|
Spillet om det københavnske teater Camp
X giver talrige forviklinger. Både Københavns Teater og
Københavns Kommune tror, man kan gøre alle glade. Ind kommer
virksomhedsoverdragelsesloven.
Det lignede alle tiders gode og rigtige løsning. Ledelsen af det lille storbyteater Kaleidoskop overtager det skrantende Camp X under Københavns Teater. Et veldrevet lille storbyteater med to scener (K1, alias Kaleidoskop, alias Københavneren, alias Nørrebros Biograf og K2, alias Kanonhallen) og både et højt ambitionsniveau og højt aktivitetsniveau "forfremmes" fra et årligt budget på 8 mio. kr. til et årligt budget på 22 mio. kr.
Denne form for strukturdynamik, hvor et vækstlagsteater rykker
op i en anden tilskudsklasse, er ganske sjælden. Seneste eksempel
var vist, da Dr. Dante overtog Avenyteatret i 1992.
Teater X, nej Camp X, nej Teater X
Vanskeligheden består i, at teatret Camp X på forhånd er løst defineret, rammerne er åbne. Teatret blev født med to hensigter: dels at etablere et nyt eksperimenterende teater i Københavns Teaters regi, dels at få færre enheder under Københavns Teater. Til at starte med hed projektet Teater X og skulle midlertidigt overtage lokalerne fra Aveny og Rialto teatrene. "Midlertidigt" skulle forstås på den måde, at der med tiden skulle skaffes penge til at etablere et helt nyt, eksperimenterende teater i København.
Ganske få udenfor Københavns Teater troede, at flytteplanerne
var seriøse. Ledelsen for Camp X virkede tilfredse med de
allerede givne rammer. Og i Frederiksberg Kommune glemte man
så hurtigt den formelle beslutning om fraflytning fra de to
gamle Frederiksbergscener, at man nu pludseligt mente, at
det var aftalebrud at gennemføre den allerede trufne strategiplan.
Ønsket om nye fysiske rammer fremgår også eksplicit af resultataftalen
mellem Københavns Teater og Camp X. Formelt set har Frederiksberg
Kommune en dårlig sag.
Men Camp X-skuden gik galt fra første sæson, og ledelsen (som
inden da havde efterladt Kaleidoskop med et millionunderskud)
fik aldrig vist evnen til at virkeliggøre Københavns Teaters
vision. I stedet kommer en ny ledelse (hovedsageligt også
fra Kaleidoskop) og tager den oprindelige Teater X vision
alvorligt, tilbagedøber endda teatret til det oprindelige
Teater X.
For den nye Teater X-ledelse er det en drøm: med flere penge kan man realisere både egne teatervisioner og den oprindelige vision fra Københavns Teater. Og Kanonhallen, som man kender fra dagligdagen, er den perfekte ramme for visionen. Godt nok skal Kanonhallen graves ud, så der bliver plads til større produktioner, men samtidig bliver naboen, Dansescenen, ledig - da Dansescenen rykker til nogle af Carlsbergs forladte bygninger i Valby.
Set fra Teater X-ledelsen er en del af vækstlaget rykket op blandt de etablerede. Og med erklærede hensigter om at samarbejde med de mange projekter og initiativer, som man i forvejen nyder at dele scene med. Samtidig opgiver bestyrelsen for Kaleidoskop at føre teatret videre og vælger at opløse virksomheden pr. 30. juni 2009.
Dermed bliver mange nuværende teaterlokaler ledige: Camp X's
nuværende Rialto og Aveny, Kaleidoskops nuværende K1 på Nørrebrogade.
Teaterpolitisk er der ikke nogen problemer, hvis Rialto og
Aveny må ophøre - det var jo den aftalte plan. Københavns
Teater har dog fundet et behov for Nørrebros Teater, som kan
få en anneksscene på Rialto. Efterspillet om Avenyteatret
er mest et praktisk anliggende mellem Københavns Teater og
bygningens ejer (som også har interesser i Bellevue Teatret)
med et heppekor fra Frederiksberg Kommune på sidelinjen. Frederiksberg
Kommune vil gerne fastholde teateraktiviteterne i kommunen,
men får nok svært ved at realisere dette, uden at man putter
penge i foretagendet.
Kaleidoskops nuværende lokaler på Nørrebrogade videregives
til Teater Grob, som får et kraftigt forhøjet tilskud fra
Københavns kommune.
Tilbage står et vigtigt teaterpolitisk spørgsmål og et vigtigt medarbejderspørgsmål.
Halvåbne scener
Under Kaleidoskops ledelse (og tidligere) har Kanonhallen fungeret som åben scene
for talrige teaterinitiativer. Begrebet åben scene har mange
definitioner, i den politiske verden med fokus på "det åbne"
forstået i retning af medborgerhuse, alles mulighed for at
præsentere, hvad de vil - en "demokratisk" definition. Blandt scenekunstens aktører er definitionen
lidt mere lukket, da åbne scener ikke skal være revl og krat,
men i en eller anden grad tilpasse sig en fælles publikumsprofil.
Rialto Teatret blev i 1992 åben scene i den politiske definition,
men med en kunstnerisk funderet leder, som gennem årene fik
udviklet en personligt præget profil, dels gennem valget af
gæstende teatre, dels gennem mange egne initiativer.
Samtidig er der søgt tilstræbt en økologisk fin balance mellem de åbne og de faste scener i København. De åbne scener er afhængige af, at de bedste og mest publikumsstærke enkeltprojekter gæster deres scener. Uden kvalitativt stærke trækplastre bliver de åbne scener usynlige. Det er ofte enkeltprojekter eller mere fast forankrede teatre med driftsstøtte fra Scenekunstudvalget, som har denne vigtige funktion for de åbne scener - i sportsterminologien ville man kalde dem for projektteatrenes "superliga". Uden disse projekter, bliver det også svært at skabe opmærksomhed om de mindre etablerede projektteatre.
Denne økologi har været væsentlig for Kaleidoskops styring
af Kanonhallen. Denne økologi har også været vigtig for Kunstrådets
Scenekunstudvalg. Projekter og teatre, der søger støtte fra
Scenekunstudvalget, skal ikke optræde på fast etablerede scener
som eksempelvis landsdelsscenerne i Odense, Aalborg eller
Århus eller Københavns Teaters scener. Støttesystemet har
nemlig ikke til hensigt at bruge de frie projektmidler som
skjult driftsstøtte til etablerede teatre med faste scener.
Altså bliver resultatet, at teatre og gæstespil, som hidtil
har foregået i Kanonhallen, ikke længere kan få støtte fra
Scenekunstudvalget, hvis de fremover vil optræde i Kanonhallen.
Denne balance, som Kaleidoskops hidtidige ledelse hyppigt
har advokeret for, understreges i et åbent brev fra formanden
for Kunstrådets Scenekunstudvalg (som i øvrigt også har sin
fortid i Kaleidoskop - bemærk hvilken talentmasse, der har
været gennem det lille Nørrebroteater!).
For de frie projekter er København blevet en vigtig scene fattigere. Som erstatning vil Københavns Teater indgå i etablering af et nyt åbent scenerum, Pakhus 11, som skal ledes af Får 302. Formalistisk kan man muligvis hævde, at der er et problem i at Københavns Teater anvender penge til en opgave, som ligger i blandingsfeltet mellem forskellige lovformål og dertil hørende organisationer. Åben scene aktiviteter er indskrevet som en del af Københavns Teaters strategiplan. Men relationen mellem Københvans Teaters åben scene aktiviteter og Scenekunstudvalgets ansvar for øvrige åbne scener vil være sundt at afklare.
Mere centrale er spørgsmålene, om Pakhus 11 er velegnet til
de teatre, som hidtidigt har haft base i Kanonhallen. Det
hævdes, at Kanonhallen har været for stort rum til disse projekter.
Mere relevant er vurderingen, om Pakhus 11 er stort nok, har
de fornødne faciliteter - og ikke mindst om Pakhus 11 kan
blive den kunstneriske dynamo for ny teaterkunst, som Kanonhallen
utvivlsomt har været.
Ind kommer virksomhedsoverdragelsesloven
Når fæle kapitalister rydder op i virksomheder, gendanner konkursboer eller blot
spekulerer i flytning af kapitalposter, sætter samfundet rammer
for dette. En af rammerne kaldes virksomhedsoverdragelsesloven,
den har til formål, at man ikke kan lukke en virksomhed og
retablere den under nyt navn og dermed blive af med det gamle
personale.
Selv om virksomhedsoverdragelsesloven først og fremmest har været tiltænkt strukturændringer på det almindelige private marked, gælder loven også for offentlige virksomheder og organisationer - og altså også for teatervirksomheder.
Virksomhedsoverdragelsesloven beskytter de medarbejdere, der er i de nuværende teatre, både Kaleidoskops og Camp X's. I sagens natur er beskyttelsen ikke ultimativ, en ny ledelse kan godt nedlægge unødvendige stillinger. Men er der en scenemester i bygningen, kan man ikke blot erstatte vedkommende med en ny scenemester "udefra". Da Dr. Dante overtog Aveny Teatret i 1992 "hang" man også på personalet fra det gamle Aveny.
Selv om Kaleidoskop formelt opløses som virksomhed, er det den samme tilskudsgiver, Københavns Kommune, som fremover bevilliger penge til Teater Grob. Teater Grob kan derfor ikke uden videre ansætte nyt personale, men er afhængig af et - sikkert indviklet - aftaleforløb med Kaleidoskop-personalets faglige organisation. Dette bliver ikke mindre indviklet af, at Kaleidoskop har gjort en dyd af, at personalet er knyttet til begge bygninger. På samme måde vil den nye Teater X-ledelse, skulle overtage dele af personalet i Kanonhallen - det burde ikke være problematisk al den stund, at det er de samme mennesker, der har ansat disse personer.
Når Rialto Teatret fortstætter i Københavns Teaters regi,
burde de nuværende Rialto-medarbejdere være sikret (hvis der
er behov for disse stillingskategorier). Derimod kan fremtiden
tegne mere uvis for personalet i Aveny-bygningen. Eksempelvis
kan der komme en vanskelig diskussion om personale i billetkontorerne:
Teater X kan ikke blot fyre det gamle Kaleidoskop-personale
og flytte medarbejdere fra Aveny dertil.
Der kan komme både vanskelige og særdeles følsomme diskussioner med de faglige organisationer. Regningen kan ende både hos Københavns Teater og i Københavns Kommune.
Læs også:
Fra arkivet:
Statens hovedstadsteater
Københavns teaterkoncern
Søndag Aften 01/2009
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
