Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2009
Kultursektor under pres
Krisen kommer til at kradse alvorligt blandt kulturinstitutioner. Kan det politiske niveau kaste holdbare redningskranse ud?
Det er et helt entydigt rygte blandt danske kulturinstitutioner: sponsorerne falder fra. Krisen fører til forsigtighed og så kan investeringer i den form for bløde værdier som sponsorater er udtryk for hurtigt nedprioriteres.
Der har allerede i offentligheden været omtale af 5-10 enkeltinstitutioner, som er i betalingstandning eller tæt på. Forklaringerne på dette er ofte individuelle, kan skyldes dårlig ledelse, svag publikumsappel eller simpelthen dårlige projekter.
En af de truede institutioner er Gladsaxe Ny Teater. En af årsagerne til, at det det overhovedet lykkedes at retablere teatret var, teaterledelsens enestående evne til at skaffe sponsorer. Det var i år 1. I år 2 kom krisen og så er det vanskeligere at rejse penge.
Især institutioner med store krav til egenindtægter er presset. De rytmiske spillesteder, filmselskaber, pladeselskaber, bogforlag, gallerier og dagblade er blandt de mest udsatte.
2 slags sponsorlogik
I den almindelige kulturministerielle logik, har påstanden gennem en årrække været, at sponsering ikke skulle sikre drift, men derimod være det ekstra, som gav ekstra spændende forestillinger eller særudstillinger. Ud fra denne logik kan mistede sponsorindtægter ikke begrunde øget offentlig indsats. Det ville svare til at give sponsorer mulighed for at fungere som almen løftestang for kulturprojekter. Næppe en gangbar måde at prioritere de offentlige kulturkroner.
En anden logik kunne sige, at publikum har vænnet sig til de særlige "flødeskumsaktiviteter" kulturinstitutionerne glæder med. Publikum tænker ikke på, at særudstillingen var "sær" - det var en god udstilling og den samme kvalitet, waw-oplevelse forventer man næste gang. Sponsormidlerne har været med til at give en standardglidning.
Det er for så vidt en sejr for de som har advokeret for øget sponsering. Spørgsmålet er om de er ved at tabe denne sejr på gulvet?
Mutter alene
Allerede siden november har oppositionen fremført krav om kulturelle krisepakker til at sikre mod lukninger. Konsekvent besvaret ud fra ovenstående ministerielle logik og med en aldeles afventende holdning: kulturinstitutioner har altid hævdet sig nødlidende.
Regeringen har dermed bragt sig i en position, hvor man fremstår initiativløs og uden fornemmelse for, hvor alvorlig situationen tegner til at blive. Det kan være en god tilbagelænet position blot at hævde at oppositionen er økonomisk uansvarlig fordi man ikke er part i Finansloven. Men det kan være så tilbagelænet, at det bliver en sovepude. Så længe regeringen ikke er i stand til at tage initiativer, der kan bringe oppositionen ind i ansvaret, vil man sidde tilbage med aben og forklaringsproblemerne mutters alene.
