Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2009
Kulturarv som bits
Nu er tiden inde til at skrue op for digitaliseringen afd en danske kulturarv. Spørgsmålet er, hvor hurtigt?
Kulturarven skal digitaliseres. Det har længe været en fastslået kendsgerning. I regeringsprogrammet fra 2007 står:
Regeringen nedsatte i efteråret 2006 et udvalg med henblik på at få udarbejdet forslag til digitalisering af udvalgte, prioriterede dele af den danske kulturarv. Regeringen vil fortsætte arbejdet med digitalisering af kulturarven.
Dette er fulgt op i Et kulturpolitisk arbejdsprogram fra 2008, hvori digitaliseringen af kulturarven er nævnt et antal gange, væsentligst med henvisning til det udvalg, der blev nedsat i 2006. Dette udvalg har nu barslet med rapporten Digitalisering af kulturarven og en samtidig aviskronik fra en række af udvalgets medlemmer.
Rapporten konstaterer et helt tydeligt behov for digitalisering af samlingerne på en lang række statslige kulturinstitutioner, eksempelvis Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Nationalmuseet og Det Danske Filminstitut. I et vist omfang haster digitaliseringen, fordi originalmaterialet er ved at forgå (fx film). I et vist omfang vil digitalisering gøre adgangen til materialet lettere for befolkningen; det haster ikke nødvendigvis, men kan økonomisk set være gunstigt. Hertil kommer, at Danmark ser ud til at være bagud i forhold til almindeligvis sammenlignelige lande. Derved forekommer dansk kulturarv let usynlig for den almindelige borger.
Rapporten om digitalisering af kulturarven handler kun om digitalisering af en del af den danske kulturarv. I rapporten bruger udvalget udtrykket "retrodigitalisering", som defineres ved at analoge elementer i kulturarven (eksempelvis et billede, en avis eller en lakplade) kopieres til et digitalt format. Enhver der har holdt en bog i hånden eller hørt en gammel 78'er ved at de væsentligste informationer kan kopieres, men også at den digitale oplevelse ikke er den samme. Der er altså fortsat behov for at bevare de originale genstande, som man vælger at digitalisere.
I begrebet retrodigitalisering ligger også, at der for så vidt ikke etableres ny kulturarv, derimod at den digitale kopiering sikrer en form for bevaring af data og gennem internet bliver lettere tilgængelig. Men med retrodigitaliseringen sker også en adskillelse mellem det oprindeligt analoge og det som er nyere genstande, skabt digitalt.
I gang, nu
Alt taler således for at komme igang med digitaliseringen hurtigst muligt. Udvalgsrapporten angiver tre mulige såkaldte scenarier for arbejdet. Den eneste forskel på scanarierne er den økonomiske satsning: model 1 er baseret på de statslige kulturinstitutioners nuværende budgetter, model 2 er baseret på en statslig investering på i alt 300 mio. kr. fra 2010-2019 og model 3 er baseret på en merinvestering på 570 mio. kr. i samme periode.
Model 1 - status quo-modellen - er i og for sig uinteressant. Bliver den realiteten vil det omfattende udvalgsarbejde være spildt, for så skal institutionerne bare fortsætte som de plejer, hver for sig.
Model 3 - maks-investering - er lagt til rette for oppositionen. Et sagkyndigt udvalg peger på et behov, dets ønsker vil oppositionen gerne støtte i de kommende finanslovsforhandlinger. Dette kan komme til at binde opoositionen ved et regeringsskift, men er indtil videre ganske gratis.
Model 2 - 300 mio. kr. er forsøgt lagt til rette for regeringen. Dels som opfølgning af regeringens egne (formelt set ganske uforpligtende, men politisk alligevel forpligtende) udsagn. Naturligvis vil regeringen være forpligtet til at følge udvalgsarbejdet op med reelle penge til formålet. Spørgsmålet handler om, hvor mange og i hvilket tempo.
Den overordnede politiske tænkning i forslagene ses også af, hvor ukonkret den økonomiske vurdering er. Der er gennemgange af, hvilke konkrete materialemængder der skal digitaliseres - men der er ikke sat penge på.
Der er heller ikke sat penge på mulige besparelser i de enkelte institutioner. Et af argumenterne for digitaliseringen er, at der kan spares tid i forhold til mange henvendelser som kræver konkret research og fremskaffelse af (analoge) materialer.
En reel økonomisk forhandling mellem institutioner og ministerium vil naturligvis inddrage sådanne elementer. Men først skal man få politikerne til at nå frem til en ramme-merbevilling.
