Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2009
København dengang
Resultaterne af Kulturby 96 er stadig synlige. End ikke busterminalen er fjernet.
I 1992 blev København - efter ansøgning, men uden forudgående konkurrerende -
udpeget som Danmarks første europæiske kulturhovedstad. På
dansk blev det til Kulturby 96. Det var et kulturbyår med
massiv dansk og international interesse. De nationale medier
var i høj grad kritiske, de internationale medier var i høj
grad ukritiske.
En af de væsentlige ambitioner for København i 1996 var, at kulturhovedstadsåret ikke blot skulle blive et markant år, men især at året skulle sætte varige spor i det københavnske kulturlandskab. Dette lykkedes i høj grad.
Kulturby 96 - hardware
Blandt de større og mere markante investeringer var:
Bygningen af Den sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek.
Kunstmuseet Arken i Ishøj
Etablering af fire af Statens kunstneriske uddannelser på Holmen: arkitektskolen, filmskolen, skuespillerskolen og Rytmekons. Dette blev samtidig et gevaldigt indspark til etablering af kreative arbejdspladser på Holmen.
Udbygning af Statens Museum for Kunst
Etablering af Filmhuset
Etablering af Dansk Arkitekturcenter
Spillestedet Vega
Øksnehallen
Etablering af Turbinehallerne
Genskabelsen af Barokhaven ved Frederiksborg Slot
Renovering af Københavns Rådhusplads, inkl. bygning af den nye busterminal.
Ud over de nævnte større infrastrukturprojekter, iværksatte man yderligere 25 projekter, hvoraf de fleste var i størrelsesordenen 10-30 mio. kr.
Hovedparten af de igangsatte projekter var i en eller anden
grad "grydeklare", før arbejdet med Kulturby 96 startede.
En del af de helt store projekter var forbundet med andre,
økonomisk set væsentligt større initiativer for at øge investeringslysten
i København - kulminerende med bygning af Øresundsbroen.
For mange initiativers vedkommende må det konstateres, at
de før eller siden skulle igangsættes. Kulturby 96 blev dog
i høj grad den katalysator, der fik sat initiativerne på skinner,
skabt investeringslysten og matchet initiativer med penge
på en måde, der sikrede varige resultater. Der er ikke nogen
tvivl om, at disse projekter blev skubbet i gang både af den
generelle politiske velvilje til Kulturby 96 og af, at der
var en samlet organisation, som pressede på i forhold til
såvel bevilligende myndigheder som i forhold til alle
andre, der skulle medvirke for at gennemføre så store projekter.
Kulturby 96 - software
Det er langt lettere at måle de langsigtede virkninger ved bygninger, der blev
rejst, end hvilken effekt Kulturby 96 havde på kulturmiljøerne,
menneskene.
Over halvdelen af samtlige projekter fortsatte i en eller
anden grad. Nogle gange blot som samarbejdsrelationer, nogle
gange som tilbagevendende festivaler.
Overalt i Danmark møder man stadig aktører på kulturinstitutioner,
som har trådt deres barnesko i Kulturby 96-sammenhænge, og
som i dag er med til at præge udviklingen dér, hvor de nu
sidder. Mange af de hovedstadskommuner, som var involveret
i Kulturby 96, har fortsat forskellige lokale dialogfora,
som startede i forbindelse med Kulturby 96.
En række af de gennemgående projekter i Kulturbyåret var baserede
på internationale samarbejder - og disse kontaktflader har
mange aktører været gode til fortsat at vedligeholde og udbygge,
så det danner grobund for turneer, for EU-ansøgninger eller
blot erfaringsudveksling.
Også turismen vandt
en del på Kulturbyåret. Alle rejseselskaber og hoteller meldte
om større trafik end tidligere og ikke mindst væsentligt,
så blev turismearbejdet før, under og efter væsentligt professionaliseret.
I selve kulturbyåret steg antallet hotelovernatninger med
12% i Storkøbenhavn, for efterfølgende at falde til 10%. Dette
skal ses i sammenhæng med, at europæiske storbyer generelt
havde en stigning i hotelovernatninger med 2% i samme periode.