Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2009
Og pludselig var der ingen penge
Alle tidligere år er støtten til Copenhagen Jazzfestival fremgået af tipsaktstykket. I år er festivallen slettet i tipsaktstykket - uden at Kulturministeriet har fortalt hvorfor.
Da Kulturministeriets indstilling til Folketingets Finansudvalg om dette års tipsaktstykke
blev offentligt tilgængeligt via Folketingets hjemmesides dokumentsamling
i begyndelsen af maj, blev man overrasket i Copenhagen Jazzfestival.
Siden 1990'erne er det fremgået af tipsaktstykket, hvor stor
bevilling Kulturministeren indstillede til Finansudvalget,
at Copenhagen Jazzfestival skulle få. I 2008 var bevillingen
på 800.000 kr. Men i 2009 stod intet. Absolut intet.
Og den pulje som havde omfattet Copenhagen Jazzfestival, Festivaler,
særudstillinger mv. var også væk. En telefonopringning
til Kulturministeriet kunne berolige Copenhagen Jazzfestival,
idet puljen Festivaler, særudstillinger mv. var lagt
ind under puljen Kulturpulje til hele landet og Copenhagen
Jazz Festival kan således forvente fortsat at få støtte fra
tipspengene.
Kommunikation er stadig en svær kunst
For jazzfestivalen er det naturligvis en væsentlig forskel, at beløbet ikke længere
er angivet i tipsaktstykket, ligesom festivalen heller ikke
er nævnt. Nu må festivalens ledelse ty til en tro på, at Kulturministeren
i sin efterfølgende udmøntning behandler festivalen som tidligere
år. Sagligt set kan det også være en fordel, idet man må forvente,
at Kulturministeren er bedre til at vurdere støttebehovet
end Finansudvalgets medlemmer.
Samme ændring er sket for Golden Days, Århus Festuge og Copenhagen Filmfestivals. Og det kan undre, at Kulturministeriet ikke informerer faste støttemodtagere om sådanne ændringer i støttesystemet.
Det siger muligvis lidt om Finansudvalgets grundighed i behandlingen
af indstillingen fra Kulturministeren, at ingen har spurgt
til, hvor pengene til festivaler var blevet af. Aktstykket
oplyser nemlig intet om tidligere bevillinger eller sammenlægninger
af puljer. Der findes næppe andre steder i den offentlige
bevillingsstruktur, hvor bevillinger gives uden sammenligninger
eller sammenhænge med tidligere år.
Tid til at planlægge
I februar meddelte Kulturministeren, at Århus Festuge fik en ekstra støtte på
1 mio. kr. Denne ekstra tildeling er også fra tipsmidlerne.
Her meddeles støtten altså lang tid før Folketingets Finansudvalg
har taget stilling til tipsaktstykket. Ved andre uddelinger
er Kulturministeriet omhyggelige med ikke at åbne for posen
med støttetilsagn, før indstillingen er godkendt af Finansudvalget.
For Copenhagen Jazzfestival må det være ganske svære vilkår.
Man får besked om en mulig støtte ca. midt i juni - festivalen
åbner 3. juli. Det må formodes, at der sidder en ansvarlig
bestyrelse med en ganske særlig form for risikovurdering:
nu har vi fået det samme tilskud i 3 år, mon ikke vi får det
samme i år?
Alle parter ville være bedre tjent med velstrukturerede beslutninger.
Ministeriet ville ved tidligere bevilling sikre, at en festival
disponerede ud fra hele den tildelte ramme og ikke foretog
unødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Og festivalens ledelse
ville kunne koncentrere sig om planlægning af programmet -
i stedet for at kigge nervøst i brevsprækken hver dag.
De festivaler, der modtager disse sene tilsagn om tilskud,
fremhæves ofte, når Kulturministeriet gør opmærksom på danske
kultursucceser, især når talen er på turisme og internationalt
samarbejde. Det vil ikke kræve flere penge af ministeriet
at skabe bedre planlægning.
Men man kan naturligvis også hævde, at det viser hvilken kolossal
omstillingsevne og fleksibilitet, der er blandt kulturens
fyrtårne. Støttestrukturen giver isnende kolde beslutningstagere,
klar til enhver ny udfordring.