Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2009
Kulturarv: samlere eller delere?
Rapporten om digitalisering af kulturarven handler om retrodigitalisering af samlinger. Vi savner stadig en national strategi for digitalisering af kulturarv.
CulturCommentar:
Grundlaget for den digitalisering der diskuteres i rapporten om Digitalisering af kulturarven er en række samlinger. I rapporten kaldet "arkiver, bogsamlinger, pladesamlinger, kunstsamlinger, filmsamlinger, museumssamlinger og meget mere". Rapportens forfattere repræsenterer hovedsageligt de største statslige institutioner, som netop har karakter af samlinger. Det er institutioner som interesserer sig for at samle - og selvfølgelig at gøre samlingerne anvendelige for andre. Disse andre definerer institutionscheferne i en kronik som "elever, studerende, uddannelsessøgende og den almindelige befolkning" (altså åbenlyst med stor fokus på mennesker der modtager en eller anden form for undervisning).
Perspektivet er, at de store institutioners samlinger skal retrodigitaliseres og herefter kunne ses på nettet. Men selv om de store institutioner tegner sig for væsentlige dele af kulturarven, så har denne strategi en tendens til at forfladige kulturarven til gengivelse af enkeltgenstande fra de store samlinger.
Staten er ikke alt
Man kan kalde strategien for statslig, for den omfatter statslige institutioner. Men man kan på ingen måde kalde strategien for national - for alt andet end det statslige er glemt. Der er end ikke tanker eller opfordringer til hvorvidt lokalhistoriske arkiver, kommunale museer, private samlinger eller foreningssamlinger kan inddrages i en national strategi - for nu at blive indenfor den genstandsfokus der er i rapporten.
Dette genstandsfokus forrykker også perspektivet i kulturarvsbegrebet fra den mangfoldige og bredspektrede og stærkt delte oplevelse af kulturarven vi kan have. Man kan sige, at genstandsorienteringen fortsætter, hvor kanon-arbejdet ophørte. Semantisk kan dette symboliseres ved om man taler om kulturarven (en fast defineret størrelse, i ental) eller mere flertydig kulturarv.
Et enkelt eksempel: guldhornene. Et stærkt nationalt symbol, med til at binde landet sammen, utvivlsomt en del af vores fælles kulturarv. Men måske netop stærkt fordi vi ikke har genstandene; vi har andre genstande, fx digte, der beskriver myten og styrker den. Det spændende ved Guldhornene i kulturarvssammenhæng er totaliteten af mange forskellige tilgange og ikke udgangspunktet i en samling.
På denne måde risikerer man, med det stærke fokus på samlingernes genstande, at glemme alt det der ligger mellem samlingerne. Det talte ord fx.
Lager eller deling
Rapportens hoveddel peger på, at der ved de scenarier der medfører øgede bevillinger til digitaliseringen, skal etableres et "fælles lager" af en anseelig størrelse. Man fremhæver Det Kongelige Biblioteks samling af KulturPerler som et godt eksempel på formidling og man tror ligefrem, at potentielle turister vil bruge den fælles europæiske portal Europeana som indgangsport til Danmark.
Dette ønske om fælles lager står delvis i modsætning til et underbilag udarbejdet af en teknisk undergruppe. Her peger undergruppen på, at det er afgørende, at digitaliseringen følger åbne, internationale standarder. Undergruppen fremhæver også, at portaler næppe er den bedste adgangsvej for brugerne. I stedet peger man på, at web 2.0 redskaber som RSS-feeds og andre dynamiske tjenester, som velegnede for brugerne.
Institutionscheferne tænker fortsat i portaler (selv om "fokus er flyttet fra en samlet portal") - for sådan repræsenteres store institutioner endnu på nettet. Deres tekniske medarbejdere vil hellere bruge nettets dynamiske samarbejdsværktøjer. I realiteten burde man tage skridtet fuldt ud og følge den samme delingsfilosofi som præger fildelingstjenesterne. Utallige samlinger stilles til rådighed og brugerne vælger selv hvad de vil plukke af og hvordan.
Udvalgsrapporten forholder sig indirekte til Googles store bog-digitaliseringsprojekt, hvor beholdningen på amerikanske universitetsbiblioteker skannes. Dette indebærer bl.a. en række ophavsretslige komplikationer. I dag forholder danske institutioner sig i høj grad passivt og negativt til Googles initiativlyst. Det kunne være spændende, hvis man vendte initiativet om: danske institutioner i samarbejde med danske ophavsretsorganisationer henvender sig til kommercielle aktører - ud fra de kravsspecifikationer man er nået frem til.
Googles voldsomme initiativlyst afspejler også den formidlingsdynamik der kan ligge i at tænke udenfor de allerede etablerede institutioner og deres formål. Hvis Googles korttjeneste (Maps) var baseret på samme institutionsbaserede tankegang som danske kulturinstitutioner, så havde man aldrig haft den frihed at skabe særlige kort over Tsunamien, eller influensaepedemier - eller for den sags skyld lade brugerne definere tematiske visninger.
Udvalgsrapporten anbefaler i realiteten en investering på 500 mio. kr. over en tiårs periode. Det er midler som nok vil komme før eller siden, det vil sikkert tage nogle flere år og der kan ske andre ændringer. Men det er påfaldende, at vi hermed kun har retrodigitaliseret samlingerne på de institutioner og de interesser, de der deltog i udvalgsarbejdet repræsenterer. Det er de samme institutioner, som siden 1996 har nydt kulturministeriel fortrinsstilling gennem Kulturnet Danmark
Tilbage står stadig behovet for en national digital kulturarvsstrategi.
