke
nødvendigvis noget med tilskuernes vilje eller uvilje at gøre.
Rammer, strukturtilpasninger, statistiske definitioner er
i høj grad bestemmende for den "statistiske virkelighed".
Læs også: